Mens biologi- og naturgeografilærerne er kede af, at regeringen foreslår, at kemi på C-niveau bliver et obligatorisk fag i gymnasiet, er kemilærerne glade.
Læs: Biologi- og naturgeografilærere ærgrer sig over udspil
”Det vil give mange elever et godt fagligt afsæt for at vælge kemi på B-niveau og være en fordel i forhold til de videregående uddannelser, hvor kemi enten er et krav eller et godt supplement,” siger formand for kemilærerforeningen Johanne Jensen.
I dag skal alle elever afslutte fysik på C-niveau og derudover vælge to ud af de tre naturvidenskabelige fag kemi, biologi og naturgeografi på C-niveau.
Med kemi C som obligatorisk fag presses biologi og naturgeografi som fag. Derimod bliver kemi styrket.
Færre har kemi C
De seneste tal fra UNI C viser, at der er sket et fald i elever, som har kemi C – fra 44 procent i 2007 til 28 procent i 2013.
”Vi ser med tilfredshed, at kemi C igen bliver styrket i stx,” siger Johanne Jensen, der dog mener, det kan blive en udfordring at skaffe nok kemilærere til at undervise de mange gymnasieelever.
Johanne Jensen er ikke bekymret for, at nogle elever vil blive skræmt væk fra gymnasiet, når de nu både skal have fysik og kemi.
”Læreplanen giver gode muligheder for at lave temaundervisning, som også kan imødekomme de elever, som ikke er naturvidenskabeligt orienterede,” siger hun.
Læs: Få det fulde overblik over regeringens planer for gymnasiet
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode