“Jeg vil bare gerne tilbage til gymnasiet”

Hun havde det godt på fornemmelsen. Afskedigelserne var blevet varslet. Men da mailen tikkede ind klokken 20 en decemberaften for tre år siden, blev hele Hanne Timm Broengs identitetsgrundlag revet væk under hende.

Nu var hun ikke gymnasielærer længere.

Hun vendte ikke tilbage for at sige farvel til kolleger, elever eller selve skolen.

Fra den ene dag til den anden var det slut med at undervise i musik og dansk på Midtsjællands Gymnasium for den dengang 57-årige Hanne Timm Broeng.

“Jeg skulle til samtale med ledelsen på skolen dagen efter. Min mand kørte mig, mens jeg lå under et tæppe på bagsædet og græd. Jeg kunne simpelthen ikke gå ind på skolen igen. Jeg har ikke været der siden,” siger Hanne Timm Broeng.

Som det knudrede kastanjetræ i skolegården havde hun slået rod på Midtsjællands Gymnasium igennem 24 års arbejde.

Hun kørte hver dag 80 kilometer frem og tilbage for at undervise og formidle glæden ved musik og litteratur til sine elever. Eksamen var den bedste tid på året, for her fik elever og lærere lov til at vise deres værd.

“Jeg elskede mit arbejde. At følge årets gang på skolen og eleverne. Det var en stor glæde, og jeg savner det helt vildt. Afskedigelsen har sat sig dybe spor, og jeg kommer mig nok aldrig helt over det,” siger Hanne Timm Broeng.   

Mere end mit arbejde
Hjemme i stuen står der bøger fra gulv til loft, og med det sorte flygel foran danner litteraturen og musikken et trygt tilflugtssted for Hanne Timm Broeng, når tristheden tager over.

Efter afskedigelsen den vinterdag i 2015 var det svært for hende at samle selvtilliden op fra gulvet, når hun skulle skrive en god jobansøgning.

Det første skridt på vejen mod at rejse sig igen var psykologtimer, som Hanne Timm Broeng fik bevilliget igennem Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

Det hjalp at få vendt tankerne med en professionel. For som hun selv beskriver det, så blev hun ekstraordinært ked af det over at blive afskediget.

Hos psykologen var det Hanne Timm Broeng, som var elev, og her indeholdt pensum én bestemt læresætning: Du er mere end bare dit arbejde.

“Det er ikke kun undervisningen, som definerer, hvem jeg er. Jeg har jo stadigvæk min musik, mine bøger og min familie og venner. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg er meget mere end mit arbejde, og så begyndte jeg at leve mit liv igen,” siger Hanne Timm Broeng.

For gammel til gymnasiet
I dag er lejligheden i Klampenborg til salg. Pensionsindbetalingen er stoppet. Pengene er få.

Men værst af alt har hun ikke fået en stilling som gymnasielærer efter to år på dagpenge og over 200 ansøgninger.

Alle undervisningsstillinger med en snert af musik og dansk er blevet søgt, og hun har også søgt andre jobs som eksempelvis handicaphjælper.

Hanne Timm Broeng er ikke i tvivl om, at hendes 59 år spiller en kedelig rolle i jobjagten.

“Min alder er i mod mig. Det er min oplevelse at flere rektorer er bange for at ansætte ældre medarbejdere. Måske fordi vi tør stå ved vores mening, også hvis vi er uenige med ledelsen,” siger hun og tilføjer efter en længere tænkepause:

“Men i en historieløs tid hvor alting går så stærkt, og alt ændres hele tiden, så er det netop de ældre og erfarne lærere, som eleverne har brug for. Det er så vigtigt, at eleverne oplever flere forskellige aldersgrupper af lærere. De ældre har masser at bidrage med.”

Det er ikke lykkedes at finde et job på et gymnasium endnu.

Hanne Timm Broeng har gået til kurser i at skrive den gode ansøgning og præstere godt til jobsamtalen. Hun har smagt på hele buffeten nede i A-kassen.

Derfor er det også mere frustrerende, når endnu en mail med ordlyden “Tak for din ansøgning. Vi må desværre meddele dig, at stillingen er besat til anden side.” tikker ind i indbakken.

Glæden ved at arbejde med mennesker
30 timer om ugen til 16.800 kr. brutto. Det er rammerne for Hanne Tim Broengs arbejdsliv nu.

I august måned udløb retten til dagpenge, og i dag er hun seniormedarbejder på en aflastningsafdeling for blandt andet demente borgere på Rygårdcentret i Gentofte.

Et job som hun i begyndelsen var kritisk overfor. Specielt fordi den lave løn er skyld i, at de må sælge lejligheden og flytte langt væk fra det kvarter, som har dannet rammen for børnenes opvækst.

Men den kritiske attitude er forduftet, og frem er vokset en glæde for arbejdet med de ældre borgere.

Specielt fordi Hanne Timm Broeng har taget sin elskede musik med på arbejde, hvor hun ofte spiller klaver og synger med borgerne.

Hanne Timm Broeng har spillet klaver hele sit liv. Derfor er det også en stor glæde, at hun kan tage musikken med på sit nye job. 

“Ligesom i gymnasiet får jeg lov til at arbejde med relationer. Jeg taler med borgerne og de pårørende, og jeg spiller klaver for de demente. Når en dement borger uden et sprog, pludselig begynder at synge, så giver det hele mening igen,” siger Hanne Timm Broeng.

Som arbejdsløs følte hun, at hun tilhørte en restgruppe i samfundet. Dem, de andre ikke vil lege med.

I seniorjobbet er der pludselig kolleger, som siger godmorgen, og Hanne Timm Broeng føler, at der igen er nogle, som har brug for hende.

“Jeg bliver respekteret, og jeg gør en forskel for borgerne. Det betyder alverden for mig,” siger Hanne Timm Broeng.  

Demente borgere er mere umiddelbare med deres følelser. Der er ikke det samme filter, som eksempelvis gymnasieelever kan have, fortæller hun.

Derfor tror Hanne Timm Broeng også, at hvis hun får et job på et gymnasium igen, så bliver det som en bedre lærer.

Netop fordi hun igennem sit seniorjob har opbygget en større tolerance og er blevet bedre til at håndtere alle slags følelser.

“Jeg søger stadig job i gymnasiet, og jeg håber virkelig, at jeg kommer til at arbejde som lærer igen. Det er der, jeg hører hjemme,” siger Hanne Timm Broeng.