Artikel
Her erstatter rap, sprogdetektiv og taler det gamle AP-forløb
slotshavengymnasium_7

”Vores ønske er at give eleverne en fællessproglig rygsæk af viden og færdigheder, som de efterfølgende kan bruge i den fagdelte fagundervisning,” fortæller lærer Natascha Drachmann.

Her erstatter rap, sprogdetektiv og taler det gamle AP-forløb

På Slotshaven Gymnasium er det traditionelle AP-forløb på hhx erstattet af et intensivt forløb i sprog fra dette skoleår. Ændringen viser positiv effekt på elevernes læring, fortæller to lærere.

Tekst_ Dorthe Kirkgaard Nielsen
Foto_ Rie Neuchs

”Hvordan lærer du sprog? Hvad gør du, når du skal lære et nyt sprog? Det skal I tale med jeres sidemakker om de næste minutter.”

Det er onsdag. Klokken er 12.15, og lærer Natascha Drachmann sætter gang i dagens første opgave i Sprog. Der lyder en summen, snakken og grinen rundt ved de tre lange rækker af borde, og eleverne i hhx1 på Slotshaven Gymnasium byder hurtigt ind med svar.

”Det, vi lige har talt om, hedder sproglæringsstrategier. Der findes også to forskellige kommunikationsstrategier: kompensationsstrategier og afkodningsstrategier. I den sidste bruger man blandt andet transparente ord. Hvad betyder transparente ord,” spørger Natascha Drachmann ud i klassen.

”Ord, der næsten lyder eller ligner noget på et andet sprog,” svarer en elev.

Sådan fortsætter lektionen med en blanding af teoretiske begreber krydret med et væld af spørgsmål og konkrete øvelser. En hollandsk fødselsdagsinvitation skal afkodes og forstås. Kort med familieord på dansk, engelsk, fransk, islandsk, italiensk og tysk skal kategoriseres i henholdsvis betydning og sprog. I tomandsgrupper skal danske ord beskrives af den ene elev og gættes af den anden.

”Hvilke strategier brugte I,” spørger Natascha Drachmann.

”Jeg brugte overkategori – en sæson – for ordet efterår,” fortæller en elev.

”Jeg lavede en parafrase til ordet candyfloss – ved at sige, at det typisk er noget, man spiser i Tivoli,” svarer en anden.

Væk fra isoleret grammatikundervisning
Eleverne i hhx1 er ligesom de øvrige seks 1.g-klasser på hhx på Slothaven Gymnasium i Holbæk i gang med den første uge af temaet ’sprogdetektiv’ i deres seks-ugers forløb i Sprog. På gymnasiet har man nemlig sagt farvel til den gamle udgave af almen sprogforståelse (AP) og søsat et nyt design under navnet Sprog med fokus på et funktionelt sprogsyn og opbrydning af siloer mellem sprogfagene.

”Vi vil væk fra isoleret grammatikundervisning og fra ideen om, at dansklærere er ansvarlige for én del af pensum, engelsklærere en anden del, og spansk-/tysklærere for en tredje,” fortæller Natascha Drachmann, der underviser i dansk og tysk og er faggruppeleder for både tysk og AP.

”For sprog læres bedst i meningsfulde kontekster, og alt sprog er relevant for alle sprogfag og alle sproglærere – herunder dansklærere,” fortsætter hun.

Derfor er AP-forløbet intensiveret, så det kun strækker sig over seks uger, og først fra uge 39 får eleverne dansk, engelsk, spansk og tysk på skemaet.

”Vores ønske er at give eleverne en fællessproglig rygsæk af viden og færdigheder, som de efterfølgende kan bruge i den fagdelte fagundervisning,” fortæller Natascha Drachmann.

Tema om rap gik rent ind
De seks ugers sprogforløb er inddelt i tre temablokke, der hver især varer to uger, hvor der mandag i den første uge af hver blok er en hel eller halv sprogdag med fællesoplæg og fællesaktiviteter for hele årgangen. Første tema var ’rap’. Lige nu arbejder klasserne med temaet ’sprogdetektiv’, og det sidste tema er ’taler og pitch’. Til opstarten af rap-temaet var der en rapgruppe på besøg, som lavede freestyle-rap med eleverne. I løbet af de 14 dage arbejdede eleverne med alt fra ordklasser, semantiske skemaer, billedsprog, appelformer til sociolingvistik, og de fik taget hul på syntaktisk analyse. Alt sammen i et kontinuerligt arbejde med rap-genren. Slutproduktet var en rap lavet i grupper. I nogle klasser sluttede eleverne af med en stor rap-battle, nogle havde produceret beats, andre havde lavet videoer.

Lærerne Natascha Drachmann (tv.) og Helle Klausen har været med til at udvikle det nye sprog-forløb.

”Temaet med rap ramte virkelig eleverne. Vores tidligere AP-forløb kunne godt hænge eleverne ud af halsen, fordi det blevet oplevet som tørt og kedeligt. Det kunne være svært at trænge igennem med begreber, men nu forstod eleverne lige pludselig begreber som metaforer og besjæling, fordi de konkret havde arbejdet med det i deres rap,” fortæller Helle Klausen, der underviser i spansk og kulturforståelse og er faggruppeleder for spansk.

Mere positive elever
Det aktuelle tema blev sat i gang med et fælles oplæg for hele årgangen af sprogdetektiv og ph.d. i lingvistik Mads Christiansen, der fortalte om, hvordan analyse af sprog kan være med til at fælde mordere og terrorister. Derefter var eleverne gennem fire workshops, og resten af de to uger arbejder eleverne med blandt andet sproghistorie, sprogfamilier, sproglæringsstrategier, kommunikationsstrategier, ordklasser og syntaktisk analyse.

”Det andet tema er lidt tungere, men vi arbejder hele tiden ud fra et funktionelt sprogsyn, så det ikke bare bliver teori, men hvor eleverne kan se meningen med den teori og de begreber, de skal lære. Ser, hvad de kan bruge det til. Så vi oplever, at eleverne er mere positive og ser frem til undervisningen, og de har en oplevelse af, at AP ikke er så svært,” fortæller Natascha Drachmann.

Undervisningen i Sprog på 1.hhx varetages af i alt 12 dansk-, engelsk-, spansk- og tysklærere. Introdagene til hvert tema er lagt i hænderne på de fire lærere i Sprogpatruljen – en særlig gruppe, der blev nedsat, da det nye AP-design skulle udvikles. Både Helle Klausen og Natascha Drachmann er en del af Sprogpatruljen. De seks ugentlige timer – udover opstartsdagene – har lærerne så fordelt mellem sig.

”Der er to lærere om hver klasse, og de aftaler indbyrdes, hvordan de fordeler stoffet. Vi har valgt en fælles grundbog, vi arbejder ud fra – derudover må lærerne selv supplere, som de ønsker i deres respektive klasser,” fortæller Helle Klausen.

Meningsfuldt med et fælles sprog
Temaet om ’taler og pitch’ skydes i gang med, at Sprogpatruljen introducerer eleverne til Ciceros pentagram og nonverbale koder. Derefter følger et oplæg fra en kollega – en afsætningslærer, der holder en halv times tale, og så skal eleverne analysere oplægget. Slutproduktet er en pitch lavet i grupper, som skal filmes, og i løbet af de to uger arbejder eleverne videre med appelformer, billedsprog, men lærer også om tale- og skriftformer, talen som genre, pitch som genre og erhvervsorienteret kommunikation.

For Natascha Drachmann giver det rigtig god mening, at alle sproglærere – inklusiv dansklærere – er med til at opbygge en fælles sproglig redskabskasse og et fælles sprog.

”Som både dansk- og tysklærer er det bare meningsfuldt, at vi for eksempel kalder tingene det samme, så substantiver hedder substantiver i alle fag. Det gør det nemmere for eleverne,” siger hun.

”Tidligere arbejdede vi kun med semantiske skemaer i danskdelen, det samme med kommunikationsstrategier, men når vores elever skal skrive den store SOP-opgave i 3.g, skal de også bruge kommunikationsteorier, så det giver så god mening, at der er en sammenhæng i AP på tværs af alle fag,” mener Helle Klausen.

Plads til at være kreative
Hos eleverne Anika Thinggaard og Gabriel Jørgensen falder den nye sprogundervisning i god jord.

”På den her måde lærer de os rigtig meget faglig viden inden for et kreativt rum. Med mange aktiviteter og muligheder for at være kreative bliver det en frisk måde at lære teori og begreber på,” siger Gabriel Jørgensen. ”

”I folkeskolen var sprogundervisning meget noget, hvor læreren stod og forklarede. Det her er sjovere, og vi elever har mere plads til at være kreative,” supplerer Anika Thinggaard.

Hun fremhæver også de fælles introdage til de forskellige temaer, fordi det giver mulighed for at sparre på tværs af klasserne.

Den første delevaluering af rap-forløbet viser positiv effekt. Her lavede eleverne også en interaktiv test, og de havde styr på begreberne, fortæller Helle Klausen.

”Vi har en forventning om, at vores nye design er bedre for eleverne, og de foreløbige tilbagemeldinger viser en positiv effekt,” siger hun.

Der har dog også været lidt modstand mod ændringen af AP til Sprog – især fra dansk- og engelsklærere. Det har været ressourcekrævende og skabt lidt usikkerhed, fordi alle har skullet sætte sig ind i noget, de ikke har undervist i før.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater