Artikel
”Lærerne skal kontrollere AI – ikke omvendt”
IMG_0222-scaled-aspect-ratio-348-234

Relationen mellem lærer og elev har ingen udløbsdato. Den følelsesmæssige intelligens kan ikke erstattes, og lærernes erfaring og ekspertise kan ikke undværes, mener Leigh Ann DeLyser.

”Lærerne skal kontrollere AI – ikke omvendt”

Techgiganter styrer udviklingen med AI og dens indflydelse i klasseværelset. Lærerne har dog potentialet til at tage styringen, mener den amerikanske ekspert i digitalisering i undervisning Leigh Ann DeLyser.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Johan Rasmussen

Leigh Ann DeLyser havde en gang en diskussion med en professor i ’computerscience’ om nytteværdien af faget geologi.

Professoren argumenterede for at fjerne faget fra college for at få plads til andre fag.

”Det kan vi ikke. Vi lever på en verden lavet af sten. Vi kan ikke stoppe med at lære de unge om den verden, de lever på,” modargumenterede Leigh Ann DeLyser, som er leder af det amerikanske forskningscenter Center for Education Innovation and Research i Silicon Valley.

Hendes pointe med anekdoten er, at vi i dag ud over at leve på en planet af sten også lever i en verden af teknologi, digitalisering og computere.

AI i gymnasier

Konferencen om AI på gymnasier blev afholdt 3. april af Videnscenter for Digital Teknologiforståelse i samarbejde med blandt andet Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier.

”Derfor skal vores børn og unge forstå den verden, mestre at bruge værktøjerne, forstå, hvad digitaliseringen gør ved os, og hvordan vi kontrollerer den,” sagde Leigh Ann DeLyser, da hun i sidste uge var ’keynote speaker’ til en konference om kunstig intelligens (AI) i Gymnasier på Aarhus Universitet arrangeret af Videnscenter for Digital Teknologiforståelse.

AI skal bruges som et potententiale
Et af hendes vigtigste budskaber var, at lærere og undervisere skal bruge AI og digitaliseringen som en partner. En partner, som læreren skal kontrollere og styre, frem for at det er techgiganter og andre uden for undervisningslokalet, som tager magten over undervisningen og eleverne.

”AI skal ikke tænke for os, træffe valg for os eller kontrollere os – vi skal bruge AI som et nyt potentiale og ikke en erstatning for det, vi gør i dag. Vi skal tænke på, hvordan vi kan lære vores elever digitale kompetencer, fordi det vil være utroligt vigtigt for dem for at klare sig i denne verden,” sagde hun.

Vi skal forstå, hvad AI også gør ved os. Vi bliver mere og mere polariserede.
Leigh Ann DeLyser, leder
Center for Education Innovation and Research (SRI), Silicon Valley, USA

Leigh Ann DeLyser

  • PhD i computer science og kognitiv psykologi fra Carnegie Mellon University i Pittsburgh.
  • Leder af Center for Education Research & Innovation under det uafhængige nonprofit forskningscenter SRI Research Institute i Silicon Valley.
  • Tidligere erfaring med undervisning i grundskole og highschool.

Hun havde flere ideer og forslag til, hvordan lærere kan bruge teknologi og AI i deres undervisning, og hvorfor hun mener, det giver mening. Men først skal vi have uddybet, hvorfor der ifølge hende er en højere mening med at forstå og kontrollere AI, og hvordan den kunstige intelligens har udviklet sig og er med til at udvikle verden.

”Vi skal forstå, hvad AI også gør ved os. Vi bliver mere og mere polariserede i verden i forhold til holdninger og meninger. Mange mennesker forstår ikke, at AI og algoritmer er med til at drive den udvikling,” svarede Leigh Ann DeLyser på et af nogle få opfølgende spørgsmål, Gymnasieskolen stillede efter hendes foredrag.

Verden lukker sig
Hun forklarer det med et tænkt eksempel om en person, der elsker italiensk mad og altid læser om og liker italienske opskrifter på de sociale medier.

Algoritmerne vil dermed blive ved med at foreslå og vise italiensk mad, og det er med til at skabe en mindre verden for vedkommende. Det er det samme, som sker i politik, hvor vi også er blevet mere polariserede. Derfor er det meget vigtigt, at eleverne og alle andre forstår AI og den teknologiske udvikling. At vi forstår, hvilken data der ligger til grund for AI, hvordan mønstre opstår og så videre, sagde hun.

For Leigh Ann DeLyser handler læring i digitalisering i sidste ende om meget mere end elevernes kompetencer og deres muligheder på et fremtidigt jobmarked. Det handler også om at være med til at skabe en bedre verden.

”Vi skal forberede eleverne til fremtiden, hvor AI eller den næste teknologiske udvikling er en del af verden. Vi skal give eleverne de værktøjer, de skal bruge for at ”bygge” ting, som gør verden bedre. Vi skal hjælpe mennesker til at forstå, hvordan vi kan skabe en bedre verden,” sagde hun uden at gå ind i den politiske udvikling i hendes eget hjemland.

Den store smukke aula på Aarhus Universitet var fyldt med lærere, rektorer, forskere og interessenter fra undervisningsverdenen. Mennesker med vidt forskellige digitale kompetencer og syn på AI og den teknologiske udvikling.

Lærere er eksperter
Leigh Ann DeLyser mener, at alle lærere har forudsætningerne for at bruge AI konstruktivt og meningsfuldt.

”Ingen af os er AI-eksperter, og udviklingen går hurtigere, end nogen af os kan følge. Som lærer, forsker, kunstner eller noget andet har du brugt år på at træne og perfektionere dit fag, og det er du ekspert i. AI er et værktøj, du skal bruge med udgangspunkt i det, du er ekspert i,” sagde hun.

Alt efter hvor ens kompetencer ligger digitalt, kan man kaste sig ud i brugen af AI på forskellige niveauer, sagde hun på konferencen.

Og her talte hun om generativ AI, som er den ”nye” type kunstig intelligens, som har vendt op og ned på undervisningsverdenen på kort tid. I dag kan vi alle skabe nye originale tekster, og vi kan kommunikere og få svar fra chatbots på splitsekunder.

Leigh Ann DeLyser viste på storskærmen et eksempel med programmet Charachter.AI. Her kan man have samtaler med kendte figurer baseret på en stor mængde data.

Whats up, Niels Bohr!
Hun indledte en skriftlig korrespondance med den berømte danske fysiker Niels Bohr om fysik og atomer. Svarende kom hurtigt og præcist, men også uden den entusiasme et levende menneske har.

”Hvis man er ny inden for AI, kan det være en måde at kradse i overfladen. Stil spørgsmål og få svar og se, hvad det kan bruges til, og hvad begrænsningerne er,” sagde hun.

Magten i AI ligger ikke i outputtet, men i de modeller og data, som bestemmer, hvad outputtet skal være.
Leigh Ann DeLyser, leder
Center for Education Innovation and Research (SRI), Silicon Valley, USA

Et af de store kritikpunkter af generativ AI-sprogmodeller som eksempelvis ChatGPT er den data, der ligger bag de svar, man får på sine ’prompts’. Kunstig intelligens er ikke mere intelligent end den data, som den er fodret med.

”Magten i AI ligger ikke i outputtet, men i de modeller og data, som bestemmer, hvad outputtet skal være. Og som det er nu, er det mennesker uden for dette lokale, som bestemmer, hvilken data der driver generative AI-modeller. AI er meget magtfuld,” sagde hun og kiggede ud over den fyldte sal og fortsatte:

”Jeg vil gerne have jer til at overveje, hvordan I kan være med til at bestemme og kontrollere, hvordan AI-modeller virker, hvilken data og information der skal bruges i en sprogmodel. Det kan være en måde at hjælpe elever og lære dem at navigere i en AI-styret verden,” sagde hun.

Lav din egen sprogmodel
Med andre ord peger hun på, hvordan undervisere og elever kan bygge eller lave deres egen sprogmodel. Det kan for eksempel gøres via en af de store sprogmodeller som ChatGPT eller fra bunden for de mere avancerede brugere.

”Man kan ’træne’ en sprogmodel til at være en karakter i en roman og stille spørgsmål til karakteren og dermed give eleverne en ny type litteraturoplevelse,” nævnte Leigh Ann DeLyser som et tænkt eksempel.

Og i stedet for at læreren sidder og laver sin egen sprogmodel til eleverne, kan det være en opgave for eleverne at bygge en sprogmodel med alle de overvejelser om formål, data og output, som følger med, foreslog hun videre.

Hun opfordrede lærere og ledere til at dele og hjælpe hinanden til at forstå og forholde sig til denne udvikling.

”Alle lærere kan ikke være udviklere. Vi skal lære af hinanden og se, hvad andre gør,” siger hun.

Din nye assistent
En ting er, hvordan man som lærer kan bruge AI i undervisningen og lære eleverne om AI. En anden ting er, hvordan man som lærer kan bruge AI som en assistent i sit arbejde.

”AI er for eksempel god til at se mønstre i data. Hvornår har du sidst sat dig ned og set på udviklingen af elevernes skriftlige opgaver over tid? Det kan man med AI,” sagde hun og forklarede, hvordan man dermed måske kan se, hvad eleverne har svært ved i opgaverne, og at man kan sætte ind der i sin undervisning.

Hun nævnte også, at lærere kan bruge AI til at hjælpe med mere administrative opgaver, forbedre og lave udkast til tekster og meget andet, som kan frigive mere tid til den enkelte.

Relationen mellem lærer og elev har ingen udløbsdato.
Leigh Ann DeLyser, leder
Center for Education Innovation and Research (SRI), Silicon Valley, USA

Leigh Ann DeLyser nåede også at tale om lærerens rolle i fremtiden med den nuværende teknologiske udvikling.

”Relationen mellem lærer og elev har ingen udløbsdato. Den følelsesmæssige intelligens kan ikke erstattes, og lærernes erfaring og ekspertise kan ikke undværes. Eleverne har brug for lærerne til at udvikle sig, til at blive voksne mennesker. Lærerne skal lære eleverne, hvordan man arbejder sammen også med dem, man normalt ikke sidder ved siden af. Og så må lærere aldrig undervurdere, hvad deres egen entusiasme for deres fag betyder for eleverne,” sagde Leigh Ann DeLyser.

Hvad gør vi med snyd?
I sit foredrag kom hun ikke meget ind på snyd, når eleverne for eksempel bruger ChatGPT til at løse en opgave derhjemme eller i undervisningen. Hun nævnte, at elever altid har snydt, og at elever tidligere betalte andre elever for at lave deres opgaver. Nu er det dog bare blevet meget nemmere at få lavet sin opgave, understregede hun.

Gymnasieskolen spurgte hende efter foredraget om, hvad hun vil sige til de frustrerede lærere, som retter opgaver, eleverne har skrevet med ChatGPT.

”Hvis vi er nervøse for, at eleverne bruger AI til at snyde, så må vi overveje, hvordan vi stiller spørgsmålene og opgaverne. Vi kan ikke bare sende dem hjem og løse en opgave, som de kan besvare ved at bruge AI. Vi må finde på en måde, hvor eleverne over tid viser, de kan noget og lærer noget,” sagde hun.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater