Artikel
”Ja, det bliver svært for VUC”
mattias_tesfaye-fotograf_steen_brogaard

”Ja, det bliver svært for VUC”

Mattias Tefaye fra Socialdemokratiet erkender, det bliver svært for VUC at skære 138 millioner kroner allerede i 2016. Undervisningsministeren mener dog, ”det er muligt.”

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Indkøb af nye maskiner til erhvervsuddannelserne. Det er grunden til, at direktører og bestyrelser på en række VUC-centre i øjeblikket har meget travlt med at finde plads i budgettet til nedskæringer i 2016.

Allerede i 2016 skal VUC-centre, som udbyder fjernundervisning, aflevere 138 millioner kroner til at finansiere en del af erhvervsuddannelsesreformen.

”Jeg anerkender, det bliver svært. Når vi accepterer denne nedskæring, handler det om, at det var forudsætningen for at kunne købe nye maskiner på en række erhvervsskoler. Det kan de selvfølgelig være skide ligeglade med på VUC, men det er jeg ikke,” siger Socialdemokraternes ordfører for erhvervsuddannelserne om baggrunden for, at VUC allerede i 2016 skal spare 138 millioner kroner.

Flytter mange penge
Partierne bag erhvervsuddannelsesreformen – alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten og Alternativet –  har lavet en ny taxameteraftale, som flytter over 400 millioner kroner fra gymnasiale uddannelser til erhvervsuddannelserne. Blandt andet mister stx 235 millioner kroner i taxametertilskud i 2017.

Partierne har også indført et særskilt taxameter for fjernundervisning, som altså allerede i 2016 betyder et indtægtstab på 138 millioner kroner for VUC. Som Matias Tesfaye forklarer, skal disse penge blandt andet gå til en særlig pulje, der gør det muligt for erhvervsskolerne at købe nye maskiner.

Læs: VUC i chok over nedskæringer

Formanden for Lederforeningen for VUC, Verner Rylander-Hansen, kritiserer politikerne for at give en så kort frist til at finde de mange penge.       

”Det tager lang tid at skære ned. Mange af vores aktiviteter er jo planlagt frem til august næste år,” siger han.

Gynger og karuseller
Mattias Tesfaya erkender, at det bliver meget svært alene at hente pengene ved at skære i fjernundervisning.

”Ja, det er en nedskæring, og det bliver svært, det siger jeg med åben pande. VUC kan ikke hente pengene alene på fjernundervisning, men må bruge princippet med gyngerne og karrusellerne og hente penge på andre aktiviteter. Og så er VUC alt andet lige en af de mere velpolstrede uddannelser,” siger Mattias Tesfaye.

Ifølge en rapport fra Undervisningsministeriet giver fjernundervisning mellem 35 og 40 millioner kroner i overskud om året. Det tal gælder for alle institutioner, som udbyder fjernundervisning – for eksempel også SOSU-skoler.

Et af forligspartiernes argumenter for at lave et særskilt og lavere taxameter for fjernundervisning er, at institutionerne ikke længere skal have bygningstaxameter.

”Muligt at spare allerede næste år”
Det har ikke været muligt at få et interview med Ellen Trane Nørby. I en mail argumenterer hun dog for nedskæringen på fjernundervisning:

”I dag modtager institutionerne samme tilskud for elever i fjernundervisning som i traditionel undervisning, selv om eleverne ikke på samme vis fysisk er til stede på undervisningsstedet og trækker på faciliteter, undervisning med mere. Den analyse, som den tidligere regering gennemførte af omkostningerne ved fjernundervisning, viste, at sektoren har et stort overskud på fjernundervisning. Det er derfor aftalekredsens vurdering, at det er muligt at spare allerede næste år.”

 

 

      

Så meget skal VUC spare

Fra 1. januar laves der er særskilt taxameter for fjernundervisning. Det betyder en nedskæring for VUC på 138 millioner kroner, men nedskæringen berører kun centre med fjernundervisning.

Bygningstaxameteret nedsættes for alle ungdomsuddannelser fra 2017. For VUC betyder det en nedskæring på 16 millioner kroner.

I 2017 mister VUC derudover 62 millioner kroner på ordblindeundervisning for voksne.

Derudover skal VUC skære to procent om året i de næste fire år. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater