Lærere vil hjælpe stille elever med at bryde stilheden

Hjertebanken, koldsved, angst og søvnløse nætter.
Sådan oplever flere stille elever dét at skulle række hånden op og sige noget i undervisningen. Men med få redskaber er det muligt at få de stille elever til at åbne op.

Det fortæller Mette Louise Graah Rasmussen, der er lærer på Aarhus Katedralskole, og som i et projekt har arbejdet med stille unge.
Hun underviser nu også andre lærere i, hvordan man får de stille elever til at bryde stilheden, og hun oplever en stigende interesse for den udfordring.

“De stille elever har nogle vilde forestillinger om at sige noget i klassen. Som lærere kan vi se, hvor forfærdeligt svært det er for dem,” siger Mette Louise Graah Rasmussen.

Krav om at præstere
Stille elever er ikke noget nyt fænomen. Men det nye er i følge Mette Louise Graah Rasmussen, at det på skolerne i stigende grad bliver set som et problem. I gymnasiet er der mange krav om at præstere og at være på – også mundtligt.

“Vi lærere har den opfattelse, at den, der taler og er aktiv, også er den, der lærer noget. Det er nok et mix af kravene i samfundet, som problematiserer det. Og så oplever eleverne selv, at det er svært at være stille og gerne vil sige noget,” siger hun.

Oversete potentialer
Mette Louise Graah Rasmussen mener, at skolerne har et ansvar for at gøre noget for de stille elever, som gerne vil hjælpes.

“De stille elever har en masse kvaliteter, som vi gerne vil have frem. De er tit gode til at lytte og til at fordybe sig, men de kvaliteter bliver hurtigt overset i en meget hurtig, mundtlig præstationskultur,” siger hun.

Bange for, hvad andre tænker
Frygten for at sige noget forkert er hos de stille elever meget stor. De tænker ofte over, hvad andre tænker om dem, og det er netop det, der skal arbejdes med, fortæller Mette Louise Graah Rasmussen.

“De er bange for, om det, de siger, er forkert eller lyder dumt. Vi prøver at hjælpe dem med at få kontrol over situationen i klassen,” siger hun.

Til karaktersamtaler forsøger lærerne at lave aftaler med de stille elever om, at de i hver time skal stille dem et spørgsmål. Men denne uvished gør de stille elever urolige.

“De har ingen kontrol – de ved jo ikke, hvornår jeg spørger, og hvad jeg spørger om,” siger hun og understreger derfor, at det er vigtigt at sætte nogle mål og delmål for at kunne komme til sige noget i klassen med ro i maven.  

Tankerne er i fokus
Det afgørende for, at de stille elever kan ændre adfærd er, at de bliver opmærksomme på de tanker, der opstår, når de er nervøse, og efterfølgende ændrer dem. Det fortæller Mette Louise Graah Rasmussen.

“Hvis de stille elever skal ændre adfærd, så kræver det, at de selv laver en kognitiv omstrukturering – vi kan ikke gøre arbejdet for dem, men vi kan hjælpe dem,” siger hun.

Det hjælper at sætte ord på deres tanker og give dem nogle mere realistiske forestillinger om de situationer, de frygter, fortæller Mette Louise Graah Rasmussen.
Hun mener, at lærere ved hjælp af ganske enkle midler kan hjælpe eleverne, men at det tager tid.

Lærere er frustrerede
Mette Louise Graah Rasmussen oplever også, at lærerne mærker en frustration over de stille elever.

“Vi har svært ved at kapere den stilhed, og vi føler os magtesløse. Vi tænker bare ‘sig nu noget, kom nu på banen – du kan jo godt’, siger hun.