Klart nej til et sikkert ja

Der var ikke just lagt op til det store eventyr, da Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) repræsentantskab den 6. marts indfandt sig i Odense på lokaliteter opkaldt efter H.C. Andersen og Carl Nielsen for at diskutere februar måneds overenskomstresultat. 
Debatten i den forløbne måned havde tydet på, at mødet let kunne udvikle sig til et rivegilde. Frustrationen over resultatet og kritikken af forløbet og diverse parter blev da også grundigt luftet fra podiet på den scene, hvor Odense-symfonikerne ellers normalt lader smukke harmonier fylde atmosfæren. Omvendt kunne man efter mødet lave en allegori fra den klassiske musik med klimaks i bulder og brag, der efterfølgende flader ud og ender i optimistisk dur eller tragisk mol. At mødet endte i fred og fordragelighed ville nok være lidt af en tilsnigelse, men det endte trods alt i en slags fælles forståelse for og accept af nødvendigheden af at stå sammen og se fremad trods uenighederne. 
Inden da forløb imidlertid en intens diskussion. Forsamlingen var mere eller mindre opdelt i en delvis ja-fløj og en nej-fløj – som dog, viste det sig, på en måde var splittet i spørgsmålet om, hvad man egentlig siger nej til. 
Også hovedbestyrelsen er som bekendt splittet – også nogle af listerne internt – og således var der hele tre indledere med formand Gorm Leschly som den første. Han blev i løbet af mødet flere gange mødt med kritik af sammen med Akademikernes Centralorganisation (AC) hin februarnat at have indgået den aftale, han nu skulle forsvare. 
”Vi vidste, det ville blive sværere end nogensinde før. Finansministeriet og Kommunernes Landsforening (KL) har vidst, hvad de ville, og de har været villige til at gå hele vejen. Der er tale om et koordineret angreb over for alle lærerorganisationer med manglende respekt for den danske model. Forhandling er blot en eufemisme for noget, der ikke fandt sted. Det var magtens sprog, der talte. Uanset hvad GL havde gjort, var resultatet blevet det samme, for modparten havde besluttet modellen i deres drejebog på forhånd. Spørgsmålet var alene, om vi kunne få værn og nogle penge. Jeg solgte derfor ikke aftaleretten, den var allerede væk ifølge drejebogen,” sagde Gorm Leschly og tilføjede, at hans anbefaling af et ja på ingen måde var glæde over at miste aftaleretten, men at det var det bedst mulige resultat i den givne situation.

Politisk selvmål 
Ronald Karlsen, formand for GL’s overenskomstudvalg, anbefalede som næste taler at stemme nej til det, han betegnede som et helt uacceptabelt overenskomstresultat og forløb. 
”Nej vil være det stærkest mulige signal, vi kan sende til modparten og lokalt i den nuværende situation. Forskellen i forhold til 1999 er, at vi dengang stort set var enige, i hovedbestyrelsen, i repræsentantskabet og i medlemsmassen. Denne gang har vi, ganske vist under trusler, valgt at sælge vores aftaleret på arbejdstid. Det risikerer vi at blive mødt med i den kommende kamp på skolerne. Vi kommer selv til at betale de kommende år ved taxameternedsættelser, arbejdsintensivering og så videre. Om nogle år kommer turen til alle de andre organisationer i den offentlige sektor. Jeg synes ikke, det er rart at læse, at GL er gået forrest i effektiviseringen af den offentlige sektor. Det helt, helt afgørende argument for et nej for mig er, at jeg mener, at GL har lavet et politisk selvmål af dimensioner. Vi burde have været en enig organisation med front mod Finansministeriet og kæmpet side om side med de andre organisationer mod et diktatorisk angreb,” lød det til stort bifald fra salen. 
Derefter fulgte 2.-næstformand Sigrid Jørgensen, der ligeledes talte for et nej. 
”Tidligere kunne man holde stx-overenskomsten op som et bolværk mod dårligere aftaler på erhvervsgymnasiale uddannelser. Før havde vi nogle fælles normer og kunne pege på og fastholde de mange værn, der var i vores overenskomst. 50 sider med mange gode værn – hvad er der blevet af dem? På gevinstsiden har vi fået løntillæg med et vigtigt, men også forventeligt, lønløft til de nyansatte. Men de normale lønreguleringer ædes op af reguleringsordningen. På længere sigt står vi over for enorme nedskæringer, vi spiser af vores egen hale. Lægges der sammen og trækkes fra, er tabet enormt! OK 13 er ikke o.k.!”

Nej bliver alligevel til ja 
Den efterfølgende diskussion – også efter afstemningen, der med 183 nej-stemmer mod 39 ja-stemmer og 17 blanke gav en utvetydig anbefaling til medlemmerne ved næste måneds urafstemning – udviklede sig blandt andet til spørgsmålet om, hvilken vej foreningen skal betræde fra nu af – eller, som det blev formuleret fra podiet: Hvad er det, vi siger nej til? 
Det var tydeligt, at de fleste er utilfredse med at have mistet aftaleretten på arbejdstid; derfor er det svært at pege på deciderede ja-sigere. Men vi kan kalde dem, der kom på banen efter kravet om et ”rungende nej”, pragmatikere. Vi skal sige nej, fordi resultatet er dårligt, og derefter sige ja til en stærk fagforening, for ellers kan vi ikke ruste os til næste overenskomstforhandling, som Lars Krogh Petersen, der repræsenterer hf-enkeltfag, sagde. 
”Jeg hører en forskel på nej-argumenterne. Nej til en dårlig aftale, ja til en stærk fagforening. Det kan jeg godt købe. Men jeg hører også et andet nej. Et nej til alt! Her er perspektivet et andet. Kampagner for et samlet nej til AC-resultatet? Det er et nej, jeg er noget mere skeptisk over for. Vi skal passe på, hvordan vi taler om den her aftale. Vi skal på banen, og hvis vi kommer det, har vi en lang tradition for at være et til to skridt foran rektorerne,” lød det fra Søren Møller Baattrup fra Frederiksværk Gymnasium og HF. 
Jesper Kristiansen var en af ikke så mange, der retorisk udfordrede de mange nej-sigere. Blandt andet fordi han kunne berette om en ja-stemning hjemme på Næstved Gymnasium og HF, hvor medlemmer i årevis har været frustrerede over ”ikke at få tid til dit og dat”. 
”Hvad har I forestillet jer? Vil I bare sidde og sige nej til rektor og sige nej til alt? Jeg har intet konstruktivt hørt – hvad skal vi med et nej? Tag nu lige og bevar hovedet koldt. Stem nej, fint nok – men ikke et rungende nej!” opfordrede han. 
”Det afgørende for mig er, hvordan vi kommer videre. Er man bare lidt politisk tænkende, kan man jo se, at der er modsætninger på vej. Jeg finder det barokt at arbejde for et aktivt nej – først indgår man en aftale, så arbejder man for et nej! Og det ville jo betyde, at jeg skulle sidde og spilde tiden nu i stedet for at rubbe neglene og komme videre.” 
Også Karen Uhre fra Odsherreds Gymnasium opfordrede trods utilfredshed med aftalen til at se fremad. 
”Det vigtige er nu – aftalen bliver jo ikke anderledes – at sige ja til et stærkt GL. I 1999 syntes vi, at den overenskomst var det værste, der var overgået os. Men det fik vi jo vendt til noget, vi kunne leve med, fordi vi havde et stærkt GL. Og hvem tror på, at et samlet AC-nej er muligt? Så spilder vi ikke tiden ved at arbejde for det?” 
Egon Kristensen advarede om, at en aktiv kampagne i forhold til et AC-nej blot vil udstille GL’s splittelse yderligere. Og han uddybede, hvorfor det næsten med sikkerhed alligevel ender som et samlet ja: Kun 8 ud af de 23 AC-organisationer sender overenskomstresultatet til urafstemning hos medlemmerne. Resten behandler det blot i bestyrelsen.

Kritik af formanden 
1.-næstformand Annette Nordstrøm Hansen så ingen modsætning mellem en stærk fagforening og et klart nej, der sender signaler til omverdenen. At GL skulle være en del af løsningen, var rigtigt, medgav hun – men der var i den forhandlingsstrategi også en klar markering af, at der var en grænse, som hed aftaleretten. 
”Jeg er langt hen ad vejen enig med Gorm i hans analyse. At det var svært, og hvordan vi skal arbejde på at sikre forholdene. Der hvor vi er enige, er, ”at vi ikke skal spilde tid på en kamp, der ikke kan vindes”. Men jeg synes, at vi skulle have sagt nej, mens vi kunne. Se på folkeskolelærerne – de er iderige, de laver kampagner, der er samling over den organisation. Hvor ville det have været dejligt, hvis vi kunne stå sammen med dem nu og sige nej til den magtarrogance, vi har været mødt af,” lød det fra næstformanden. 
Regeringen og finansministeren fik mange verbale tæsk, ligesom der blev stillet spørgsmålstegn ved AC’s indsats og fremtidens forhandlingsfællesskab med GL som deltager. Formand Gorm Leschly måtte ligeledes lægge ryg til stor kritik for sine handlinger og vurderinger i forhandlingernes afgørende timer. Enkelte mente, at det burde få konsekvenser for hans position, hvilket dog blev manet i jorden af såvel ”venner” som ”fjender”. 
Gorm Leschly selv slog fast, at han selvfølgelig vil respektere repræsentantskabets beslutning. Samtidig ville han gerne benytte lejligheden til at aflive myten om, at AC-forhandlingerne havde givet GL et dårligere resultat. 
”AC arbejdede altså hårdt for GL, de andre organisationer vil aldrig kunne forstå, hvis jeg bliver sendt af sted med budskabet om, at AC ikke har gjort noget for GL. Jeg mener altså stadig ikke, at jeg har solgt aftaleretten. Jeg mener heller ikke, det var naivt, men jeg kendte vilkårene,” sagde han og tilføjede, at de andre organisationer sådan set er solidariske med GL, selv om GL var de eneste, der fik penge ud af aftalen. 
”Jeg er heller ikke overbevist om, at der ingen værn er i denne aftale. Det mener jeg faktisk, der er. Så lad os nu prøve at se på mulighederne.  ”