Julie Kølskov Madsen skal tale højt for at overdøve larmen fra byggepladsen, hvor hun er i praktik, da hun over telefonen fortæller om eksamen på eux.
Hun er snart færdig med sin uddannelse som eux-smed, og så er hun samtidig formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation.
“Vores eksamener er presset sammen på kort tid, og vi har ikke meget læseferie. Jeg synes, det er stressende at gå til flere eksamener på kort tid, og vi har ikke de samme muligheder for at forberede os, som eleverne har på htx,” siger Julie Kølskov Madsen.
Eux er en erhvervsuddannelse, hvor eleverne også tager fag på gymnasialt niveau. På trods af at eleverne på eksempelvis teknisk eux følger læreplanerne for fag på htx, så er undervisningen komprimeret, og der er færre timer til fagene sammenlignet med fagene på gymnasiet.
Det går i sidste ende også ud over eksamen og lærernes og elevernes tid og muligheder for at forberede eksamination.
“Eleverne har stort set ikke læseferie. De har måske en eller to dages fri til at læse op før eksamen. Det skyldes blandt andet, at elever har værkstedsundervisning på erhvervsuddannelsesdelen i dagene op til eksamen, og at undervisningen slutter helt op til eksamen. Hvis eleverne skal have de timer, de skal have på et semester, er de nødt til at ligge tæt,” forklarer Mette Bendix Lomholt, som er tillidsrepræsentant på Roskilde Tekniske Skole og underviser eux-elever i matematik.
Det kan være presset for en lærer at nå at lave eksamensspørgsmål, samtidig med at læreren har almindelig undervisning.
Mette Bendix Lomholt nævner, at de stramme tidsplaner på eux også har konsekvenser for lærernes og censors vilkår for at afvikle eksamen. Det gælder især i eksamen før jul.
”Det kan være presset for en lærer at nå at lave eksamensspørgsmål, samtidig med at læreren har almindelig undervisning for eksempel på htx,” siger hun.
De to typer eux – teknisk og merkantil eux er bygget op forskelligt, men fælles for de to uddannelser er, at undervisningen i de gymnasiale fag typisk afvikles på kortere tid end på hhx og htx. Undervisningen i de gymnasiale fag ligger også ofte presset sammen i kortere perioder, så der også er tid til at afvikle undervisningen på erhvervsuddannelsesdelen blandt andet værkstedsfag.
Mette Bendix Lomholt har ofte elever, som hæver matematik fra B- til A-niveau. Undervisningen i matematik A skal gennemføres på et semester, og det er komprimeret.
“Der er ikke tid til repetition eller til at gennemgå emner igen, som eleverne har lidt sværere ved. Det kan vi på htx,” siger Mette Bendix Lomholt, som understreger, at hendes egen skole gør alt, hvad der er muligt, for at give eleverne de bedst mulige rammer for undervisning og eksamen.
Vi har færre undervisningstimer og mindre tid til at lære det samme, og der er ikke tid til at repetere før eksamen. Det er meget hektisk.
Formanden for Erhvervsskolernes Elevorganisation Julie Kølskov Madsen mener, det komprimerede program for eux er et problem.
Gymnasieskolen sætter fokus på rollen som censor og eksamen.
Læs artiklerne i Gymnasieskolen eller digitalt på gymnasieskolen.dk.
Har du ideer eller input til temaet, så skriv til johan@gl.org
“Vi har færre undervisningstimer og mindre tid til at lære det samme, og der er ikke tid til at repetere før eksamen. Det er meget hektisk,” siger Jule Kølskov Madsen, som selv skulle til eksamen i tre fag på en uge sidste sommer – den ene eksamen blev dog aflyst på grund af corona.
Hun foreslår, at der bliver fundet lidt mere tid til at forberede og afvikle eksamen på eux.
“Enten kan eksamener fordeles over længere tid, eller vi kunne have mindre praktik,” siger hun.
Eux-merkantil mangler også tid
Undervisningen og dermed eksamen er også presset sammen på kort tid på eux-merkantil, bekræfter tillidsrepræsentant på Tietgenskolen i Odense Trine Vorre.
“Undervisningen er meget komprimeret og fortsætter helt frem til, eleverne skal til eksamen. Arbejdsvilkårene for eleverne er, at de helst ikke skal miste noget af undervisningen, og de skal være gode til at tage noter, for der bliver ikke tid til at læse op på fagene før eksamen,” siger Trine Vorre, som underviser i engelsk.
Hun fortæller, at eux-eleverne på Tietgenskolen i år har undervisning helt op til og efter de skriftlige eksamener i maj og frem til 2. juni. Derefter følger fem til seks eksamener frem mod den 21. juni.
Omkring jul er eleverne også til eksamen i et fag – typisk et valgfag. Da undervisningen er komprimeret, har eleverne undervisning helt op til eksamen og ofte også samme dag, som de skal til eksamen, bekræfter Trine Vorre.
“Eux er en meget komprimeret uddannelse, og det gælder også til eksamen,” siger Trine Vorre.
Hvis eleverne skal have mere læseferie, så bliver undervisningen endnu mere komprimeret.
Mads K. Andersen, som er rektor for EUX Gymnasiet på Aarhus Business College, mener, eux-uddannelsen er for komprimeret.
“Der er ikke tid til læseferie, og der er eksamenstrængsel. Hvis eleverne skal have mere læseferie, så bliver undervisningen endnu mere komprimeret,” siger Mads K. Andersen.
Han har et forslag til, hvordan undervisning og eksamen på eux kan blive mindre komprimeret.
I dag er det sådan, at det første år af eux-merkantil består af grundforløb 1 og 2, som hører under erhvervsuddannelsesbekendtgørelsen. Derefter følger et etårigt studiekompetencegivende forløb, hvor eleverne gennemfører de gymnasiale fag, inden de skal i et hovedforløb med praktik og skoleforløb.
“Vi ønsker, at vi kunne begynde at undervise i de gymnasiale fag på grundforløb 1 og 2, så vi har to år til at sprede fagene ud. Det vil give større sammenhæng i undervisningen og gøre den mindre komprimeret det sidste år,” siger Mads K. Andersen.
Netop den model har Aarhus Business College tidligere prøvet i et forsøg, hvor flere skoler fik dispensation fra de normale eux-regler af Børne- og Undervisningsministeriet. Skolerne har dog fået afslag fra at fortsætte modellen.
Mads K. Andersen kritiserer også, at eleverne skal til prøve i fag på grundforløb 1 og 2, som de igen skal til eksamen i efter det studiekompetencegivende år. Det kan for eksempel være dansk.
“Jeg kender ikke andre uddannelser, hvor eleverne skal udprøves to gange i det samme fag. De ressourcer kunne vi bruge bedre,” siger Mads K. Andersen.
TR på Tietgenskolen Trine Vorre mener også, at strukturen på eux skal laves om.
“Vi burde undervise efter gymnasiebekendtgørelsen fra første semester. Det vil gøre undervisningen mindre komprimeret og give en større sammenhæng i fagene mellem første og anden år af uddannelsen,” siger Trine Vorre.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode