Min undervisning skal rumme vidt forskellige elever

Spørgsmålet er næsten overflødigt, men nu har jeg stillet det.

Kan du lide at være lærer?

Smilet, der breder sig på hendes læber, er svar nok:

”Jeg elsker at være lærer,” siger Anne Yde Vestergaard, som underviser i dansk og religion på Hvidovre Gymnasium og HF.

”De år, hvor de unge tager en ungdomsuddannelse, er så definerende for deres liv. Det at være med til at skabe deres identitet, at give dem faglige kompetencer, at gøre dem til demokratiske samfundsborgere og gøre dem i stand til at læse videre er fantastisk,” siger hun.

Vi møder hende i hf-klassen 2.p. Eleverne er i gang med at skrive en metatekst om en artikel, de har skrevet om amerikanske tv-serier.
Anne Yde Vestergaard sætter sig på hug ved siden af eleverne, spørger, hvordan det går, mens hendes øjne bevæger sig hen over teksten på skærmen. Nogle elever sprøjter ordene ud og skal nu kun stramme op på teksten. Andre stirrer opgivende på de to-tre linjer, de har ændret på flere gange i de sidste 20 minutter.

En pige lægger hovedet ned på tastaturet, og Anne Yde Vestergaard aer hende på skulderen. Pigen får tårer i øjnene, hun har en prøve i KS (kultur- og samfundsfag) lidt senere på dagen og er nervøs. Alt for nervøs til at koncentrere sig om den aktuelle opgave.

”Prøv at skrive nogle punkter op til en disposition,” foreslår Anne Yde Vestergaard og smiler til pigen.

En ny chance
Flere af eleverne i klassen forlod folkeskolen med faglige nederlag og dårlige karakterer i rygsækken. Nogle af dem har ovenikøbet krydret den manglende selvtillid med en afbrudt ungdomsuddannelse.

”Nogle elever bliver så nervøse, når de opdager, at de faktisk godt kan, og de så pludselig skal op at præstere,” forklarer Anne Yde Vestergaard.

Hun bruger begrebet stilladsering om måden, eleverne lærer at skrive opgaver på. Første trin på stilladset lægges i 1.hf, og derfra bevæger de sig trygt op ad et element ad gangen, indtil de til sidst forhåbentlig kan skrive en opgave uden et stillads at stå på.

”Eleverne og de enkelte klasser er vidt forskellige. Jeg bliver nødt til at planlægge forskellige arbejdsformer. Nogle klasser får meget ud af at løse kreative opgaver, mens andre klasser ikke kan lide at arbejde på den måde,” siger hun, da dansktimen er slut.

Anne Yde Vestergaard, som er på deltid på Hvidovre Gymnasium og HF for at have tid til at undervise i teoretisk pædagogikum, fremhæver differentiering som noget af det vigtigste for kvalitet i undervisningen.

Nogle elever spiser 12-taller til morgenmad, mens andre står med tæerne på vippen klar til at springe ud af gymnasiet.

”Jeg ved, hvad den enkelte elev har brug for, og jeg behandler eleverne individuelt. Det kræver, at jeg er godt forberedt til timerne,” siger Anne Yde ­Vestergaard.

Hun ved, hvem der skal have et fagligt puf, og hvem der har brug for at blive aet på skulderen.

”Jeg har jo været sammen med dem i mange timer, og jeg prøver forskellige ting af og ser, hvad der virker. Jeg har sam­taler med dem – jeg taler ikke til dem. Jeg ­tager dem seriøst og har et tillidsfuldt forhold til dem og kan også lave sjov med dem.”

Aktualitet er et must
Aktualitet er et andet ord, hun fremhæver, når hun taler om kvalitet i undervisningen.

”I det øjeblik der ikke længere er tid til at inddrage aktualitet i undervisningen, så går det ikke. Vores elever skal ud at løse aktuelle problemer i verden, og det arbejde begynder i gymnasiet,” siger Anne Yde Vestergaard.
Hun forklarer også, at hun ganske enkelt ikke kan fange eleverne, hvis hun stiller sig op og taler om romantikken og beder eleverne læse tekster fra den periode. Men inddrager hun den aktuelle debat om danskhed, ja, så kan der pludselig være en parallel til romantikken.

Hiphop-tekster skrevet på den københavnske vestegn kan også være indgangen til forståelse af, hvordan nu afdøde forfattere skrev om livet på godt og ondt.

”Kærlighed angår alle, og nutidige tekster om kærlighed kan være indgangen til ældre tekster om kærlighed,” siger hun, da hun sidder på lærerværelset, hvor duften af dagens ret breder sig fra nogle af kollegernes tallerkener.

Du skal være i godt humør
Dagen fortsætter med religionsundervisning i 3.c. På vejen derhen siger Anne Yde Vestergaard:

”Du skal være i godt humør som lærer. Det er dig, der skaber rummet for undervisningen i begyndelsen af timen. Hvis du er stresset eller i dårligt humør, får du virkelig meget modstand fra eleverne, og din undervisning bliver dårlig.”  

Efter en snak med 3.c om en ekskursion til en moske sætter Anne Yde Vestergaard en øvelse i gang. Eleverne sidder på stole i cirkler og skal diskutere, om religionsundervisning skal være en del af gymnasiet. Et garnnøgle rulles ud i takt med, at taletiden går på skift mellem eleverne, og et spindelvæv af garn tegner et mønster af diskussionen.

Anne Yde Vestergaard står og lytter.

”Ofte er det de samme fem elever, som siger noget i timerne, og nogle elever siger ikke noget en hel skoledag. Med den her øvelse kommer alle til at sige noget, og de lytter til hinanden i stedet for at sidde med øjnene rettet mod computeren,” siger hun og smiler.