Artikel
Kinesisk, hindi eller engelsk?
No image

Kinesisk, hindi eller engelsk?

Skal børnene lære kinesisk i skolen? Hvad sker der med engelsk? Hvilke sprog skal vi tale i fremtiden? Vi har brug for relevanskriterier i valget af fremmedsprog, mener kronikørerne.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Børn, der i dag er 9-10 år, kommer til at arbejde frem til omkring 2070 og kan forvente et pensionistliv frem til 2090’erne. Verden, som vi har kendt den siden Anden Verdenskrig, ændrer sig markant for øjeblikket, mens nye kraftcentre dukker op. Skal danske børn lære andre sprog i overensstemmelse med den ændrede verden? Overtager kinesisk den plads, som engelsk har haft til nu? 
Der sker store ændringer i balancen mellem verdensdelene og dermed sprogene. USA har været verdens største økonomi fra omkring 1875 og forventes omkring 2015 at blive overhalet af Kina. Ifølge OECD vil Kinas andel af det globale BNP i 2030 være dobbelt så stor som USA’s, Indien vil være på højde med USA, Brasilien stormer frem, og en større gruppe lande, ud over Rusland og Sydafrika, blandt andre Filippinerne, Indonesien, Vietnam og Mexico, har haft stor fremgang de seneste 15-20 år. 
Ikke mindst Afrika syd for Sahara har for nylig meldt sig som bidragyder til den globale økonomi. Ifølge avisen Die Welt er dette område allerede et af Tysklands største eksportmarkeder. Imidlertid vil dog på sigt kun Kina og måske længere ude i fremtiden Indien og eventuelt Brasilien kunne måle sig befolkningsmæssigt, politisk og økonomisk med USA. Skal engelsk i skolerne så erstattes af kinesisk eller andre sprog?

Udbredelse og status 
Anlægges en geopolitisk synsvinkel på de store sprog, kan man bruge især tre kriterier for, hvornår et sprog er relevant at lære: Udbredelse, økonomisk og politisk indflydelse og geografisk nærhed. 
Udbredelse handler i første omgang om, hvor mange mennesker der bruger sproget som modersmål eller andetsprog. Der er cirka 15 sprog med over 100 millioner brugere, og de største af dem er kinesisk (mandarin), hindi, spansk, engelsk, arabisk, portugisisk, fransk og russisk. Mange tidligere kolonier i Afrika og Asien bruger for eksempel engelsk, fransk eller portugisisk som (et af) deres officielle sprog. 
Ser man imidlertid på, hvor mange lande der bruger sproget som officielt sprog, bliver situationen en ganske anden: Kinesisk tales i to lande, hindi i Indien, spansk er officielt sprog i lidt over 20 lande (heraf langt hovedparten i Latinamerika), fransk i cirka 30 lande (heraf størstedelen i Afrika) og engelsk i omkring 50. Engelsk og fransk findes som officielt sprog på 5-6 kontinenter. 
Man kan derfor ikke nøjes med at se på antallet af sprogbrugere. Man må i høj grad også se på deres status som officielle sprog, samt hvor i verden de findes. Demografiske ændringer vil endvidere give store ændringer de næste 20-50 år i verdens befolkning. For eksempel vil Indiens befolkning stadig vokse, og dele af Afrika vil få en næsten tredobling af befolkningen i perioden.

Kulturkredsens betydning 
Det andet typiske kriterium er økonomisk og politisk styrke, altså magt og indflydelse, som medfører, at et sprog bæres frem. De stærke økonomier er som bekendt for øjeblikket USA, Kina, Japan, Tyskland, Frankrig, Brasilien, UK og Italien; Indien er på vej op. Det er dog ikke altid, at økonomisk magt medfører en udbredelse af sproget. Japan har i en lang periode siden 1960’erne været den næststørste økonomiske magt i verden, uden at sproget er blevet tilsvarende udbredt. 
Ud over den økonomiske indflydelse spiller også den politiske, militære og kulturelle indflydelse ind for et sprogs udbredelse. 
Det grundlæggende kriterium er imidlertid det geografiske nærhedsprincip. Det er oplagt at lære de sprog, man møder mest, nabosprog, samhandelssprog og kulturfællesskabssprog. Ifølge et politisk nærhedsprincip spiller EU en helt central rolle for Danmark, og vores samhandel med EU udgør cirka 70 procent af vores samlede handel; herefter følger Kina, Norge og USA med i alt cirka 15 procent. 
Historisk og kulturel nærhed er også i spil. Selvom Indien er næststørste producent af film, ser vi mest vestlige film, og vi forholder os traditionelt mest til de lande, vi har historie til fælles med, det vil sige de europæiske. I de tre store sprogområder, engelsk, fransk og tysk, findes en kulturel og idéhistorisk tyngde gennem blandt andet musik, litteratur, videnskab og filosofi, som store dele af den danske kultur hviler på. Og danskernes otte vigtigste rejsemål ligger i Europa – herefter kommer USA – ligesom størstedelen af vore turister kommer fra europæiske lande. 
Derudover er der tale om sproglig nærhed. Sprog fra vor egen kulturkreds, herunder de germanske og romanske sprog, lærer vi lettere, hurtigere og bedre. Sprog uden for denne kreds, for eksempel kinesisk, arabisk og japansk, er svære for os, fordi de er sprogligt fjerne.

Regionale sprog styrkes 
Hvilke sprog er centrale i EU? Ifølge Eurobarometer har følgende sprog i EU flest modersmålsbrugere: Tysk (16 procent), fransk, engelsk, italiensk (11-12 procent), polsk og spansk (8 procent). 
Demografiske ændringer vil dog medføre, at Frankrig om et par årtier overtager Tysklands plads som landet med den største befolkning i Europa. Tal fra EU og OECD viser endvidere, at de nuværende lave fødselsrater kan medføre, at befolkningstallet i Tyskland, Italien samt Spanien og Polen kan halveres over de næste 40-50 år. 
Hvor meget bruges sprogene så som fremmedsprog? Ifølge Eurobarometer er 38 procent af alle borgere i EU i stand til at føre en samtale på engelsk; herefter kommer fransk (12 procent), tysk (11 procent), spansk (7 procent) og russisk (5 procent). 
Med kundskaber i de tre store EU-sprog engelsk, fransk og tysk, som i øvrigt anvendes som arbejdssprog ved europæiske institutioner, dækker man således en stor del af alle EU-borgere, hvortil naturligvis kommer befolkningerne i de lande i EU, hvor de tre sprog er officielle sprog. De tre store europæiske sprog er derfor af central betydning for Danmark. 
Men hvilke ændringer skal man forvente vil ske internationalt som følge af ændringer i magtstrukturen i verden? Overtager kinesisk engelsks rolle? 
Et skøn siger, at cirka 25 procent af verdens befolkning kan udtrykke sig på engelsk. Engelsk tales som modersmål af cirka 7 procent af verdens befolkning, så hvad skyldes denne udbredelse? Hovedsagelig stor økonomisk/politisk samt kulturel og teknologisk indflydelse især fra USA, et stort antal brugere af sproget som modersmål/andetsprog og endelig geografisk udbredelse over flere kontinenter. 
Nogle af disse årsager til det engelske sprogs udbredelse bliver relativt mindre fremover; hvor engelsk for eksempel tidligere totalt dominerede internettet, er dette sprogs udbredelse på denne platform nu næsten halveret i forhold til andre sprog (Internet World Stats). Vil engelsk så miste indflydelse over de næste 20-50 år? 
Engelsk vil sandsynligvis stadig i meget lang tid være det bedste bud på et kommunikationssprog i international sammenhæng, men allerede nu ses en ny tendens dukke op, nemlig en styrkelse af meget store regionale sprog, hvor denne delvis kan ske på bekostning af engelsk.

En ny verdensorden? 
Inden for de seneste år er der oprettet grupperinger af lande, som kan udfordre vestens, herunder USA’s, magt. Der er blandt andet tale om sammenslutningen af BRICS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), som repræsenterer over 40 procent af verdens befolkning, og som nu er i færd med at oprette en udviklingsbank som modvægt til Verdensbanken. På deres topmøder bruges sprogene engelsk og kinesisk samt portugisisk og russisk. 
For nogle år siden blev samhandelsorganisationen Celac dannet i Latinamerika som et delvist alternativ til det amerikansk dominerede OAS, Organization of American States. Navnet Celac er en forkortelse af Sammenslutningen af latinamerikanske og caribiske lande på sammenslutningens dominerende sprog i Latinamerika, spansk og portugisisk. Selvom en række små engelsksprogede lande deltager i Celac, har organisationen valgt de to dominerende sprog i Latinamerika som sine officielle sprog. 
Og i efteråret 2012 fremlagde den australske premierminister en plan om sprogkundskaber i ”det asiatiske århundrede”, som det blev kaldt. Inden 2025 skal hvert barn i Australien efter planen kunne kinesisk, hindi eller et andet asiatisk sprog. Det er interessant, at også hindi nævnes, selv om det tales i den ellers stærke engelske bastion Indien. Australiens cirka 20 millioner store befolkning syner jo i denne sammenhæng heller ikke af meget i forhold til de milliardstore nabolande. 
En ny verdensorden kan således erstatte engelsksproget hegemoni med en situation, hvor regionalt meget store sprog spiller en rolle enten som dominerende i regionen eller i visse tilfælde sammen med engelsk. 
Det betyder, at en række store sprog, primært med regional forankring, har en klar dominans i de dele af verden, hvor de ligger. Det drejer sig om russisk i Rusland samt i mange af dets nabolande, spansk og portugisisk i Sydamerika, engelsk og spansk i Mellem- og Nordamerika, engelsk og fransk i Afrika, arabisk samt eventuelt engelsk og fransk i de arabiske lande, kinesisk og hindi samt engelsk i Asien. 
I Europa er det – ud over engelsk – tysk og fransk. Med en stærkere økonomi og selvbevidsthed i mange af vækstlandene vil disse store regionale sprog lægge et pres på engelsk, og skal man opholde sig i en region som andet end turist, vil det være nødvendigt at kende til disse sprog. At de samtidig er store internetsprog, bekræfter denne tendens. 
Men i forhold til disse sprog har engelsk den fordel, at det som det eneste sprog har en udbredelse af en vis volumen på næsten alle kontinenter, og det har lange udsigter, før der kommer et nyt internationalt kommunikationssprog i stedet for engelsk.

Opmærksom på udvikling 
Vi skal i Danmark være opmærksomme på den sproglige udvikling, som er i gang verden over, og for eksempel styrke de kinesiske områdestudier, som allerede nu udbydes i gymnasiet. Vi skal også gerne udvide til andre vækstområder. Men det er vigtigt at vægte de regionale sprog højest, som ligger i den del af verden, som vi bor i. Det er og bliver vores grundvilkår, at Danmark er placeret i Europa. 
Uden flere fremmedsproglige kompetencer kommer man ikke langt, hverken i vores egen region, i Europa eller i den øvrige globaliserede verden. Derfor skal vi lære verdens store regionale sprog, men det er vigtigt, at vi fortsat satser på de tre sprog, som også de næste 20-50 år vil være de store sprog i Europa: Engelsk, fransk og tysk.

OM Hanne Leth Andersen og Lars Damkjær

Hanne Leth Andersen 
– professor og prorektor ved Roskilde Universitet, forsker i sprog-didaktik, uddannelseskvalitet og universitetspædagogik.

Lars Damkjær - lektor 
ved Solrød Gymnasium, fagkonsulent i romanske sprog 1995-2005. Siden 2004 inspektør ved Europaskolerne.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater