Artikel
Klimaforsker blåstempler studieture med fly
Mernild-340-scaled-aspect-ratio-348-234

Klimaforsker Sebastian Mernild advarer om, at vi ikke gør nok for at stoppe den globale opvarmning. Alligevel mener han, det kan give mening at flyve på studieturen.

Klimaforsker blåstempler studieture med fly

Gymnasier bør begrænse CO2-udledningen mest muligt, men der kan være god grund til at flyve på studieturen, mener en af Danmarks førende klimaforskere.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Tim Kildeborg Jensen

Unge mennesker skal også have muligheden for at se og lære om verden, og derfor skal vi ikke forbyde eller undlade studieture med fly. Det mener en af Danmarks førende klimaforskere, professor Sebastian Mernild, der er leder af SDU Climate Cluster, som fremmer og støtter tværfaglig forskning i den grønne omstilling.

Selvom han slår fast, at der ikke bliver gjort nok for at forhindre den globale opvarmning, og at temperaturen kommer til at stige med endnu større hast i de kommende år, så er han ikke fortaler for at droppe studieture med fly.

“Vi skal ikke frarøve unge mennesker at komme til Athen og se Akropolis eller rejse til Island og se på vulkaner. Studieturen handler om dannelse og uddannelse, og de muligheder skal vi ikke tage fra de unge. Der skal være en opvejning af det faglige udbytte af studieturen og klimaaftrykket, og der er det ikke altid, at klimaftrykket skal afgøre valget,” siger Sebastian Mernild, som er medforfatter til flere af FN’s klimarapporter.

Vi skal også danne de unge til en fremtidig verden, og de skal have et internationalt perspektiv.
Sebastian Mernild, professor og leder
SDU Climate Cluster

“Vi skal handle med omtanke. Men vi skal også danne de unge til en fremtidig verden, og de skal have et internationalt perspektiv og en forståelse for verden. Mange unge vil også senere i livet få et job ude i verden. Vi skal løse klimakrisen globalt og ved at samarbejde internationalt blandt andet ved i langt højere grad at bruge grønne tekniske løsninger, end det vi gør i dag.” siger Sebastian Mernild.

Han mener dog, at gymnasier skal arbejde for at begrænse klimaaftrykket, og derfor skal man ikke uden omtanke blot tænke flybilletter, når studieturen skal planlægges.

“Men vi skal heller ikke slanke os ihjel. Vi skal leve livet, men med omtanke. Hvis det bliver for ulideligt, så er der fare for, at mange vil droppe alt omkring den grønne omstilling. Vi skal i stedet tænke på den grønne omstilling som et langt, sejt træk. Vi skal også lægge et politisk pres for eksempel for at få udviklet flere grønne brændstoffer til flytrafikken, ” siger Sebastian Mernild, som også går ind for at hæve afgiften på flybilletter.

Han tilslutter sig Klimarådets anbefaling, som lyder på afgifter på op til 720 kroner per passager for rejser ud af EU.

Concito: Begræns CO2 på studieturen
Hos den grønne tænketank Concito anerkender man, at der kan være både praktiske, faglige og dannelsesmæssige grunde til at rejse på studietur med fly.

Vi opfordrer altid til at se på, om der er et alternativ tættere på, som kan give det samme i forhold til dannelse og det sociale.
Stefan Bruse thor Straten, projektleder
Concito

Concito opfordrer dog til at begrænse CO2-udledningen fra studieture og til gengæld skrue op for klimabevidstheden blandt eleverne.

Stefan Bruse thor Straten er seniorkonsulent i Concito og projektleder på projektet Grønne studieture.

“Vi mener ikke, at man skal flyve til Singapore eller USA bare for at opleve noget andet eller se en anden kultur. Vi opfordrer altid til at se på, om der er et alternativ tættere på, som kan give det samme i forhold til dannelse, det sociale og så videre. Men der kan være grunde til at tage på studietur med fly,” siger Stefan Bruse thor Straten.

I projektet Grønne studieture har elever fra flere gymnasier deltaget i workshops om studieture. Her har eleverne for eksempel brainstormet på ideer til at mindske CO2-udslippet i forbindelse med studieturen. Målet er, at eleverne får ejerskab over  ideerne og klimabevidstheden, frem for at rektor, lærere eller eksempelvis Concito skal stå med den løftede pegefinger.

“Eleverne har blandt andet talt om, at det sociale er noget af det vigtigste på studieturen, og flere har snakket om, at toget eller bussen kan noget i den sammenhæng, som flyet ikke kan. Nogle har også talt om, at man tager toget ud og flyver hjem. Der er kommet mange ideer frem til at gøre studieturen grønnere, og udgangspunktet har hele tiden været, hvad eleverne synes, kan være fedt,” siger Stefan Bruse thor Straten.

Han nævner også, at den grønne studietur ikke kun handler om transport til og fra destinationen. Eleverne har også arbejdet på ideer til at sænke klimaaftrykket på selve turen. For eksempel leje cykler og opleve den lokale kultur, spise klimavenligt eller have fokus på den grønne omstilling i det faglige program på turen.

Gymnasiernes klimaaftryk er meget andet end studieturen
Sebastian Mernild mener også, at gymnasierne generelt skal gøre, hvad de kan for at få et så lavt klimaaftryk som muligt, og det handler ikke kun om studieture.

Vi taler aldrig om brugen af telefoner og streamning, når vi taler om klimabelastning.
Sebastian Mernild, professor og leder
SDU Climate Cluster

Ledelsen på skolerne skal ifølge Sebastian Mernild gå forrest i kampen for at få nedsat skolens CO2-aftryk.

“Gymnasier har både det faglige indhold og driften, og ledelsen skal tage ansvar for, at driften har det mindst mulige klimaaftryk. Det gælder for eksempel med skolens energi- og varmeforsyning og muligheden for at sætte solceller på tagene og ladestandere til elbiler på parkeringspladsen,” siger Sebastian Mernild og fortsætter:

”Man kan også have fokus på mere grøn mad i kantinen. Det, vi putter i munden, og det vi smider ud, har i høj grad betydning for klimaaftrykket, og så kan eleverne også være med til at præge, hvad der kommer på spisebordet derhjemme. Jeg synes, at gymnasierne skal tage ansvar for at præge eleverne til en grøn tankegang,” siger Sebastian Mernild.

Han tager sin telefon op fra bordet og holder den frem.

“Vi taler aldrig om brugen af telefoner og streamning, når vi taler om klimabelastning. Streaming fra mobiler og ipads udleder mere CO2 end flyindustrien. Det afsætter et kæmpe klimaaftryk. Det skal vi også tale med de unge om,” siger han og lægger telefonen på bordet.

“Og det giver mere dannelse at opleve Athen end at ligge og streame Netflix,” siger Sebastian Mernild.

 

Kommentar til artiklen
  1. Flyet er kollektiv trafik, det er der mange der har glemt. Og det er altid fyldt de gange jeg har fløjet.
    Mens de tog der kører forbi her, sjældent er mere end 10 pct. fyldt, måske halvfyldte i myldretiden

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater