Lærernes kamp er demokratiets mulighed

Klokken er 3 om natten. Vi befinder os i en minibus på en støvet landevej mellem oasebyen Fayoum og Egyptens hovedstad Cairo. Chaufføren er langskægget og iført den traditionelle egyptiske klædedragt, galabeya. Han tilhører den særlige fundamentalistiske retning af islam, som kaldes salafisme. Ved siden af chaufføren sidder vores tolk, som er cirka 45 år og klædt i T-shirt med engelsksproget print på maven. Tidligere var han officer i den egyptiske hær og havde sin daglige gang i den fængslede præsident Mubaraks palads. For fem år siden forlod han imidlertid hæren og engagerede sig i de grupper af unge liberale, som gennem demonstrationerne på Tahrir-pladsen bragte Mubaraks regeringstid til ende den 11. februar 2011. 
De to mænd diskuterer politik. Fra minibussens bagsæde følger jeg diskussionen, så langt min arabiske sprogforståelse rækker. Salafisten argumenterer for, at Mubarak skal genindsættes. Den tidligere officer er vred og taler højt til den påståe­lige salafist: Salafisten må da forstå, at Mubarak skulle væk. 
Selv om jeg har boet i en længere periode i Egypten og rejst mange gange i landet, forekommer de to mænds holdninger mig paradoksale. På forhånd ville jeg formode, at salafisten ville støtte det nye styre, som domineres af islamistiske partier. Ligesom jeg også havde antaget, at en sekulært indstillet tidligere officer ville ønske islamisterne langt væk. 
Sådan er det altså ikke. Salafisten har to koner og seks børn at forsørge, og derfor ønsker han sig tilbage til den relative økonomiske stabilitet under Mubarak. Officeren bryder sig ikke om islamisterne, men mener, at Egypten trods alt har taget et skridt i den rigtige demokratiske retning ved at afsætte Mubarak. Så må man i en periode leve med islamisternes styre.

Modernitet kontra liberalisme 
Således udfoldes her i en minibus på en støvet landevej uden for Cairo noget af den enorme kulturelle og politiske kompleksitet, som præger Egypten efter Det Arabiske Forår: Modernitet brydes med traditionalisme, islamisme med liberale ideer, mens længslen efter stabilitet bliver konfronteret med ønsket om forandring. Sjældent foregår det på en måde, som udefrakommende iagttagere umiddelbart ville forestille sig. 
Jeg selv og kvinden på sædet ved siden af mig i bussen – Mirela Redzic fra Vejen Gymnasium og HF – har befundet os i dette virvar af stridende ideer og udtryk i cirka en uge på nuværende tidspunkt. 
Vi er her på grund af et samarbejdsprojekt mellem Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og den første uafhængige lærerfagforening i Egypten ISTT. Projektet bragte sidste år egyptiske lærere til Danmark for at følge undervisning og studere dansk skoleledelse. I år skal der efter planen afvikles fire seminarer med fire forskellige temaer i Egypten. Temaet for det seminar, som Mirela og jeg står for, er frafaldsproblemer i egyptiske og danske skoler. Vi har netop afsluttet første runde i Fayoum og er nu på vej til det andet og afsluttende seminar i Cairo.  
Inden vi forlod Fayoum, evaluerede vi projektet og de øvrige erfaringer, vi gjorde os i oasebyen. Som jeg tænker konklusionerne herfra igennem, er det umuligt ikke at drage paralleller til den ophedede politiske diskussion mellem salafisten og tolken. Temaet for diskussionen mellem de to mænd – den politiske og kulturelle retning for Egypten nu og i fremtiden – er i virkeligheden kamppladsen for vores samarbejdspartnere i den uafhængige egyptiske lærerforening.

Glemsomt broderskab 
Lærerforeningen – ISTT – fremmer ikke direkte særlige partipolitiske interesser og promoverer heller ikke bestemte præsidentkandidater. Men den bidrager i kampen for et mere demokratisk og retfærdigt Egypten ved at værne om og slås for lærernes rettigheder som borgere og lønmodtagere.  
ISTT’s muligheder i denne kamp udspringer fra den grundlæggende ret til at opretholde en uafhængig fagforening. Denne ret opnåede ISTT de facto i forbindelse med Det Arabiske Forår, hvor stort set alle oppositionspolitikere sang med på melodien om et demokratisk og frit Egypten. Siden har meget ændret sig. Nu sidder en af de tidligere oppositionsbevægelser – Det Muslimske Broderskab – på magten. Broderskabet synes at have glemt deres tidligere højtstemte løfter om frihed og pluralisme. I stedet forekommer ensretning og kontrol at være ”brødrenes” nye mål for Egypten og egypterne. 
Derfor er lærerforeningen kommet under pres. Broderskabet ønsker ikke besværlige statsansatte i en situation, hvor deres præsident, Morsi, dagligt bliver kritiseret i de egyptiske aviser. En af grundlæggerne og kommende generalsekretær i den egyptiske lærerforening Abdul Hafeez gav mig denne udlægning af Broderskabets regeringsførelse og deres syn på uddannelse: 
”Broderskabet er ikke interesseret i at gøre noget for befolkningen. De vil blot kontrollere magten. På uddannelsesområdet ønsker de sammen med salafisterne at islamisere undervisningen. Rygterne går på, at de vil lægge meget mere vægt på religionsundervisning og for eksempel skrive Egyptens kvinderettighedsforkæmpere ud af historiebøgerne. 
Jeg er ikke imod religionsundervisning. Men vi kan ikke bygge et samfund på mennesker, der kan recitere Koranen, men ikke har de basale færdigheder i matematik og sprog. I øjeblikket forlader cirka 30 procent af eleverne skolen uden disse grundlæggende færdigheder.”

Trusler og fængslinger 
Den uafhængige egyptiske lærerforening udgør et håb for lærere og elever i Egypten. Hvis foreningen mister sin uafhængighed under Broderskabets pres, er der ingen til at kæmpe for at hæve lærernes elendige indkomst, der starter på cirka 160 kroner om måneden. En indkomst så lav, at den truer lærernes eksistensgrundlag og presser dem til privatundervisning af egne elever, hvilket fremmer den i forvejen massive ulighed i det egyptiske samfund. 
Uden den uafhængige lærerforening er der heller ikke nogen til at præge undervisningens indhold og pædagogiske metoder i retning af, hvad der er bedst for elevernes læring og selvstændige tænkning. Og så kan Det Muslimske Broderskab gøre, som også Mubarak-regimet gjorde, og benytte de egyptiske statsskoler som et redskab til at afrette individer og ensrette ideer, så ingen vil udfordre de eksisterende magtstrukturer. 
Meget står således på spil i den egyptiske lærerforenings kamp for bedre arbejdsforhold og undervisning. Foreningens modstandere er stærke, men skal det mulige udfald af kampen vurderes på kvaliteten og engagementet af de lærere, vi samarbejdede med i Fayoum, er der grund til optimisme. Ikke blot udviste de egyptiske lærere et betydeligt mod ved at støtte fagforeningen og deltage i seminaret – forskellige medlemmer har været udsat for trusler, fængslinger og repressalier fra statens side på grund af deres faglige virke. Lærerne argumenterede også stærkt for at erstatte den tidligere autoritære og ensrettende lærings- og opdragelsesform i de egyptiske skoler med en demokratisk lærings- og opdragelsesform. Dette primært for at højne elevernes motivation og indlæring, men også af hensyn til at skabe selvstændigt tænkende mennesker og ikke blot ”kopier af forældre eller lærere”, som et kvindeligt medlem af lærerforeningen udtrykte det. 
I tråd med disse synspunkter var de egyptiske lærere meget begejstrede, da min kollega Mirela Redzic præsenterede øvelser fra sin egen undervisning, som på konkret vis eksemplificerede den demokratiske læringsform. Ikke mindst var de glade for Mirelas lav-teknologiske spil, som hun både benytter i historie- og matematiktimerne. Egypterne mente, at spillene i modsætning til for eksempel brug af Facebook, som vi også introducerede, kunne glide direkte ind i undervisningen i Fayoums skoler.  
Mange af de egyptiske lærere kunne også berette, at de allerede benyttede sig af forskellige spil og lege i undervisningen. Selv om det, som en af deltagerne bemærkede, ”er svært, når vi har næsten 90 elever i nogle af klasserne”. 

En verden til forskel 
I Fayoum fik Mirela og jeg således et indblik i, at de egyptiske læreres ideer om den gode undervisning ikke lå langt fra vores egne ideer. Til gengæld erfarede vi også, at der, målt på mulighederne for at implementere disse ideer i henholdsvis Danmark og Egypten, er en verden til forskel. Alle de førnævnte problemer – den elendige løn, de alt for mange elever i klasserne og ikke mindst politikernes ønske om kontrol med klasseværelserne – hæmmer lærernes muligheder for at tilbyde den undervisning, de ønsker. 
Hverken det afholdte seminar i Fayoum eller GL’s samlede samarbejde med den egyptiske lærerforening løser naturligvis disse problemer. Men ISTT’s medlemmer udtrykte mange gange – og ikke kun ved skåltalerne – deres taknemmelighed over GL’s opbakning. Som et af de ledende medlemmer af ISTT fortalte mig, så ”… viser opbakningen fra GL og andre lærerforeninger rundt om i verden vores medlemmer, at vi ikke står alene i kampen om undervisningens indhold og lærernes forhold i Egypten”. 
På denne vis kan GL med støtten til ISTT måske yde et lille bidrag til, at den ophidsede tolk på minibussens forsæde endegyldigt kan vinde diskussionen med sin salafistiske modpart. Kan ISTT og de over 600 andre uafhængige fagforeninger, som opstod i kølvandet på Det Arabiske Forår, bevare deres frihed, får tolken måske ret i, at de nuværende autokratiske tendenser blandt Broderskabets magthavere blot er bump på vejen til et mere retfærdigt og demokratisk Egypten.