Kvinder mangler stadig i vores historie

Om Emma Paaske

• Født i 1989.
• Cand.mag. i historie fra Københavns Universitet og arkivar på Rigsarkivet.
• Har beskæftiget sig meget med det danske kongehus, især med dronningerne i danmarkshistorien, blandt andet som medvært på podcast og tv-serien Dronningeriget, der udgives af Danmarks Radio.
• Medforfatter til blandt andet Danske dronninger og Danmarks konger og dronninger: fra Gorm til Margrethe II.

Går du en tur gennem København eller en af landets gamle købstæder, vil du næsten med garanti støde på en statue. Stopper du op og kigger nærmere efter, forestiller den sandsynligvis en vigtig historisk mand – eller en nøgen eller halvnøgen kvindefigur. En statue af en navngiven historisk kvinde er derimod en sjældenhed.

Det er problematisk, mener historiker Emma Paaske. For det betyder noget, hvem landets statuer forestiller.

“Statuer er og har altid været symbolpolitik, men de er også en form for historieskrivning og oplysning,” siger Emma Paaske.

Møder man kun statuer af historiske mænd i byrummet, kan man få den opfattelse, at det kun er dem, der har eksisteret og været vigtige for historien, påpeger hun.

Desuden kan statuer være med til at skabe dialog og vidensdeling om de personer, de forestiller.

“For nylig var jeg i Roskilde med mine to børn på seks og fire år. Vi går ned ad gågaden, og så sidder Lise Nørgaard-statuen der. Min søn spørger, hvem det er, og så sætter vi os ned på bænken ved siden af hende og snakker om hende. Det havde han aldrig fået at vide lige dér, hvis ikke statuen havde været der. Og det er jo det, statuer kan, hvis man gider fortælle historien om dem,” siger hun.

Ifølge en kortlægning af kunst i det offentlige rum i Danmark, der for nylig blev foretaget af MAPS (Museum of Art in Public Spaces), er der i alt 1.538 statuer placeret rundtomkring i Danmark. Heraf er 854 mænd, og 519 er kvinder. Af de kvindelige statuer forestiller kun 43 navngivne historiske kvinder. Til sammenligning er der 120 statuer af nøgne eller delvist nøgne kvinder, hvoraf mange enten er sagnfigurer, eventyrfigurer eller unavngivne.

Fokus på mændene
Emma Paaske er uddannet historiker, arkivar på Rigsarkivet og kongehusekspert. I de senere år er hun blevet et kendt ansigt inden for dansk historieformidling gennem podcasten og tv-serien Dronningeriget, som hun laver for DR sammen med kollegaen Cecilie Nielsen.

Gymnasieskolen møder hende på Den Sorte Diamant lige ved siden af Det Kongelige Biblioteks gamle læsesal med udkig til foredragssalen med det passende navn Dronningesalen skrevet med store hvide bogstaver over indgangen.

Det er ikke kun i gadebilledet, at der er langt imellem de historiske kvinder. Det er der også i historieskrivningen.

“Når man siger, at der ikke er skrevet så meget om kvinder, så er det både rigtigt og forkert. For kilderne findes faktisk – der er bare ikke så mange, der har kigget på dem, og det skal vi have lavet om på,” siger Emma Paaske.

Traditionen har i flere hundrede år været, at det primært er mænds bedrifter, erfaringer og tolkninger, der er fokuseret på i historieskrivningen, forklarer hun.

“En af forklaringerne er, at der er flest mænd, der har skrevet historie gennem tiden,” siger hun.

Hun forklarer, hvordan vi indtil nu har haft en bias og konsensus om, at det er mændene, der står i historien. Det er dem, der har stået på slagmarken, som har indgået forligene og så videre.

”Men vi glemmer jo, at der altid har været kvinder – også magtfulde kvinder – som har været en del af historien,” siger hun.

Kvinder har altid haft magt
Nogle af disse oversete magtfulde kvinder er dronningerne. I serien Dronningeriget, der først kørte som podcast og nu som dokumentarserie på DR, er det Emma Paaskes og hendes medvært, Cecilie Nielsens, erklærede mål at få de danske dronningers historie frem i lyset.

Dronningernes betydning samt hvilken magt og indflydelse, de har haft, er for manges vedkommende ret ukendt. Det skyldes ifølge Emma Paaske blandt andet måden, vi ofte forstår magt på.

“Vi har været vant til historisk primært at forstå magt som hård magt – som krig og vold, og der ser vi oftest mændene. Men der er også masser af kvinder og dronninger, der har haft magt, den er bare kommet til udtryk på anden vis,” siger hun.

En af de ting, hun nævner som eksempel på ‘kvindemagt’, er evnen til at levere en arving, hvilket konger og deres dynastier har været fuldstændigt afhængige af for at beholde regeringsmagten.

En stor del af opdragelsen af tronfølgeren lå ofte hos dronningen. Dermed fik hun direkte indflydelse på landets kommende regent, og hvis kongen døde, før arvingen var myndig, kunne enkedronningen fungere som formynder og i praksis have magten i årevis. Det er en karakter som Margrethe 1. et godt eksempel på.

”Magt har ikke noget køn, den kan både mænd og kvinder besidde,” siger Emma Paaske.

Nuanceret blik mangler
Fraværet af kvinder i historieskrivningen har også indvirkning på de historiebøger, der bliver brugt i undervisningen.

I 2024 foretog Arbejdermuseet i samarbejde med historiker Gry Jexen en optælling. I de 10 mest anvendte historiebøger i grundskolen og gymnasiet er 1.725 personer nævnt ved navn. Kun 89 er kvinder.

Emma Paaske kalder det en voldsom og uheldig skævvridning, for kvinder har altid udgjort halvdelen af verdens befolkning, bedrevet masser af betydningsfulde ting og været aktive medskabere af historien.

Det giver ikke kun børn og unge få kvindelige historiske rollemodeller. Det begrænser deres viden om Danmark og deres forståelse af det samfund, de er formet af og selv skal bidrage til at videreudvikle.

”Vi kommer til at mangle et nuanceret blik på historien, og man kan få den opfattelse, at det er mændene, der har drevet det hele. Det er ikke bare ærgerligt, men også faktuelt forkert,” siger Emma Paaske.

Hun mener, at ansvaret for at få udbredt kendskabet til kvindehistorie både ligger hos forlagene, der udgiver historiebøger, og hos skolerne, der vælger, hvilke undervisningsmateraialer, de vil bruge.

Lærerne kan gøre meget selv
Men Emma Paaske oplever, at der er forandring på vej.

“Der er et skifte i gang inden for historiefaget. Det kan man se i både historiebøger og i et fag som oldtidskundskab, hvor flere kvinder er kommet ind og blevet en del af fortællingen. Derfor handler det i virkeligheden bare om at følge med det flow, der er, og tage de nye bøger og den nye forskning i brug,” siger Emma Paaske.

Der er også meget, historielærerne selv kan gøre for at få kvinders historie mere frem, mener hun.

”Jeg er ikke selv underviser, så jeg ved ikke, hvordan man skal tilrettelægge undervisningen. Men jeg tror, at man kan gøre sig selv den tjeneste at kigge på den periode, man sidder med: Er der kvinder? Er der nogle kilder tilgængelige, som man kan kigge på, som er skrevet af kvinder eller handler om kvinder? Det er der næsten altid.”

Hun opfordrer dog stadig til, at man kigger på og læser de gamle tekster. Der er meget læring i for eksempel at kigge på, hvad man skrev engang, og hvad man skriver nu, hvilket samtidig kan bidrage til læring om kildekritik.

“Kildekritik er vigtigere end nogensinde. Vi er nødt til hele tiden at spørge os selv: Hvor kommer historien fra? Hvem fortæller den, og hvad er formålet med den? Det er i virkeligheden kernen i historiefaget og den vigtigste læring at give videre til eleverne,” siger Emma Paaske.

Og så opfordrer hun lærerne til at “have det sjovt med historien”.

”Kan man lave bingo med konger og dronninger? Kan man lave SoMe-sider til historiske personer? Der er noget historie, der er meget alvorligt, og det skal selvfølgelig tages alvorligt, men jeg er generelt kæmpe fortaler for at lege med historien, for på den måde husker eleverne det bedst,” siger hun.