Artikel
Lærere frustrerede over ledelsen på Københavns VUC
shutterstock_128104610

Lærere frustrerede over ledelsen på Københavns VUC

Manglende dialog, ingen klare retningslinier, svækket tillid og et ”faretruende dårligt arbejdsmiljø”. Det er status på KVUC i København, hvis man spørger de ansatte, fire måneder efter OK 13 trådte i kraft.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Arbejdsmiljøet er ”faretruende dårligt”. Mange af lærerne har mistet motivationen til at undervise, ledelsen vil ikke gå i direkte dialog og regner ikke med at kunne tage resultatet af en kommende medarbejdertilfredshedsundersøgelse (MTU) alvorligt. Sådan er situationen på KVUC i København, hvis man skal tage lærere og tillidsrepræsentanternes ord for gode varer.

Fagbladet Gymnasieskolen har været i kontakt med tillidsrepræsentanter og lærere på KVUC, der alle bekræfter den samme historie. Som en lærer, der vil være anonym, siger:

”Det psykiske arbejdsmiljø er faretruende dårligt. Alle lærere taler om mangel på motivation, og det går ud over kursister og hele arbejdspladsen. Man har forsøgt at sælge OK 13 til os som en forbedring, der skulle give mulighed for faglig udvikling og innovation, men det er tragikomisk, når man kan se det reelle resultat.”

Læreren ønsker ikke at udtale sig i eget navn af hensyn til sin jobsikkerhed.

Dårlig implementering af OK 13
Problemerne på KVUC har stået på siden i sommer, da OK 13 trådte i kraft 1. august.  Allerede fem dage senere var stedets to tillidsrepræsentanter nødt til at rykke ledelsen for et informationsmøde, så lærerne kunne få svar på deres spørgsmål om OK 13. Det fik de ikke.

En måned senere mødtes GL-klubben på KVUC. Det resulterede i en fælles udtalelse til ledelsen, hvor det blev krævet, at ledelsen kom med informationer om de nye arbejdsvilkår og fremover svarede på henvendelser fra tillidsrepræsentanterne. Det resulterede i, at ledelsen udsendte en skriftlig instruks om mertid, men der blev stadig ikke afholdt det meget efterspurgte informationsmøde.

Situationen frustrerer mange lærere, fortæller Lene Hedegaard Jensen, der er tillidsrepræsentant på KVUC.

”Ledelsen har været meget usynlig. Den burde i stedet have klædt os på og gjort os trygge ved forandringerne. Ledelsen har i stedet en politik om, at deres dør altid er åben, så folk kan komme med spørgsmål, men det duer ikke, når folk er bange og har mistet tilliden,” siger hun.

Hos ledelsen er uddannelseschef Inge Margrethe Clausen ked af, at informationsmødet først kom i stand i november.

”Det beklager vi. Vi har alle sammen haft travlt, for det er en ny situation for os. Vi gjorde det, at vi i stedet for stormøder forsøgte at føre dialogen via tillidsrepræsentanterne. Det kan være svært med stormøder, når der er så mange ansatte. Men vi var for sent ude med et stormøde," siger hun.

Hun siger, at ledelsen  er opmærksom på, at informationsniveauet skal højnes, og ledelsen er i gang med en længere møderække med tillidsrepræsentanterne for at kunne give svar på alle medarbejdernes spørgsmål.

”Det vil forhåbentligt gøre det hele mere klart,” siger hun.

Tvivl om MTU-opfølgning
Efter de mange ønsker fra både tillidsrepræsentanter og ansatte om et dialogmøde kom det så endelig den 6. november, men det gjorde ikke situationen bedre.

Ifølge flere kilder, der var til stede på mødet, som gymnasieskolen.dk har talt med, blev ledelsen spurgt om, hvordan de ville reagere, hvis resultatet af den forestående medarbejdertilfredshedsundersøgelse (MTU) var negativ.

Selvom der er uenighed om den præcise ordlyd af ledelsens svar, fortæller kilderne om den samme pointe: At ledelsen godt ved, at resultatet ville blive dårligt. Blandt lærerne tolker nogle det svar som, at resultatet ikke vil blive taget alvorligt.

Det kan uddannelseschef Inge Margrethe Clausen dog ikke genkende.

”Det er en misforståelse. En fra ledelsen er citeret for at sige, at vi ikke kan forvente, at MTU’en bliver god. Det er svært at forestille sig, at folk er positive på dette tidspunkt. Det ville være naturstridigt, når så mange har stemt nej til overenkomsten. Men selvfølgelig tager vi resultatet alvorligt. Der ligger en lang plan for, hvordan vi plejer at gøre med MTU blandt andet i samarbejdsudvalget,” forklarer hun og tilføjer:
”Det største krav nemlig ønsket om, at vi går tilbage til akkordsystem, kan vi ikke imødekomme. Vi vil have mulighed for at omprioritere tiden til de forskellige opgaver, og det kan vi ikke med akkordsystemet. Det er for stift, og vi har mange kursister med store udfordringer. Det betyder dog ikke, at vi vil ændre kursist-lærer-ratioen.”

Resultatet fra undersøgelsen forventes at komme i starten af 2014.

Usikkerhed om merarbejde
Et af de store usikkerhedsmomenter i de ansattes arbejde er spørgsmålet om, hvad der skal ske med mertid, fortæller tillidsrepræsentant Lene Hedegaard Jensen .

”Vi har fået at vide, at der ikke bliver tale om mertid. Der er godt nok afsat nogle penge til det i budgettet, men det er kun til pålagt merarbejde. Det betyder, at mange ikke tør tage ekstraopgaver, for de ved ikke, om de får penge eller afspadsering for det i sidste ende. Vi arbejder ikke på forventet efterbevilling,” siger hun og fortsætter:
”Det betyder, at folk ikke har lyst til at lægge deres energi på arbejde og ikke give dét ekstra, som de måske ellers ville. Samtidig er der snakken i krogene blandt de ældre lærere, om at nogle af de yngre lærere registrerer mindre tid, end de bruger, for at se bedre ud overfor ledelsen.”

Til det siger Inge Margrethe Clausen:

”Vi henviser til det, der står på GL’s hjemmeside om OK 13. I samarbejde med tillidsrepræsentanterne vil vi redegøre for, hvad vi gør herfra. Vi udbetaler selvfølgelig mertid, og hvis lærerne bliver pålagt ekstraopgaver, skal de selvfølgelig have mertid.”

Hun bemærker dog, at ledelsen helst vil undgå mertid.

Detailregistrering af timer
Ledelsen på KVUC er begyndt at sende emails til lærere, der overskrider deres timetal, hvilket er aftalt i samarbejdsudvalget. Enkelte undervisere har fået brev om, at de en hel uge op til et såkaldt dialogmøde med en repræsentant fra ledelsen skal detailregistrere alle arbejdstimer.

”Tanken med at holde dialogmøder om tidsforbrug var, at vi i fællesskab kunne vurdere opgaveporteføljen. Men sådan er det ikke blevet. Tonen er i nogle tilfælde meget hård og respektløs, og nogle føler sig ligefrem truet. En medarbejder fik at vide, at ledelsen ikke ville betale vedkommende ”for at arbejde langsomt”,” fortæller Lene Hedegaard Jensen.

Hun tilføjer:

”Det fylder meget i lærerkollegiet, at der er disse samtaler.”

Det er ikke meningen, fortæller Inge Margrethe Clausen.

”Jeg vil tro, at det er to eller tre, der er blevet bedt om at beskrive deres opgaver. Det er ikke mange. Det har været et forsøg på at hjælpe vedkommende. Men jeg ved det ikke i detaljer, for jeg har ikke været inde over. Jeg tvivler på, at det er sket ved første møde allerede.”

Den faglige udvikling er gået i stå
Flere ansatte på KVUC fortæller, at usikkerheden om mertid og timetal især er gået udover den faglige sparring og udvikling på stedet. Samtidig har ledelsen svært ved at få folk til at påtage sig mindre løbende opgaver, da lærerne ikke ved, om det i sidste ende bliver honoreret.

”Faggruppesamarbejdet er i fare – det samme med udviklingsprojekterne. Den faglige sparring ryger først, for vi vil kke arbejde gratis. Faggruppesamarbejdet og udviklingen er det, der giver arbejdsglæde. Hvis man ikke har den glæde, så smitter det af i klasselokalet,” siger Lene Hedegaard Jensen.

Den udlægning kan uddannelseschefen ikke genkende.

”Det håber jeg sandelig ikke. Det er nyt for mig. Det er ikke mit indtryk fra de gruppeudviklingssamtaler, vi har holdt. Men jeg skal ikke kunne sige, om det gælder nogle af faggrupperne. Når jeg holder MUS, siger de, at der er god faglig udvikling. Samtidig har vi iværksat nogle forsøg med parallelforløb, hvor to lærere udvikler materiale sammen.”

Det har ikke været muligt at finde lærere, der ville udtale sig til citat. Fagbladet Gymnasieskolen følger op på udviklingen på KVUC.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater