Små VUC-afdelinger uden for de større byer er nødt til at oprette små hf-enkeltfagshold for at fastholde eleverne. De små hold giver dog isoleret set underskud og presser VUC’s økonomi voldsomt.
Til gengæld bliver der også oprettet store hold på nogle VUC-afdelinger blandt andet for at hente nogle af de tabte penge tilbage, som de små hold koster.
En ny undersøgelse af størrelsen på hf-enkeltfagshold viser, at VUC-sektoren står med store udfordringer med at få økonomien til at hænge sammen på hf-enkeltfag.
Undersøgelsen fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) viser, at de 10 afdelinger, der i gennemsnit har færrest elever på holdene, i 9 ud af 10 tilfælde ligger i udkantskommuner. Gennemsnittet for de 25 procent mindste hold er på 10 elever. Det tal skal dog tages med et forbehold, da nogle små hold køres som parallelhold.
10 elever og derunder
På mange hold på VUC er der dog ikke desto mindre god plads i lokalerne. Mange hold har 10 eller endnu færre elever, viser opgørelsen, som bygger på indberetninger fra tillidsrepræsentanter fra 20 VUC’er fordelt på 40 afdelinger.
Undersøgelsen viser også, at der i den anden ende af skalaen er meget store hold på 30 elever og derover. På de 25 procent største hf-enkeltfagshold er gennemsnittet på lidt under 30 elever.
Formand for GL’s arbejdspladsudvalg Kåre Blinkenberg mener, at undersøgelsen viser, at VUC er meget udfordret efter flere års nedskæringer. Det gør kun ondt værre, at der mange steder i landet ikke er nok elever til at lave nogenlunde store hold på hf-enkeltfag.
“Man er nødt til at oprette de små hold på de små afdelinger for at kunne tilbyde eleverne at tage en uddannelse. Men det gør det svært at få en skoleøkonomi til at hænge sammen,” siger Kåre Blinkenberg, som selv underviser på Aarhus HF & VUC.
Det er svært at skabe et ordentligt relationsarbejde med over 30 elever i klassen.
Han hæfter sig omvendt ved, at der i de større byer og i nogle tilfælde også på mindre afdelinger sidder mange elever i nogle af klasserne.
“Jeg hører fra mange bekymrede lærere, som oplever, at deres hold bliver større. Det er svært at skabe et ordentligt relationsarbejde med over 30 elever i klassen, og det går ud over kvaliteten. Økonomien får desværre indflydelse på, at holdene bliver større,” siger Kåre Blinkenberg.
Hvis vi var en bank, havde vi nok lukket nogle afdelinger og stillet en pengeautomat op.
En bank havde lukket afdelinger
Rektor på HF & VUC Fyn Stig Holmelund Jarbøl bekræfter, at VUC’s anstrengte økonomi kan aflæses i holdstørrelser på hf-enkeltfag.
“Vi har mange hold, der isoleret set kører med underskud. Hvis vi var en bank, havde vi nok lukket nogle afdelinger og stillet en pengeautomat op. Men det er vi heldigvis ikke. Vi skal tilbyde uddannelse på hele Fyn, og det kræver, at elever og kursister kan vælge forskellige fag,” siger Stig Holmelund Jarbøl.
Han forklarer, at hvis en kursist for eksempel ønsker at læse matematik og engelsk på en mindre afdeling på Fyn, så nytter det ikke noget, at kursisten får at vide, at hun må læse engelsk i Odense.
“Hvis vi ikke opretter engelskholdet, så tager kursisten til Odense og læser begge fag, og så mister den lille afdeling endnu mere aktivitet, og på sigt må den så lukke. Vi bliver nødt til at oprette små hold og så omvendt oprette store hold, hvor det er muligt for at vinde noget tilbage,” siger Stig Holmelund Jarbøl.
Eller sagt på en anden måde: hvad der tabes på gyngerne, skal vindes tilbage på karrusellerne.
Stig Holmelund Jarbøl fortæller, at en beregning på HF & VUC Fyn viser, at et hf-enkeltfagshold skal have omkring 18 elever for at løbe nogenlunde rundt. Hold med større brugerbetaling kan godt have lidt færre elever.
“Samlet set havde vi et stort underskud for hele VUC Fyn sidste år. Det skyldes blandt andet, at det er nødvendigt at oprette mange små hold,” siger han.
Han siger også, at det er rigtigt, at VUC Fyn opretter store hold på hf-enkeltfag.
“Det er klart, at det er en større pædagogisk udfordring og sværere at lave et godt relationsarbejde for læreren, når holdet er stort. Men de store hold opretter vi, så der også er råd til at oprette de små hold,” siger han.
GL: Politisk handling nødvendig
GL opfordrer politikerne til at gøre noget for at støtte VUC-sektoren.
“Først og fremmest er det nødvendigt, at politikerne vil investere i, at det er muligt for alle unge og unge voksne, at de kan få en uddannelse alle steder i landet,” siger Kåre Blinkenberg.
Derudover peger GL også på, at VUC har brug for en ændring af taxametersystemet. Der skal oprettes et udkants- eller afdelingstaxameter, som understøtter små VUC-afdelinger i udkantskommuner. GL ønsker også et holdtaxameter, som er omkostningsdækkende, og som gør det muligt at oprette en bred vifte af fag.
Endelig ønsker GL også, at der bliver indført et loft over, hvor mange elever der må sidde i klasserne. Et fleksibelt klasseloft vil ikke have nogen effekt for hf-enkeltfag, når der bliver oprettet meget små hold.
“Det hjælper ikke de elever, som oplever dårlig kvalitet på et stort hold, at der på en anden afdeling oprettes små hold. Det er dog vigtigt, at en maksimal holdstørrelse følges af yderligere finansiering,” siger Kåre Blinkenberg.
Nedgang af elever
Formand for Danske HF & VUC, Pernille Brøndum bekræfter, at der bliver oprettet mange små hf-enkeltfagshold i dag.
“Der har været nedgang af elever i de seneste år, og på flere små afdelinger er det nødvendigt at oprette små hold. Vi kører med total stram økonomi,” siger Pernille Brøndum, som også beskriver dilemmaet med, at hvis en VUC-afdeling undlader at oprette et fag, risikerer man, at elever ikke kan få de fag, de har behov for i deres uddannelse.
Pengene er fosset ud af sektoren.
Pernille Brøndum bekræfter også, at der bliver oprettet store hold med eksempelvis 30 elever på forskellige VUC-afdelinger i Danmark.
“Vi er heller ikke glade for store hold, og det er et problem, hvis et hold bliver så stort, at det er svært for læreren at skabe ordentlige relationer,” siger Pernille Brøndum.
Hun nævner dog også, at man i flere tilfælde sætter to lærere på et stort hold på hf-enkeltfag. Ifølge hende bliver der ikke kun oprettet store hold på grund af dårlig økonomi.
“Hvis der er 30 elever, som vil læse samfundsfag, så kan noget af dynamikken i undervisningen godt ryge, hvis man opretter to fag med 15 elever i stedet for, ” siger hun.
VUC: Pengene er fosset ud af sektoren
Hun er enig med GL i, at økonomien for VUC er så presset, at det er nødvendigt, at politikerne reagerer.
“Pengene er fosset ud af sektoren. Det er på tide at investere i uddannelser igen, så vi får gode rammer for at skabe ordentlige relationer til eleverne og god læring. Og det koster ekstra penge at drive decentrale uddannelser,” siger Pernille Brøndum.
Danske HF & VUC ønsker, at der gives et højere grundtilskud og/eller et afdelingstilskud.
Pernille Brøndum er dog imod GL’s forslag om et holdtaxameter.
Hun mener, at det på hf-enkeltfag kan være svært at administrere efter et holdtaxameter, for eksempel fordi hold bliver lagt sammen.
“Vi vil gerne have et taxameter, som gør os mindre sårbare over for udsving i elevtal. Men det bliver svært at administrere efter holdtaxameter på hf-enkeltfag,” siger hun.
Danske HF & VUC ønsker heller ikke et maksimum på holdstørrelsen.
“Vi ønsker en fleksibilitet, hvor man for eksempel kan sætte to lærere på et stort hold i stedet for at skulle lave to små hold. Vi har også tilmeldinger fra elever langt efter sommerferien, og med en maksimumholdstørrelse risikerer vi, at skulle afvise elever,” siger Pernille Brøndum.
Undersøgelsen er baseret på indberetninger fra tillidsrepræsentanter.
Der skal tages forbehold for tallene for de mindste hold, da små hold kan køres som parallelhold etc.
Undersøgelsen er lavet af GL.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode