Kronik: Privat lektiehjælp: Hvor går grænsen?

Denne kronik er skrevet med udgangspunkt i mit ­speciale Skyggeundervisning og spillet om karaktererne i gymnasie­skolen (2018) ligesom kronikken Privat lektiehjælp kan undergrave det offentlige skolesystem udgivet i Dagbladet Information den 8. oktober 2018. Sidstnævnte fokuserede på privat lektiehjælp som fænomen i kontekst af problematikker omkring konkurrencekultur og karakterræs i et overordnet samfundsperspektiv. Indeværende kronik fokuserer i højere grad på de didaktiske problematikker, som fænomenet opstiller i gymnasieskolen. Det kommer særligt til at handle om, hvorfor gymnasieelever fravælger de gratis lektiecaféer på gymnasierne og tilvælger betalt privat lektiehjælp, hvilke konsekvenser karakterræs kan have for elevernes læring samt gråzonen mellem lektiehjælp og snyd.

På vej mod asiatiske tilstande?
Fænomenet skyggeundervisning eller ‘shadow education’ refererer inden for forskning til et samfund, hvor den private undervisningssektor får så stor betydning i et samfund, at det offentlige skolesystem bliver sekundært (Christensen & Ørberg, 2015). Den private sektor tilpasser sig og følger det formelle uddannelsessystem med det formål at træne eleverne til at opfylde de formelle krav. I et sådant system kommer lektiehjælp til at handle om at træne eleverne til at gå til eksamen frem for at hjælpe eleverne til at udvikle kompetencer og tilegne sig viden, hvorved meningen med eksamenerne bliver ­ophævet.

Når den private undervisningssektor når en vis udbredelse i et land, bliver dens logik nødvendigvis konkurrenceorienteret, da privat lektiehjælp bliver et nødvendigt middel i fastholdelsen af social status. Derfor kan fænomenet ikke længere reduceres til et spørgsmål om det individuelle valg, men eksisterer som et strukturelt og skævvridende problem i systemet.

De private ­lektiehjælpsfirmaer kom til Danmark i 2013, og vi er ­ikke umiddelbart på vej mod asiatiske tilstande. Fænomenet har dog potentialet til at undergrave selve meningen med det frie og lige danske skolesystem, da det spiller ind i allerede eksisterende ulighedsstrukturer. Samtidig kan det ses som et udtryk for mistillid til skolesystemet, hvor der hersker en usikkerhed, som blandt andet bunder i de seneste årtiers utallige reformer, lovændringer og forordninger på uddannelsesområdet. Disse er præget af en evidensbølge, der er karakteriseret ved en højere grad af kontrol med lærere og flere krav til dokumentation i form af tests og karakterer. Alt dette er med til at nære en mistillid og usikkerhed i skolesystemet, som skaber et fundament for den private uddannelsessektor. Mekanismerne forstærker hinanden, og når privat lektiehjælp opleves som en nødvendighed, vil dette have en selvforstærkende negativ effekt.

Privat lektiehjælp som (overklasse)fænomen
Privat lektiehjælp har eksisteret i mange år som et uformelt fænomen, hvor eksempelvis familievenner har ydet lektiehjælp enten som en tjeneste eller mod betaling. Uformel lektiehjælp foregår samtidig i mange hjem i form af eksempelvis faglige eller samfundsrelevante middagsbordssamtaler. Samtidig har små lektiehjælpsfirmaer med en eller få undervisere også eksisteret i mange år. I 2013 ændrede markedet sig dog markant ved, at flere store, organiserede firmaer trådte ind på markedet. Der er siden da opstået mange flere firmaer, samtidig med at flere hjemmesider nu ’skærer mellemmanden fra’ og skaber platforme, hvor lektiehjælpere og elever selv kan skabe kontakt og aftale priser. Prisen for lektiehjælp gennem store lektiehjælpsfirmaer ligger typisk på omkring 300 kr./timen. Man kan argumentere for, at det er et spørgsmål om økonomisk prioritering, men faktum er, at elever, hvis familie ikke har råd til at købe privat lektiehjælp, i højere grad oplever fænomenet som værende uretfærdigt end andre elever. Samtidig tyder resultaterne fra mit specialestudie på, at der er tale om et kulturelt fænomen, hvor ikke alle ser det som en mulighed at købe sig til ekstra hjælp.

I mit speciale gennemførte jeg et kvantitativt studie på ni sjællandske gymnasier med en stikprøve på 529 3g-elever. Gennem mange forskellige statistiske modeller og tests tegnede der sig et tydeligt billede af en generel ulighed. De socioøkonomisk velstillede gymnasieelever får mere privat lektiehjælp, de får højere karakterstigninger gennem lektiehjælpsforløb, og de får mere uformel lektiehjælp i hjemmet. Disse sammenhænge var særligt potente på såkaldte ‘elitegymnasier’. Der var samtidig en tydelig forskel på elever fra henholdsvis Nordsjælland, hvor omkring en tredjedel havde modtaget privat betalt lektiehjælp, og Midt-/Vestsjælland, hvor det kun var hver 10. elev.

Privat betalt lektiehjælp er fortrinsvis et overklassefænomen, hvor økonomiske og kulturelle ressourcer spiller sammen.

Gratis lektiehjælpscaféer og ressourcer på gymnasierne
Ud af de elever, der ikke har modtaget betalt lektiehjælp i deres gymnasietid, begrunder 69 procent dette valg med, at de ikke har haft behov for det. Der er heller ikke generelt en oplevelse af, at elever, der får privat lektiehjælp, har et fortrin. Det tyder på, at det generelt er fagligt svage elever, der får hjælp.

Hvornår eleverne føler, at de har brug for hjælp, er individuelt og afhænger ikke af, hvor på karakterskalaen de ligger i det pågældende fag. Spørgsmålet er videre, hvorfor eleverne vælger at købe privat lektiehjælp og dermed typisk fravælger de gratis lektiehjælpscaféer. Meget få elever benytter både privat betalt lektiehjælp og gratis lektiehjælp.

Der er ikke signifikant forskel på, hvordan eleverne vurderer kvaliteten af gratis lektiehjælp og betalt lektiehjælp. Der er dog forskel på, hvordan eleverne beskriver lektiehjælpen, hvor eleverne har en oplevelse af, at betalt lektiehjælp er professionelt og af høj kvalitet, mens gratis lektiehjælp er uforpligtende og let tilgængeligt. I et opfølgende gruppeinterview med nordsjællandske studenter fremhæves forskellen på betalt og gratis lektiehjælp særligt som en forskel mellem hjælp til proces og hjælp til resultat. De gratis lektiehjælpscaféer beskrives som værende fortravlede, hvor lærerne ofte ender med at “give eleven svaret”, mens man i privat lektiehjælp får hjælp til selv at finde frem til svaret. Dette er oplevelsen fra studenter, der selv har valgt at købe sig til privat lektiehjælp, men også har anvendt de gratis lektiecaféer.

Som tidligere nævnt eksisterer der i samfundet en mistillid til skolesystemet, og man kunne forestille sig, at valget om at købe privat lektiehjælp bunder i en utilstrækkelig undervisning i den formelle skolegang. Ud fra et ressourceindeks blev denne hypotese testet i mit specialestudie ud fra faktorer som, om eleverne oplever, at deres lærere er stressede, forberedte, motiverede, generelt har god tid og vurderinger af kvaliteten af undervisningen generelt. Disse tests viste ingen sammenhæng mellem valget om at købe privat lektiehjælp og vurdering af ressourcer på gymnasiet. Overordnet set blev skolernes ressourcer vurderet positivt. Det var særligt interessant, at elever, der havde anvendt skolernes gratis lektiecaféer, vurderede ressourcerne på deres gymnasium signifikant højere end elever, der ikke havde anvendt dem.

Elever, der havde købt privat lektiehjælp, angav dog ofte forskelligartede problemer med undervisningen som begrundelse, hvilket tyder på, at eleverne ikke generelt oplever deres formelle undervisning som mangelfuld, men at elever, der oplever problemer med ét fag eller én lærer, er mere tilbøjelige til at købe lektiehjælp i det pågældende fag.

Disse resultater tyder på, at gymnasieelever ikke generelt oplever deres formelle skolegang som værende mangelfuld, og valget om at købe privat lektiehjælp ser derved ud til at bunde i andre mekanismer.

Karakterræs og konsekvenser for læring
Hvor hele 73 procent af eleverne begrunder deres valg om at få privat lektiehjælp med, at de gerne ville have højere karakterer, er det kun 23 procent, der fremhæver læring som et mål med lektiehjælpen. Min undersøgelse viste da også en sammenhæng mellem oplevelsen af konkurrencekultur og tilkøb af privat lektiehjælp. To relaterede fænomener træder frem som centrale: karakterræs og konkurrencekultur.

I føromtalte gruppeinterview med nordsjællandske studenter trådte karakterer da også frem som et gennemgående tema. Karakterræs eksisterer i elevernes hverdag særligt i kraft af tre forskellige påvirkninger. For det første opstår det som en konsekvens af pres fra forældre og lærere. I gruppeinterviewet fortalte eleverne blandt andet om, hvordan mange elever fik karakterpenge. For det andet eksisterer det som et socialt fænomen blandt eleverne, der konstant sammenligner sig med hinanden. For det tredje eksisterer det som en del af de institutionelle logikker i skolesystemet, blandt andet i kraft af universiteternes adgangsregulering. 

Karakterer kan virke motiverende, men kan samtidig sætte rammer, der modvirker læring. I interviewet blev det eksempelvis beskrevet, hvordan man ved konsekvent at skrive den samme opgavetype i dansk kunne sikre sig gode karakterer frem for at tage chancer ved at afprøve forskellige stilarter. Målet om at få gode karakterer træder på den måde foran det læringspotentiale, der ligger i at afprøve nye ting.

Vores uddannelsessystem er gennemsyret af samfundets konkurrencekultur. I præstationsorienterede læringsmiljøer sker der et skred, hvor elevernes drivkraft bliver karakterer og ‘det gode studenterbevis’ som et middel til at nå frem i verden frem for nysgerrighed og interesse for læringen i sig selv (Ulriksen & Andersen, 2015). Denne instrumentalisering af uddannelse har negative konsekvenser for elevernes selvstændighed og kompetenceudvikling, hvilket ikke kun bliver et problem for individet, men også for samfundet. Vi har brug for selvstændige samfundsborgere, der tør tage chancer og besidder kreativitet og innovation.

Gråzonen mellem lektiehjælp og snyd
I et interview med en 3g-elev på et elitegymnasium trådte vigtigheden af karakterer frem på en anden måde. Her blev det beskrevet indgående, hvordan elever ’byttede opgaver’, hvis de var gode til forskellige fag, hvordan elever købte opgaver af hinanden eller blot omskrev opgaver fra nettet, og i yderste instans, hvordan elever købte SRP’er. Eleven gav udtryk for, at hun også selv ville have købt sin SRP, men at hendes forældre desværre ikke ville betale for det. Hun vurderede, at det ville have kostet 8-10.000 kroner for et 10-tal. Sandhedsgraden af dette kender jeg ikke. I interviewet viste det sig, at eleven generelt havde svært ved at skelne mellem lektiehjælp og snyd. Hun omtalte fænomenerne synonymt.

Snyd var ikke et direkte fokus i mit speciale, men det blev i dialogen med lærere og elever på gymnasierne tydeligt, at der eksisterer et grænseland mellem fænomenerne. Det er åbenlyst problematisk, at elever køber SRP’er, og når fænomenet om at købe opgaver en vis udbredelse, har det potentiale til at udhule studenterbevisets værdi. Der er dog også en gråzone mellem lektiehjælp og snyd, hvor grænserne ikke er lige så klare. Man kan eksempelvis overveje følgende spørgsmål, som jeg stiller i mit speciale:

Er det eksempelvis lektiehjælp eller snyd, hvis en lektiehjælper korrekturlæser en gymnasieelevs SRP? Er det lektiehjælp eller snyd, hvis en lektiehjælper fodrer en gymnasieelev med gode pointer, mens eleven selv sidder ved tasterne? Er det lektiehjælp eller snyd, hvis en gymnasieelev søger inspiration fra andres opgaver? Er det lektiehjælp eller snyd, hvis en gymnasieelev omskriver en andens opgave og afleverer den i eget navn?

Jeg vil og kan ikke entydigt besvare disse spørgsmål, men fremhæver blot problematikken, da dette er en dialog, der potentielt kunne foregå i klasselokalerne. Under min dataindsamling gav gymnasielærerne ofte udtryk for, at de ikke kendte omfanget af antal elever, der fik lektiehjælp. I mit virke som privat lektiehjælper forud for mit specialestudie oplevede jeg da også ofte, at eleverne følte, at de skulle holde det hemmeligt for deres lærere, at de fik lektiehjælp. Gymnasieelever skal selvfølgelig ikke udskammes for at få hjælp til et fag, de har svært ved, og en større åbenhed mellem lærere og elever kan potentielt være gavnligt, da man som lærer derved kan tale med sine elever om grænser og rammer.

Privat lektiehjælp er ikke et problem på individplan, hvor en elev føler et behov for hjælp og dækker dette, men på det strukturelle plan, hvor fænomenet forstærker eksisterende ulighedsstrukturerer. Fænomenet kan muligvis ses som et symptom på andre samfundstendenser, men der mangler på nuværende tidspunkt forskning på området, og man bør derfor ikke ‘symptombehandle’ i eventuelle politiske tiltag, men i stedet søge viden om mekanismerne bag fænomenet.

Overordnet mener jeg, at vi har brug for et paradigmeskift i uddannelsessystemet, hvor fokus bliver flyttet væk fra karakterkrav, tests og effektivitet tilbage til mennesket og den ægte indre motivation.

Vi har brug for et uddannelsessystem med bredere rammer, hvor der er plads til de kreative og anderledes tanker.

Vi har brug for et uddannelsessystem, hvor det bliver belønnet, hvis man tager chancer.

Vi har brug for et uddannelsessystem, hvor der er plads til at fejle.