Ingen alder

I 1954 blev Asger Baunsbak-Jensen valgt til formand for Radikal Ungdom. Vi gentager årstallet: 1954. Ganske få år efter 2. verdenskrigs afslutning. Han var 22 år.

I april 2012 fyldte Baunsbak-Jensen 80. En af hans gode venner og samtalepartnere er Folketingets yngste medlem for tiden, Jeppe Mikkelsen, 21 år. Mentor og mentee fra Radikale Venstre, ringen sluttes. For Asger Bauns­bak-Jensen er netop samtalen en af de vigtigste handlinger, der foregår mellem mennesker. Efter flere årtier som sognepræst i Farum har han rendyrket evnen til at tale med andre, dele erfaringer, åbne op. I sin seneste bog 80 – et lille krystalklart vidnesbyrd om at blive gammel, om at leve ordentligt – handler et af kapitlerne om disse ”frokostsamtaler”: ”Jeg lever i frokoster. Ikke af frokoster, men i frokoster. Jeg har mit faste bord på Kanal Caféen på Frederiksholms Kanal, hvor jeg er kommet i 44 år. Sidste år blev det til over 30 frokoster på tomandshånd. To er at foretrække. Det giver fortrolighed, og det er en uudtalt lov, at man ikke refererer videre fra disse frokostmøder”.

Asger Baunsbak-Jensens cv indgyder nærmest ærefrygt. Allerede i 1953 tog han fat som folkeskolelærer og nåede også at være forstander på en efterskole, inden han kastede sig over en karriere som undervisningsdirektør for folkeskolen, seminarer og folkeoplysningen i Undervisningsministeriet. Som 49-årig skiftede han livsbane og slog sig ned som præst i Farum, hvor han stadig fører et aktivt liv – blandt andet med en daglig firekilometers gåtur langs Farum Sø.

Gennem alle årene har han haft et sideløbende politisk virke: Medlem af Radikale Venstre i en menneskealder, landsformand for partiet i adskillige år – for ikke at glemme folketingsmedlem i flere omgange. Første gang som 26-årig.

Her er med andre ord en mand, der har noget at have det i. Asger Baunsbak-Jensen kan tale med om udviklingen i samfundet, ikke mindst på undervisningsområdet:

”Jeg er jo gammel skolemand,” siger han. Man kan næsten høre ham sætte punktummet i den sætning.

Men Baunsbak-Jensens ærinde er på ingen måde at belære ungdommen, at patronisere – eller at fremhæve ældre frem for yngre. Faktisk bliver han lidt irriteret, hvis han stilles over for spørgsmålet, om nutidens ministre ikke er alt for unge, for eksempel skatteministeren. Han betegner det som ”gammelmandsvrøvl”. Han mener, at unge og gamle har de samme forudsætninger for at lykkes på arbejdsmarkedet. Hvis bare de duer til noget og vil noget. Om gymnasielæreres udfordringer siger han:

”De sidste 10 år har der været en effektivitetsbølge – ny lovgivning, nye reformer griber ind i det kulturelle og pædagogiske på mange planer. Det siger sig selv, at der er stor forskel på en 26-årig adjunkt og en 64-årig gymnasielektor. Men jeg er ikke optaget af lærernes alder, for springet ned til den 17-årige elev, som sidder med sin computer, er vældig stort for dem begge. Den 26-årige har nøjagtig de samme udfordringer som den 64-årige.”

Et skelet af viden

Ikke at det er teknikforskrækkelse, der plager Asger Baunsbak-Jensen. Han har selv anskaffet sig en iPad og bruger den flittigt som opslagsværk.

”Jeg sidder jo ikke med encyklopædien. Det er omsonst at modsætte sig udviklingen,” siger han.

”Gymnasielæreren i dag skal se sig som pioner. Han eller hun er blandt de første, der skal undervise og opdrage unge født med computeren. Den teknologiske bølge revolutionerer verden i bølger, sådan er det, men det er første gang, vi oplever det så voldsomt som nu. Vi ved ikke, hvad det gør ved mennesker.”

”Jeg bekymrer mig om sammenhængsfornemmelse. Mit barnebarn på 16 for eksempel, han behersker engelsk i en helt utrolig grad, fordi det er computersproget, men det er brokker af engelsk, han har lært, ikke et skelet af viden. Og det er underviserens opgave at samle skelettet for de unge. Det kan en ung lærer såvel som en ældre gøre.”

Igen bringer Asger Baunsbak-Jensen begrebet samtale på bane, nærværet. Den stålsatte evne til at nå ind til et andet menneske og udvikle det.

”Hvis man for eksempel underviser i historie eller samfundsfag og skal formidle murens fald for en gymnasieklasse, så nytter det ikke noget, at de kun sidder med deres elektroniske udstyr. De er født efter 1990 og aner ikke noget om den kolde krig, de kan ikke sætte den i sammenhæng. Så siger man: Nu lukker I computeren, og så bygger jeg en ramme op for jer, et skelet, I kan bygge videre på. Det afgørende er, at man kan komme i kontakt med de unge, så de modnes – også på en anden måde end den faglige.”

Hersk over teknologien

Asger Baunsbak-Jensen finder et essentielt ord frem: Livsklogskab. Noget, han mener, mange mangler og i den grad har brug for i jobsituationer og i privatlivet. Han har – som præst, men også via sin tidligere position i Det Etiske Råd – beskæftiget sig med de psykiske problemer, et moderne menneske kan få. Det er også blevet til flere bøger fra hans hånd om stress og depression.

”Vi skal opdrage ungdommen til at være livskloge. Vi skal have livsklogskaben frem i undervisningen. Jeg har samtaler med mange mennesker, som har store problemer med at tackle tilværelsen. De er ikke livskloge, de er informationsoveranstrengte. Det er et sygt samfund, som demokratisk diskuterer arbejdstid, når vi ikke gør folk kloge nok til at administrere ny teknik. Informationssamfundet er fantastisk hårdt ved vores hjerner og sjæl.”

”Mit råd til en gymnasielærer i dag er: Hold livsnødvendige pauser. Læg mobilen væk, lad være med at svare på e-mails uden for arbejdstid. Der skal være perioder i løbet af dagen, hvor du hersker over teknologien og ikke omvendt. Den, der ikke overholder disse regler, mister overblikket.”

I bogen 80 berører han også den psykiske ubalance, arbejdslivet kan udløse: ”Nu fylder arbejdet alt. Ikke kun arbejdet for det daglige brød. Men noget langt mere omfattende og dyberegående. At blive bekræftet og atter bekræftet. Derved svier smerten ved at være uden arbejde sådan, at det brænder et menneske op indefra. Alt er arbejde. Skolen er arbejde, og forældrene venter så meget”.