Artikel
Ny SU-reform skærer i hjemmeboendes SU
Morten Østergaard

Ny SU-reform skærer i hjemmeboendes SU

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) præsenterede i dag regeringens nye SU-reform, der blandt andet vil gøre de hjemmeboendes SU lavere.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

381 kroner. Så meget lavere vil alle hjemmeboendes SU blive om måneden, uanset om de går på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. SU’en til hjemmeboende vil ifølge uddannelsesminister Morten Østergaard (R) blive harmoniseret med grundsatsen for børne- og ungeydelsen til 15-17-årige. Hvis en hjemmeboendes forældrene tjener mere end 670.000 kroner om året, vil han eller hun miste hele 1.967 kroner om måneden.

”Langt de fleste hjemmeboende betaler ikke husleje, så derfor kan jeg ikke se, hvorfor deres forbrug skulle stige væsentligt efter deres 18 års fødselsdag. Mange hjemmeboende har et større rådighedsbeløb end udeboende, derfor synes jeg, det er et godt sted at skære ned,” siger Morten Østergaard.

Afhængigt af forældres indkomst
På nuværende tidspunkt er en hjemmeboendes SU beregnet ud fra indkomsten hos den forældre, han eller hun bor hos, hvis forældrene ikke bor sammen. I den nye SU-reform foreslår regeringen, at hjemmeboendes SU skal beregnes ud fra begge juridiske forældres indkomst. Reglerne om uddannelsesbidrag fastholdes.

Morten Østergaard mener ikke, at de nye regler for hjemmeboendes SU har nogen slagside, eftersom han siger, at vi i Danmark har en god social balance.

"Verdens venligste SU-system"
På pressemødet pointerede Morten Østergaard gentagne gange, at Danmark har det ”venligste” SU-system i verden, og at diskussionen om såkaldte café-penge og fjumreår ikke interesserer ham, så længe Danmark fremadrettet har et uddannelsessystem, hvor flere får en uddannelse.

SU-reformens andre tiltag

Morten Østergaard fremlagde i alt otte forslag til en reform af SU-systemet. Ud over reduktionen af SU for hjemmeboende kan de følgende tre forslag påvirke studerende på ungdomsuddannelserne:

  1. Det vil kun være muligt at få SU på de gymnasiale suppleringskurser, hvis man tager de såkaldte turbokurser, der typisk varer mellem tre og seks uger.
  2. For at undgå såkaldte ”SU-ryttere” kan unge højest få SU til fem ungdomsuddannelser.
  3. Studerende, der påbegynder deres videregående uddannelse mere end to år efter deres adgangsgivende eksamen, kan kun få SU på deres videregående uddannelse i den normerede studietid. Samtidig vil regeringen ikke længere give studenter mulighed for at gange deres karaktergennemsnit med 1,08, hvis de søger ind på en videregående uddannelse inden for to år efter deres adgangsgivende eksamen.

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater