Helene er i pædagogikum: ”Jeg har stadig lidt præstationsangst”

Hun er ikke i tvivl. Det er ikke de teoretiske kurser i didaktik, hun har lært mest af indtil videre. Det er tiden i klasselokalet med de to erfarne kolleger, der er hendes vejledere, og den efterfølgende feedback, der for alvor giver noget.

”Det mest lærerige er helt klart den feedback, de giver mig, når jeg har undervist i deres klasser. De foreslår, hvad jeg kan prøve at gøre anderledes næste gang eller siger: ’Lagde du mærke til, hvad der skete, da du sagde det her?’ Kommentarer til noget helt konkret i undervisningen er det allerbedste,” siger Helene Elbæk, der er i pædagogikum på Kolding Gymnasium.

Det er tre måneder siden, gymnasieskolen.dk mødte 26-årige Helene Elbæk for første gang. Dengang var hun lige startet i pædagogikum. Alt var nyt, og hun beskrev de første uger som ”vilde”. Selvom hun nu er begyndt at have en idé om, hvad det hele går ud på, som hun selv formulerer det, er det fortsat hårdt. Og forskellen fra sidste år, hvor hun var årsvikar på skolen, er stor.

”Jeg har stadig lidt præstationsangst. Begge mine vejledere er helt vildt søde, men selvfølgelig påvirker det mig, når jeg skal undervise i deres klasser, Jeg ved jo, at der sidder en dygtigere lærer nede i hjørnet og tager noter,” siger Helene Elbæk, der underviser i dansk og engelsk.

Fællestræk og forskelle
Helene Elbæks to vejledere har mange fællestræk i deres måde at undervise på, men er også forskellige. Det er udfordrende, synes hun.

”Det er forskellige ting, de lægger vægt på og beder mig om at have fokus på, når jeg underviser. Da jeg var årsvikar, havde jeg fem klasser og gjorde nok lidt det samme i alle klasserne. Nu er jeg på én måde, når jeg er i min danskvejleders klasse og på en anden måde i min engelskvejleders klasse,” fortæller den unge pædagogikumkandidat.

I dansk arbejder hun med at blive bedre til at sætte en ramme for modulet, så det er tydeligt for eleverne, hvad der skal ske i timen, og hvad de skal lære.

”Det er min danskvejleder helt vildt dygtig til. Hun får skabt en struktur og et fælles mål fra starten af.”

I engelsk har Helene Elbæk blandt andet fokus på forholdet mellem gruppearbejde og den tid, hvor hun selv er på.

”Min vejleders engelskhold er en 3.g-klasse, så hun mener, at jeg skal skrue ned for tiden til gruppearbejde, så eleverne lærer at strukturere en begrænset tid, men også fordi de sagtens kan holde til noget mere plenumundervisning,” fortæller hun.

Begge vejledere har nævnt, at hun kan blive bedre til at få de vigtige pointer til at stå skarpt, når hun skriver noter på tavlen.

”Min danskvejleder er meget fokuseret på, at det er konklusionen, der skal på tavlen, mens min engelskvejleder er optaget af, at vi skal helt op i det højeste taksonomiske niveau, fordi det er en 3.g-klasse.”

Savnede fordybelse
Helene Elbæk har også taget hul på kurserne i fagdidaktik i engelsk. Hun synes, at teorierne er ”lidt firkantede”, og hun kæmper lidt med at få koblet teori og praksis. For én ting er teori, noget andet er virkeligheden i klasselokalet.

”Vi har for eksempel fået teori om de forskellige elevtyper og haft fokus på, hvad det giver, når man blander stærke og svage elever i gruppearbejde. Men når man så står ude i undervisningen, og der er elever, der ikke kommer til timen, så er de grupper, man har tænkt grundigt over hjemmefra, pludselig ikke en mulighed.”

De er også blevet præsenteret for teorier om undervisningsdifferentiering, og hvordan de kan arbejde med elevernes ’zone for nærmeste udvikling’, fortæller hun.

”Problemet er, at teorierne passer til en ideel verden, der ikke findes. Differentiering er et kæmpe arbejde. De 28 elever i klassen har jo ikke den samme ’zone for nærmeste udvikling’, men nærmere hver deres.”

Hun understreger, at der også var masser af spændende oplæg på de to kurser i fagdidaktik, hun indtil videre har været på, og at flere af oplægsholderne var ”sindssygt dygtige”. Alligevel er hun begge gange vendt skuffet hjem.

”Jeg savnede fordybelse. Der var sat alt for lidt tid af til de forskellige øvelser og oplæg. Vi var 100 mennesker samlet, og der var stort set ikke tid til spørgsmål og debat. Jeg stiller normalt en del spørgsmål, hvis der er noget, jeg er usikker på, men her holdt jeg mig tilbage.”

Hun nævner, at de som hjemmearbejde mellem de to kurser havde fået fem eksamensstile, de skulle vurdere. Da de skulle diskutere dem gruppevis, fik de en halv time.

”I min gruppe nåede vi kun at snakke om to af dem,” fortæller Helene Elbæk.

Det ærgrer hende stadig.

”Karaktergivning er noget af det, der er svært som ny lærer. Man står meget alene med det, og derfor giver det virkeligt meget at diskutere det med andre.”

Lærere er ikke ens
De forskellige råd, tilgange og fokuspunkter fra de to vejledere har indimellem gjort hende forvirret og frustreret. Når det hele er blevet lidt for meget, har hun taget en snak med sin kursusleder.

”Hun har været rigtig god til at sige, at der er en mening med det hele. Gymnasielærere er ikke ens, og derfor skal vejledere netop ikke sige præcis de samme ting. Jeg skal lære at tage det med, som passer til mig, så jeg finder min egen stil.”

Efter juleferien får hun to nye vejledere. Det føler hun sig parat til.

”Jeg har været igennem det meste med mine to nuværende vejledere. Vi har lavet afleveringer, givet standpunktskarakterer, talt om læreroplæg og gruppearbejde og meget mere. Nu er jeg klar til at få endnu flere perspektiver på de forskellige områder fra to nye vejledere. Men jeg får sikkert brug for et endnu et smut forbi min kursusleder, når frustrationerne kommer,” lyder det ærligt fra Helene Elbæk.

For tre uger siden klarede hun det første besøg af den tilsynsførende fra ministeriet, der er en fast procedure, når man er i pædagogikum. Selvom hun faktisk ikke var nervøs, var det alligevel rart at få overstået.

De tre fokuspunkter, som den tilsynsførende samt hendes to vejledere og kursusleder, vil have hende til at arbejde videre med, overraskede hende ikke. Det er nogle af de ting, hun selv gerne vil blive bedre til.

”Det er det med at få skabt en god ramme og struktur for timen og skrive gode noter på tavlen, som jeg allerede arbejder med. Og så skal jeg øve mig på slippe kontrollen lidt og lægge mere ansvar over til eleverne,” siger Helene Elbæk.