Kreativitet opstår også ved at læse Oehlenschläger

Tag den skæve jahat på, find de farvede tusser frem og tænk ud af boksen. Kan du mærke, hvordan kreativiteten og ideerne bobler rundt i din hjerne?

Nå, ikke. Det er måske, fordi ægte kreativitet ikke kan forceres i nuet, men i virkeligheden ofte opstår et sted i de kolossale mængder af indtryk, læring, viden og sociale relationer, vores hjerne er fyldt op med.

”Hvis du siger til en person: Prøv at være kreativ – så sker der ikke noget,” siger Lene Tanggaard og smiler.

Hun er professor i pædagogisk psykologi og forsker i kreativitet og læring på Aalborg Universitet. Hun har blandt andet foretaget en del feltstudier i, hvordan innovation og kreativitet opstår i danske virksomheder. Og så har hun studeret kreativitet i uddannelsessystemet og i undervisning og følger og bidrager til den internationale  krea­tivitetsforskning.

Hun sidder i lobbyen på et hotel med en kuffert ved sin side og skal inden længe tilbage til Aalborg efter tre dage med forskellige opgaver i København.

Inden har hun sagt ja til at fortælle, hvordan hun mener, gymnasierne kan arbejde med  politikernes krav om, at ”elevernes innovative kompetencer skal styrkes”, som det er formuleret i den nye gymnasiereform.

Gymnasierne gør det godt
Den gode nyhed er, at gymnasierne og de fleste lærere allerede gør det, der skal til for at udvikle elevernes kreative og innovative kompetencer – eller kapacitet, som Lene Tanggaard foretrækker at kalde det.

”Det afgørende for elevernes innovative kapacitet er, at de møder lærere, som interesserer sig for deres fag og er i stand til at pege på emner og ting og sige: Jeg tror på, at det her er vigtigt, og jeg ved, at det her er vigtigt. Samtidig med at læreren har en nysgerrighed på eleverne, og hvad der fanger dem,” siger Lene Tanggaard.

Politikerne efterlyser med den nye reform mere innovation, og det er også fair nok, mener Lene Tanggaard – det modsatte ville være mærkeligt, men hun understreger, at gymnasierne allerede i grove træk gør, hvad de kan.

”Vi er nødt til at have kæmpe tillid til gymnasieskolens evne til at være i samklang med sin tid. Danmark er et meget rigt og velfungerende samfund, og det kan blandt andet også hænge sammen med, at vi har en velfungerende gymnasieskole,” siger Lene Tanggaard.

Pas på metoderne
Som kreativitetsforsker ved hun, at det ikke kun er danske politikere, der efterlyser, at elevernes innovative kompetencer udvikles. Resten af verden interesserer sig også for at ruste deres børn og unge til den ”disruptede” fremtid, hvor mange af de nuværende job bliver overflødige.

”Blandt de evner, der efterlyses på fremtidens arbejdsmarked, rangerer kreativitet meget højt sammen med empati, samarbejdsevne og kritisk tænkning. Det, der så sker, er, at politikerne siger: Skolerne skal sørge for at gøre eleverne klar til det,” siger hun, mens hun demonstrativt banker sin pegefinger ned i bordet for at illustrere politikernes måde at stille mål og krav til uddannelsesverdenen på.

Ifølge Lene Tanggaard gælder det dog for gymnasierne om at holde tungen lige i munden og passe på med, at metoderne til at nå målet om mere innovative elever i virkeligheden ødelægger mere, end de gavner.

”Jeg anerkender, at målene er vigtige, men problemet er, at man så laver én til én-tænkning, hvor man siger: Kreativitet, det skal vi træne i skolen. Men i virkeligheden træner vi kreativitet og empati ved at læse litteratur og se på og forstå kunst, og kritisk tænkning handler også om at kunne forstå og læse en statistik og lære matematik,” siger Lene Tanggaard.

Hun henviser til sin egen forskning og fortæller, at hun har talt med forskere og ingeniører om innovation. Nogle får nye idéer ved at sætte sig ned i et lukket rum og læse lange forskningsartikler. En anden, som Lene Tanggaard har interviewet, beskriver kreativitet som problemløsning. Og for at løse problemer har han en værktøjskasse, og hvis der mangler noget i den værktøjskasse for at skabe en ny kreativ løsning på problemet, så må han låne et værktøj af en kollega eller udvikle et nyt.

”Det, som gymnasiet gør, er at fylde elevernes værktøjskasse. Meget af det, der fyldes i værktøjskassen, skal ikke bruges her og nu, og noget bliver aldrig relevant. Oehlen­schläger eller amerikansk politik er måske ikke relevant nu, men nogle elever får lyst til at lære mere, og det kan være med til at give dem ideer senere,” siger Lene Tanggaard.

Hun præciserer, at hun ikke taler for, at lærerne bare skal stå og fylde faglig viden i elevernes værktøjskasse, og at kreativiteten så opstår ud af en ophobning af viden om litteratur, naturvidenskab og matematik.

”Eleverne skal have lov til at tænke selv og lære at tænke kritisk. Det er det vigtigste, der skal ned i værktøjskassen. Eleverne har brug for en lærer, som siger: Det var en spændende tanke, sig noget mere om det.”

Festerne betyder også meget
Hun vil ikke komme med en færdig opskrift på, hvordan lærerne kan gøre eleverne mere innovative. Mange gymnasier og lærere er allerede godt på vej med det, som de gør i forvejen, mener hun.

Og alene det, at eleverne er en del af et forpligtende fællesskab, hvor de sammen arrangerer skolefester og debataftener, er også med til at danne dem til demokratiske borgere og innovative mennesker.

Hun advarer dog om, at det pres, politikerne og arbejdsmarkedet lægger på skolerne for at øge elevernes innovative kompetencer, kan flytte fokus væk fra det væsentlige – nemlig den gode undervisning – og over på træning i innovation.

”Det skaber ikke innovation, hvis man siger væk med Oehlenschläger og ind med post it-sedler, idégenerering, pitching og på med de skæve hatte. Læring, som leder til kreativitet, kræver, at man arbejder med det,” siger Lene Tanggaard og refererer til den amerikanske kreativitetsforsker Vera John-Steiner, som hun er inspireret af.

Ifølge Vera John-Steiner bygger kreativitet blandt andet på at kunne se det, som er, og det, som vi måske har glemt.

”Der ligger meget mere guf i fortiden i forhold til at udvikle innovation, end vi tror. Hvis vi fokuserer for meget på teknikker for at skabe innovation og divergent tænkning, så bliver det for meget status quo og aktualitet,” siger Lene Tanggaard.

Hun laver stemmen lidt om og imiterer en nyuddannet kandidat, som søger job, og siger: ”Jeg er innovativ og god til at tænke divergent.”

”Så vil arbejdsgiveren sige: Ja, men hvad kan du?” siger Lene Tanggaard.

Det betyder dog ikke, at aktualitet i undervisningen ikke er vigtigt – tværtimod. Hvis vi for eksempel holder fast i Oehlenschläger som eksempel, så skal eleverne præsenteres for digteren med nutidens øjne.

”Undervisningen skal selvfølgelig være sådan, at den også relaterer til elevernes hverdag og det sprog, de kender. Så kan eleverne måske se, at det, som gamle forfattere skrev engang, handler om det, som vi står i lige nu,” siger Lene Tanggaard, som er pragmatisk i forhold til metoderne til at opnå innovative kompetencer.

Virksomhedsbesøg, projektarbejde og meget andet kan ifølge hende være glimrende, men det må ikke blive sådan, at skolen, når projektet er afsluttet, sætter flueben ved innovation. Innovation og kreativitet er groft sagt ikke noget, man træner i uge 43, påpeger hun.

Ingen kender fremtiden
Lene Tanggaard mener, der er en fare for, at ”fremtidens arbejdsmarked” i for høj grad bliver brugt som model for uddannelsesverdenen.

”Skole kommer oprindeligt fra græsk og betyder fri tid, og det er så vigtigt, at vi respekterer skolen som et sted, hvor man eksperimenterer og laver fejl, og hvor man kan fordybe sig i noget, som måske ikke er relevant, men måske bliver det,” siger Lene Tanggaard og tilføjer, at både folkeskolen og gymnasiet selvfølgelig skal være en del af sin tid, og at politikerne også skal ”skubbe” til skolen en gang imellem.

”Men hvis vi er for fokuserede på, hvad arbejdsmarkedet har brug for, så lukker vi skolen omkring en aktualitet, som er uinteressant for fremtiden. Ingen kender fremtiden, og det vil være arrogant at tro det,” siger hun.