Artikel
Helene er begyndt i pædagogikum: ”Jeg er helt klart en learning by doing-type”

Helene er begyndt i pædagogikum: ”Jeg er helt klart en learning by doing-type”

At overvære sin engelskvejleders undervisning. Det er det, 26-årige Helene Elbæk har lært mest af i sine første tre uger som pædagogikumkandidat.

Tekst_ Tina Rasmussen
Foto_ Jesper Voldgaard

”Der er fire øvelser. Gå ud i jeres studiegrupper, og nå så langt I kan. I skal være tilbage klokken 10.25.”

Helene Elbæk har 1.u i engelsk. Det er fredag i august på Kolding Gymnasium. De skal arbejde med kongruens i dag. Nogle bliver i klasselokalet, andre sætter sig ved bordene udenfor.

”Når der er gået 10 minutter, er nogle færdige, mens andre ikke engang er halvvejs. Så hvor meget tid skal jeg give dem? Det er svært, synes jeg,” siger hun, inden hun går rundt mellem grupperne og hjælper.

Helene Elbæk har kun været gymnasielærer i et år. Sidste år var hun årsvikar på Kolding Gymnasium, nu er hun blevet fastansat og er begyndt i pædagogikum. De første tre uger har været vilde, synes hun.

Ud over den almindelige forberedelse og undervisning har hun holdt møder med sin kursusvejleder og sine vejledere i henholdsvis dansk og engelsk. Hun har overværet undervisning i engelskvejlederens klasse og været afsted på tre dages kursus i almen didaktik i Middelfart. Og inden var der lige 200 siders teori, der skulle læses.

”Sidste år havde jeg fem klasser, og det var megahårdt. Men i år bliver det endnu mere presset og intenst,” siger Helene Elbæk, der har givet gymnasieskolen.dk lov til at følge hende, mens hun er i pædagogikum.

Skeptisk før kursus
Kurset i almen didaktik var starten på teoretisk pædagogikum. Det var tre lange dage med undervisning fra morgen til aften og få pauser, fortæller Helene Elbæk.

Hun indrømmer, at hun var lidt skeptisk, da hun tog afsted. Den ene teoribog, de skulle læse i inden, kendte hun nemlig allerede fra universitetet, hvor hun på 9. semester havde et fag, der hed ’undervisning og praktik’.

”Der var nogle af teorierne, blandt andet i forhold til elevtyper, som jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle bruge i praksis – og sådan har jeg det stadig lidt. Men omvendt synes jeg jo også, at det med at have et sprog til at tale om tingene kan noget,” siger Helene Elbæk.

Helt ærligt, det er vanvittigt hårdt at sidde nede i det ene hjørne og tie stille i 90 minutter.
Helene Elbæk, pædagogikumkandidat
Kolding Gymnasium

Hun var langt mere positiv, da hun kørte hjem fra kurset. Det var primært underviserens skyld.

”Hun ville gerne give sin viden videre, og hun var god til at skabe variation, så teorien blev blandet med cases og praktiske øvelser. Indimellem gik det måske lige lidt for hurtigt, jeg fik i hvert fald ikke alle pointer med,” siger Helene Elbæk.

Der blev kastet mange pædagogiske og didaktiske begreber op i luften, men flere af dem skulle de ikke arbejde med endnu, og så kom det til at virke lidt overfladisk, synes hun.

Hun synes, det er svært at sige, hvad hun har lært på kurset, før hun har afprøvet tingene i virkeligheden.

”Jeg har brug for at få omsat det almendidaktiske input, jeg har fået, i noget praksis. Først der bliver det til mere end begreber – jeg er helt klart en ’learning by doing-type’,” siger hun.

Helene Elbæk er den eneste pædagogikumkandidat på Kolding Gymnasium i år. Derfor nød hun at møde alle de andre på kurset, og faktisk synes hun, at det er erfaringsudvekslingen med dem, hun har fået mest ud af.

”Jeg er en lille smule alene her på gymnasiet. Mine kolleger er utroligt søde og rigtig gode til vidensdeling, men det er bare virkelig dejligt at være sammen med nogle, der er i samme situation som mig,” siger hun.

De fleste på kurset havde flere års erfaring som lærer – det overraskede hende.

”Mange er gået fra vikarjob til vikarjob i flere år. Jeg føler mig helt vildt heldig over, at jeg er kommet i pædagogikum så hurtigt.”

Bider mærke i kontrasterne
Selvom der kun er gået tre uger, har Helene Elbæk allerede overværet undervisningen i sin engelskvejleders klasse fire gange.

”Helt ærligt, det er vanvittigt hårdt at sidde nede i det ene hjørne og tie stille i 90 minutter. Jeg bliver ivrig efter at nå til den litterære pointe, vi er på vej hen imod, og får lyst til at række hånden op og svare. Og så har jeg tusind spørgsmål til min vejleder om de valg, hun træffer,” siger hun og griner.

Undervejs lægger hun både mærke til, hvad hendes vejleder gør, og hvordan eleverne reagerer i forskellige situationer. Hun noterer ned, hvad der fungerer godt, og hvad der undrer hende, og så taler de om det efterfølgende.

”Jeg bider mest mærke i kontrasterne. Når hun gør noget, der adskiller sig fra min måde at undervise på. Forleden splittede hun sin klasse op. Det havde jeg ikke prøvet, men allerede samme uge prøvede jeg det af i en af mine egne klasser.”

Jeg svedte helt vildt – det var som at være til eksamen.
Helene Elbæk, pædagogikumkandidat
Kolding Gymnasium

Helene Elbæk har allerede lagt mærke til noget, som hendes vejleder er rigtig god til, og som hun håber at lære.

”Jeg kan godt blive lidt ivrig. Jeg ved, hvilken pointe jeg vil hen til, og så må det godt gå lidt hurtigt. Min vejleder er meget mere afdæmpet. Hun ved også, hvilken pointe hun vil frem til, men det foregår i elevernes tempo,” fortæller Helene Elbæk og tilføjer:

”At jeg ser hendes undervisning, og hun ser min, og vi snakker om det bagefter, er det, jeg har lært mest af indtil videre. Det er en meget direkte måde at få nogle brugbare værktøjer på.”

Tryghed i grammatik
Sidste gang overtog hun undervisningen i de sidste 20 minutter af modulet. Til stor overraskelse for hende selv var hun ikke nervøs over at skulle undervise foran en erfaren kollega.

”Der var måske lidt fumlen, da vi skiftede computer, så det, jeg havde forberedt, kunne komme op på tavlen. Men lige så snart det var i orden, føltes det helt okay. Jeg tror, det hjalp mig, at jeg skulle undervise i grammatik, som er det, jeg allerbedst kan lide. Det var der noget tryghed i,” fortæller Helene Elbæk.

”Samtidig er det også en virkelig god klasse, hvor eleverne er med og gerne vil svare. Det gør det meget nemmere.”

Hun kan tydeligt huske sin allerførste undervisningstime sidste år.

”Jeg svedte helt vildt – det var som at være til eksamen. Faktisk havde jeg det på samme måde inden min første time i år, selvom det var med 2.c, som jeg kendte fra sidste år. Men lige så snart jeg gik ind ad døren, og vi fik sagt godmorgen til hinanden, forsvandt min nervøsitet heldigvis.”

Når hun næste gang skal ind i sin engelskvejleders undervisning, har de aftalt, at hun skal undervise så meget af modulet, hun har lyst til.

”Hun har lovet, at hun har noget med som ’buffer’, hvis jeg nu ikke kan fylde al tiden ud,” fortæller Helene Elbæk.

I starten af september skal hun for første gang med ind i sin danskvejleders undervisning, og få uger efter er det tid til det første kursus i fagdidaktik.

Om Helene Elbæk

  • Underviser i dansk og engelsk og er i pædagogikum på Kolding Gymnasium.
  • Årsvikar på Kolding Gymnasium i 2021-2022.
  • Cand.mag. i dansk og engelsk fra Syddansk Universitet i 2021.

Ny serie: I pædagogikum

Hvordan er det at være pædagogikum? I et år følger gymnasieskolen.dk Helene Elbæk, der er pædagogikumkandidat på Kolding Gymnasium.

Kommentar til artiklen
  1. “At overvære sin engelskvejleders undervisning. Det er det, 26-årige Helene Elbæk har lært mest af i sine første tre uger som pædagogikumkandidat.”
    Det kaldes mesterlære.
    Kan fortælle efter 30 år som gymnasielærer – det virker også på eleverne.
    Selvom nyere pædagogiske trend prøver at glemme det.

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater