Artikel
Lettelse efter genberegning: Flere skoler får penge
undervisning klasse gruppe shutterstock_1144633550

Lettelse efter genberegning: Flere skoler får penge

Flere skoler skulle vinke farvel til millioner af kroner. Det var konsekvensen af den første genberegning af det sociale taxameter. Heldigvis betyder den seneste og endelige genberegning, at flere skoler med frafaldstruede elever får penge.  

Godt 15 gymnasiale institutioner får alligevel det sociale taxameter, der tildeles skoler med en stor andel af frafaldstruede elever. Det viser den anden – og endelige – genberegning af finansloven.

Første genberegning skete i forbindelse med regeringens finanslovsudspil sidste år, og den resulterede i, at en del skoler modtog brev fra Børne- og Undervisningsministeriet om, at de ikke længere var berettigede til socialt taxameter. Det gav anledning til frustration flere steder, da en del skoler ikke oplevede, at de havde fået færre frafaldstruede elever. Nu har Børne- og Undervisningsministeriet så oplyst, at konsekvensen af den anden genberegning er, at grænsen for at få socialt taxameter sænkes fra 43 procent til 38 procent. Det betyder, at skoler, der har 38 procent frafaldstruede elever eller flere vil få tildelt socialt taxameter.

3,7 millioner kroner
En af de skoler, der nu kan ånde lettet op, er Rødovre Gymnasium. I første omgang havde Børne- og Undervisningsministeriet nemlig også oplyst skolen, at den ikke længere var berettiget til at få socialt taxameter. Ifølge ministeriet vil skolens andel af frafaldstruede elever være på 38 procent. Tidligere var den på 47 procent, og det ville betyde et farvel til det sociale taxameter og dermed 3,7 millioner kroner i næste års budget. 

“Vi er meget lettede, for det var en voldsom ændring, som vi ikke kunne genkende hos vores elever. Nu kan vi fastholde og videreudvikle en masse initiativer, som er med til at fastholde den svageste elevgruppe,” fortæller Peter Ditlev Olsen, der er rektor på Rødovre Gymnasium.  

Vi bliver alligevel ikke straffet for at have hjulpet eleverne.

Peter Ditlev Olsen, rektor
Rødovre Gymnasium

Skolen kan blandt andet fortsætte med individuelle udviklingssamtaler for nogle elever, lektiecaféer og forskellige udviklingsprojekter, der støtter frafaldstruede elever.

“Det betyder også, at hele vejlederstaben nu også kan bibeholdes – herunder en psykoterapeut, som har haft rigtig travlt i corona-tiden,” siger Peter Ditlev Olsen.

Slap for panikløsninger
Udover det økonomiske råderum har det også stor betydning for lærerne, at skolen kan fortsætte med tiltagene, påpeger han.

“Det er nemmere mentalt, når vi nu kan sige til lærerne, at vi alligevel ikke bliver straffet for at have hjulpet eleverne, så færre faldt fra,” siger Peter Ditlev Olsen. 

Efter ministeriets første tilbagemelding om den drastiske nedgang i Rødovre Gymnasiums indtægt bakkede skolens bestyrelse dog alligevel op om at fortsætte nogle af initiativerne, hvilket betød et budgetteret underskud for næste år.

“Vi har heldigvis en meget fornuftig bestyrelse, som ikke laver panikløsninger, men ser på, hvad der kan give mening på den lange bane. Det giver ro i organisationen, når vi får så voldsomme informationer så sent, at det er svært at handle på,” siger Peter Ditlev Olsen.

Stadig brug for socialt taxameter
Det sociale taxameter er indført i 2015 og skal genberegnes hvert tredje år. Ifølge reglerne er definitionen på en frafaldstruet, at en elev har karaktergennemsnit fra grundskolen under et vist niveau. Grænsen er forskellig for de forskellige uddannelser. For eksempel er en elev på det almene gymnasium frafaldstruet med et karaktergennemsnit på syv eller under, på hf er grænsen 4,5.

Det er problematisk, at vi får informationen, om vi får tildelt ressourcer, så sent. 

Peter Ditlev Olsen, rektor
Rødovre Gymnasium

Peter Ditlev Olsen er glad for det sociale taxameter, som han mener, der også vil være behov for i fremtiden.

“Selvom formålet med de nye elevfordelingsregler er at skabe en mere ensartet elevsammensætning på landets gymnasier, så kan man se på beregningerne af forældrenes økonomiske ressource, at der stadig vil være store forskelle på gymnasierne, alt efter hvilket fordelingsområde man havner i,” siger han.

Det problematiske med det sociale taxameter er ifølge Rødovre Gymnasiums rektor blandt andet, at en skole enten får tildelt taxametret til alle skolens elever eller slet ikke.

“Det er fornuftigt, at man kan justere op og ned efter elevsammensætningen, men det er problematisk, at vi får informationen, om vi får tildelt ressourcer, så sent, når det er så mange penge, det drejer sig om,” siger Peter Ditlev Olsen.

Ikke meningen at spare penge
Efter den endelige beregning fortsætter Herlev Gymnasium og HF også med at modtage socialt taxameter. Rektor Jan Vistisen er glad for, at ministeriet har ændret procentsatsen. Han har sammen med flere kolleger arbejdet for at få den ændret. Efter den første beregning af det sociale taxameter havde han sammen med Danske Gymnasier et møde med ministeriet for at gøre opmærksom på nogle uhensigtsmæssigheder.

Vi kunne se, at der med den nye genberegning ville forsvinde mange millioner fra sektoren. 

Jan Vistisen, rektor
Herlev Gymnasium og HF

 “Vi kunne se, at der med den nye genberegning ville forsvinde mange millioner fra sektoren. Der var meget færre skoler, der ville få tildelt socialt taxameter, end dengang det blev oprettet. Men det er jo ikke meningen, at man skal spare penge, det er meningen, at pengene skal bruges af dem, der har behov for det,” understreger Jan Vistisen og tilføjer:

“Der er områder, blandt andet den københavnske vestegn, hvor mange elever af forskellige årsager i højere grad har brug for faglig og personlig støtte end andre steder.”

Der bliver faktisk lyttet
Flere skoler undrede sig også over, at de ifølge ministeriets tal havde fået færre frafaldstruede, men i realiteten havde de samme type elever. Det skyldes ifølge Jan Vistisen flere ting, blandt andet at skolernes karaktergennemsnit blev beregnet ved skolestart. Det ramte for eksempel gymnasier på den københavnske vestegn, der havde en del henviste københavnske elever, der trak karaktergennemsnittet op ved skolestart, men mange af de henviste elever forlod skolen igen, da det lykkedes dem at blive optaget på deres førsteprioritet. 

“Jeg tror også, at en del folkeskoleelever har fået en form for coronarabat ved karaktergivningen, for jeg har hørt om mange gymnasier, der oplevede, at eleverne ikke var så gode som på papiret,” siger Jan Vistisen.

For Herlev Gymnasium og HF betyder tildelingen af det sociale taxameter et par millioner om året.

“Pengene falder på et tørt sted, for vi har rigtig meget brug for at lave forskellige tiltag, som vi hele tiden har gjort, for at fastholde de frafaldstruede elever. Pengene går blandt andet til dobbeltlærere, gennemførelsesvejledning og en psykolog,” fortæller Jan Vistisen.

“Jeg er meget taknemlig for, at vi lever i et system, hvor det kan betale sig at påpege nogle ting, som er uhensigtsmæssige, og hvor der så rent faktisk bliver lyttet,” siger han.

Socialt taxameter

  • Det socialte taxameter blev indført ved finansloven for 2015 af den daværende regering bestående af Socialdemokratiet og Radikale Venstre.
  • Formålet var at give uddannelsesinstitutioner med særligt mange frafaldstruede elever et ekstra tilskud til at iværksætte initiativer mod frafald.
  • Skal genberegnes hvert tredje år i forbindelse med finansloven.
  • Se oversigt over andel af frafaldstruede elever efter første genberegning her.

 

Takster for socialt taxameter

Hvis en skole får tildelt socialt taxameter, får skolen beløbet for alle skolens elever - ikke kun for de frafaldstruede.

38 til 50 % frafaldstruede elever
4.680 kroner per elev. 

51 til 60 %  frafaldstruede elever
5.200 kroner per elev.

60 % eller flere frafaldstruede elever
5.610 kr. pr. elev til institutioner med

 

Frafaldstruede elever 

Frafaldstruede elever er ifølge reglerne defineret ved karaktergennemsnit fra grundskolen.

  • Stx: 7
  • Hf: 4,5
  • Htx: 8
  • Hhx: 6,75

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater