Hun er mere end halvvejs gennem pædagogikum – og stadig frustreret

Når Helene Elbæk tænker tilbage, er hun ikke i tvivl. Syv måneders pædagogikum har forandret hende som lærer.

”Der er ingen tvivl om, at der er sket noget. Jeg er en anden lærer nu,” siger Helene Elbæk, der er i pædagogikum på Kolding Gymnasium.

I de seneste par måneder er det især mødet med to nye vejledere, der har betydet noget for hendes udvikling som lærer.

”Mine to nye vejledere er mere ’løse’ og lægger mere ud til eleverne end mine tidligere vejledere. At slippe kontrollen er netop noget af det, jeg arbejder på at blive bedre til,” fortæller Helene Elbæk, der har givet gymnasieskolen.dk lov til at følge hende, mens hun er i pædagogikum.

Hun arbejder også på at blive bedre til at skrive gode noter på tavlen og skabe en klar ramme for modulerne, så eleverne ved, hvad der skal ske.

De tre ting er de fokuspunkter, hun i november fik fra sine to tidligere vejledere og den tilsynsførende fra ministeriet. Og hun synes selv, at det går i den rigtige retning.

”At slippe kontrollen er stadig det, jeg har sværest ved. Jeg er begyndt at acceptere, at jeg ikke behøver at have styr på det hele. At det er eleverne, der skal kunne tingene. Det har taget lidt af presset. Omvendt clasher det med min personlighed, for jeg kan godt lide at have en plan og have styr på tingene.”

På Kolding Gymnasium er det praksis, at man skifter vejledere midtvejs i pædagogikum. Helene Elbæk synes, det er hårdt, men hun er først og fremmest glad for det. Det er, når hun underviser i vejledernes klasser og får feedback og ser sine vejledere undervise, at hun lærer allermest.

”Når jeg ser mine vejledere undervise, ser jeg ting, jeg gerne vil lære, men også situationer, hvor jeg ville have gjort noget andet. Jo flere lærertyper, jeg møder, jo klogere bliver jeg på at finde min egen stil,” siger hun.

Læser ikke lektier
Hendes nye vejleder i engelsk har et hf-hold, og det har været en øjenåbner for Helene Elbæk, der hidtil kun har undervist på stx.

På Kolding Gymnasium er undervisningen i engelsk på hf niveaudelt. Vejlederens hold er på det midterste niveau.

”Jeg har tit en klar idé om, hvad vi skal nå i timen, men det holder nærmest aldrig i hf-klassen. Hver gang har størstedelen ikke læst lektier. Der er en eller anden konsensus om, at det er sådan, det er, og at det er okay,” fortæller Helene Elbæk.

”Hvis vi skal arbejde med en tekst, skal jeg afsætte en del af timen til, at de kan læse den. Og bagefter kommer så først hele processen med at forstå teksten,” forsætter hun.

Hendes tidligere engelskvejleder havde en 3.g-klasse på A-niveau, så ”springet kan ikke være større”, som Helene Elbæk udtrykker det.

I sidste skoleår var Helene Elbæk årsvikar og havde blandt andet en 1.g-klasse i engelsk. Her læste stort set alle lektier. Nogle af forløbene fra dengang genbruger hun nu i hf-klassen.

”Men meget af det når vi slet ikke til. Det er ærgerligt. Jo dybere man kommer ned i teksten, jo federe pointer kommer der frem.”

Hun er imponeret over at se, hvordan hendes vejleder formår at trække ”noget ud af ingenting” i de timer, hvor hf-eleverne ”ikke er med”.

Hun har ikke noget imod at undervise på hf fremover, men vil også gerne have en stx-klasse eller to.

”Det bliver for hårdt og kedeligt kun at have hf-klasser. Man kommer sjældent til at lave den undervisning, hvor man kommer op at flyve. Jeg vil savne at nå så langt, at teksten også begynder at blive spændende for mig, fordi eleverne kommer med pointer, jeg ikke selv har tænkt over.”

For meget ”snak og teori”
Det er tre måneder siden, gymnasieskolen.dk sidst mødte den 27-årige pædagogikumkandidat, der nu er over halvvejs i sin pædagogikumtid. Siden sidst har hun været på flere kurser i både fagdidaktik og almen didaktik på Syddansk Universitet. Det er her, den teoretiske del af pædagogikum foregår.

Især det fagdidaktiske kursus i dansk var givende, synes hun.

”Vi sad ved seksmandsborde og skulle skifte bord hver dag, så i løbet af de tre dage fik jeg snakket med en del. Det var en meget bedre oplevelse end fagdidaktik-kurset i engelsk, som var forelæsningsagtigt og overfladisk,” fortæller Helene Elbæk.

Der var ikke kun bedre tid til de forskellige øvelser, spørgsmål og diskussioner, men også til at dele erfaringer fra hverdagen.

”Vi snakkede for eksempel om, hvilke forløb vi var i gang med lige nu og delte dem med hinanden. Og så var det også ekstremt rart at høre, at de havde nogle af de samme udfordringer og frustrationer som mig.”

Lige fra starten har Helene Elbæk kæmpet med at få de didaktiske teorier fra kurserne til at give mening. Hun synes ikke, de passer til virkeligheden ude i klasselokalet. Desuden har hun svært ved at se formålet med nogle af de hjemmeopgaver, de skal lave, og hun savner tid til feedback.

”Sidst fik vi 10 minutter til at evaluere nogle spørgeskemaer, vi havde brugt tid på at lave til elever og fagkolleger. Jeg er med på, at der er læring i selve processen, men i en travl hverdag er det svært at prioritere opgaven, når man ikke kan se meningen med den og desuden har rigeligt arbejde i at få forberedt noget undervisning til næste dag. Og motivationen bliver endnu mindre, når man ved, at man ikke får ordentlig feedback.”

Generelt synes hun, at der har været for meget ”snak og teori” på kurserne og for få konkrete løsninger.

”Det handler meget om, hvorfor vi skal gøre sådan og sådan. Men jeg har stadig mest brug for at få vide, hvordan jeg skal gøre det,” siger hun og fortsætter:

”Det er for eksempel fint nok at tale om, hvorfor det er en god idé at differentiere undervisningen, men jeg har allermest brug for at få nogle øvelser, jeg kan afprøve i klasselokalet på mandag.”

Når det hele bliver lidt for meget, tager hun en snak med sin kursusvejleder. Det er også hos hende, hun læsser af, når hun ikke kan finde vej i de forskellige råd, vejlederne giver hende.

Med de to nye vejledere er der nu dobbelt op på gode råd og måder at undervise på.

”Jeg synes, det er frustrerende at være i pædagogikum. Derfor er det virkelig dejligt at have et sted, hvor jeg kan komme af med mine frustrationer, og hvor der altid bliver lyttet,” siger Helene Elbæk.