Artikel
Jacob Fuglsang: Min gymnasietid
fuglsang_sh

Jacob Fuglsang: Min gymnasietid

Lærernes engagement og energi var for Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang altafgørende.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
”Jeg husker bedst, at der var en oplevelse af nye emner, som jeg blev meget interesseret i og mere nysgerrig omkring. Derudover oplevede jeg det som en rigtig god periode, både fagligt og socialt. Jeg gik i en sproglig, samfundsfaglig klasse og husker det som en skæg og sjov tid. Jeg var dog glad for, at jeg havde valgt at tage 10. klasse med, da jeg følte, at jeg havde lidt mere ro på bolden i forhold til nogle af mine andre klassekammerater. Mange af dem ville nok sige, at jeg var en stræber, som var rimelig aktiv i gymnasiet. Men samtidig var jeg også meget aktiv socialt til fester, blandt andet fordi jeg havde et fritidsjob på et af byens værtshuse. Det havde igen noget at gøre med, at jeg havde gået i 10. Klasse og derfor havde overskud til at både være med fagligt og socialt.”

Hvad husker du især fra undervisningen?
”Jeg havde en klar fornemmelse af, at niveauet var røget op. Især var lærerne fagligt stærkere, hvilket for mig var bærende i gymnasiet. Derudover forsøgte man sig meget med gruppearbejde, hvilket ikke altid fungerede lige så godt. Jeg kan huske, at jeg tit havde en oplevelse af, at det hurtigt blev til noget spildtid, da jeg følte, at lærerne ikke var så gode til at organisere det. Det var først, da jeg startede på RUC, at jeg fandt ud af, at gruppearbejde sagtens kunne være langt mere ambitiøst og givende, end det jeg havde oplevet i gymnasiet. Energien var der sjældent og afhængig af, hvem man kom i gruppe med, gik det ofte op i hat og briller.”

Var der en lærer, der betød noget særligt for dig?
”Især i fagene dansk, geografi og historie havde jeg nogle meget dygtige lærere, der virkelig gjorde mig nysgerrig på, hvordan verden var skruet sammen. Min geografilærer var enormt energisk og brændte for sit fag. Dansk var dog mit yndlingsfag, hvor jeg præsterede bedst. Jeg har altid interesseret mig for dansk litteratur, analyse af tekster og litteraturhistorie. Vi havde en rigtig dygtig lærer, der hed Vibeke Rosenmeyer. Hun tog mange nye ting ind i undervisningen, for eksempel dagen efter at Olof Palme var blevet myrdet, kan jeg huske, at hun satte en dansktime af til at diskutere det. På den måde gjorde hun det lidt anderledes.”

Er der en særlig episode, du vil fremhæve?
”Specielt det sociale fyldte meget i gymnasietiden. Jeg husker, at vi som klasse tog på en hyttetur, som vi selv havde arrangeret. Men noget af det, der gav mig meget, var, at vi på Stenhus Gymnasium havde en tradition for at opføre teaterstykker. Jeg havde blandt andet en rolle i 3.g, hvor vi opførte ”Sebastian og Skatteøen”. Da havde vi også en rigtig dygtig lærer til at instruere. Det var en meget lærerig og sjov oplevelse at opføre sådan en musical for et stort publikum.”

Hvad var det bedste og værste ved at gå i gymnasiet?
”Det bedste var afgjort, at der var en følelse af et ambitiøst niveau, og at der var lærere, der virkelig brændte for deres fag. Man fik rigtig meget ud af at opleve deres begejstring for at undervise. Mens det værste derimod var de uheldige tilfælde, hvor det virkede som om, at læren ikke gad at undervise. Det resulterede i, at der var mangel på energi og gejst i undervisningen. Men det fremherskende fra min gymnasietid var helt sikkert, at jeg oplevede det som et godt og rart sted at være. To ting, som jeg i hvert fald synes, at gymnasiet skal efterlade eleverne med, er selvdisciplin og nysgerrighed, hvilket jeg føler, at mit gymnasium gav mig. Hvis ikke man får det med fra gymnasiet, så har det ikke leveret sin opgave og dannet en god baggrund for at tage en videregående uddannelse.”

Har din gymnasietid haft indflydelse på det, du laver i dag?
”Ja, i utrolig høj grad. Dels fik jeg det gennemsnit, jeg skulle have for at komme ind på RUC, der dengang krævede et meget højt snit. Specielt min nysgerrighed blev skærpet gennem min gymnasietid – hvilket har været drivkraften i alt, jeg har lavet siden. Det er det, jeg kalder en lidt ustruktureret nysgerrighed, hvor man er nysgerrig og interesseret i nærmest alle de problemstillinger, man kaster sig over. Det har jeg haft stor glæde af. Derudover var i hvert fald min historielærer helt afgørende for, at jeg valgte historie som det andet fag, jeg læste på RUC. Det var netop på grund af den måde, han underviste på, og det engagement, han følte for faget. "

Serie om gymnasietiden

Hvad har gymnasiet betydet for dig?
Gymnasieskolen starter en serie, hvor vi blandt andet spørger forskellige forfattere, forskere og politikere om deres gymnasietid.
Se de øvrige artikler her 

Jakob Fuglsang

  • Uddannelsesredaktør på Politiken. 
  • Har derudover været ansat på Information og Weekendavisen samt i Undervisningsministeriet, hvor han var pressechef.
  • Uddannet cand. comm. med speciale i historie på RUC.
  • Student fra Stenhus Gymnasium i Holbæk i 1988.

 

 

 

Gymnasiepraktikant

Artiklen er skrevet af Simone Øbing-Jørgensen fra Ørestad Gymnasium, der har været i praktik på Gymnasieskolen i denne uge. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater