I undersøgelsen siger 44 procent af lærerne, at kvaliteten af deres egen undervisning er faldet efter OK 13 trådte i kraft. Tre procent siger, at den er steget. Samtidig siger 25 procent af lærerne, at elevernes læring er blevet mindre i samme periode. En procent siger, at den er blevet bedre.
Mindre tid til forberedelse
Undersøgelsen viser også, at 35 procent af lærerne bruger mindre tid på forberedelse, mens 15 procent bruger mere. 24 procent af lærerne siger, at de sparrer mindre med deres kolleger, mens 17 procent siger, at de sparrer mere.
En lærer skriver f.eks. at hun ”helt klart har fået flere undervisningstimer, hvilket betyder, at det er meningen, at jeg skal bruge mindre tid på forberedelse. Jeg mener ikke, at jeg plejer at "overforberede", så jeg skal i praksis nå mere end tidligere.”
Fra en anden lærer lyder det, at han ”er mindre kreativ og mere 'stram' i sin forberedelse, idet jeg er meget tids-bevidst,” mens en tredje skriver: ”Jeg har heller ikke tid nok til at lave nye forløb. Det bliver til genbrug og manglende innovation. Jeg kan heller ikke imødekomme elevernes ønsker i samme grad.”
Bekymring på Borgen
De tal vækker bekymring hos Rosa Lund, der er uddannelsesordfører hos Enhedslisten:
”Den langsigtede konsekvens er, at vores gymnasieelever bliver dårligere. Alle kræver, at vi skal konkurrere mod kineserne, men det kan vi ikke, hvis undervisningen bliver dårligere.”
Det er Annette Nordstrøm Hansen, der er formand i GL, enig i:
”Vi har set en lang række gymnasier, der har brugt overenskomsten til at lave besparelser, primært på forberedelsen. Men det er klart, at man ikke kan skære på forberedelsen, uden at det går ud over kvaliteten. Hvis man vil fortsætte i det spor, så kommer det til at se rigtig alvorligt ud,” siger hun.
Hverken Moderniseringsstyrelsen eller Undervisningsministeriet har ønsket at kommentere på undersøgelsen.
Du kan læse meget mere om Gymnasieskolens nye store undersøgelse i januar-udgaven af bladet – læs den elektroniske udgave her
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode