Han vendte hjem til modersmålet

Melodistumper og ord er altid dukket op i hovedet på Claus Hempler. Et vers eller en god sætning trænger sig på, og Claus Hempler får dem optaget eller skrevet ned, inden de flyver væk igen.

For lidt over et år siden skete der noget nyt i Claus Hemplers indre lydstudie.

“Pludselig begyndte jeg at høre melodilinjer på dansk. Jeg hørte noget, som jeg ikke havde hørt før,” fortæller sangeren og sangskriveren.

“Tidligere når jeg tænkte i musik og satte akkorder sammen, og der kom to gode linjer, der passede til, så var de på engelsk. Så det kom bag på mig, at det danske sprog trængte sig på,” siger han. Han sidder i et mødelokale hos sit pladeselskab, Sony, i indre København. Uden for vinduet glimter Marmorkirkens kuppel i solen. På endevæggen hænger en indrammet plakat med fire storsmilende Gasolin-medlemmer. Og så er der Claus Hempler i sort skjorte, mørke briller – og for tiden nærmest med masser af succes.

Kuffert fuld af mursten
Hans seneste album, Kuffert fuld af mursten, er blevet skamrost af anmelderne, og i 2020 er der planlagt en ny danmarksturne, efter at forårets koncerter hurtigt blev udsolgt.

Ikke mindst hans tekster på dansk er blevet godt modtaget, og Claus Hempler er derfor glad for, at han lyttede til de små tekstbidder, der pludselig trængte sig på i hovedet for lidt over et år siden.

“Jeg tror, det har noget med min alder at gøre. Der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne afvise at komme dybere ind og tættere på mig selv i mine tekster, og det kan du med dit eget modersmål. På engelsk er der et filter, både når man arbejder med teksterne, og når man lytter til dem,” siger Claus Hempler.

Han har sagt ja til at fortælle om, hvordan han arbejder med tekster, sproget og musikken. Og om, hvordan litteratur og musik altid har fulgt ham og er en evig inspirationskilde til at skrive tekster og komponere musik. Lidenskaben og interessen for det skrevne ord og tekster blev for alvor gødet i gymnasietiden. En tid, som ifølge Claus Hempler i høj grad har været med til at forme og danne ham som menneske.

Højt fravær
Claus Hempler var for få år siden ude på sit gamle gymnasium, Midtfyns Gymnasium, og fortælle og spille ­sange.

“Vi grinede af, at jeg fremstod som et utrolig dårligt eksempel for eleverne på skolen. Jeg kom op i fuldt ­pensum og havde for meget fravær,” griner han.

Han var dog ikke doven i gymnasietiden. Tværtimod. Han sad og skrev sange til langt ud på natten eller sang og spillede dem med sine klasse­kammerater i bandet Fielfraz.

“Vi havde en kompromisløshed i vores orkester, og jeg gjorde mig meget umage med at skrive sange. Så måske sløsede jeg med skolen, men jeg sløsede ikke med musikken,” ­siger Claus Hempler, som understreger, at han havde nogle dygtige og inspirerende lærere, som ovenikøbet så igennem fingre med, at han afleverede sine opgaver for sent eller slet ikke, fordi han igen havde været i København og spille musik.

Gymnasietiden er unik
Selvom Claus Hempler ikke fik en studentereksamen med potentiale til at blive læge eller advokat, har gymnasietiden betydet meget for ham.

“Man er utrolig modtagelig i de år, og der er meget af den litteratur og musik, jeg begyndte at interessere mig for dengang, som jeg stadig vender tilbage til i dag. Som mange unge, følsomme mennesker læste jeg også franske eksistentialister, Albert Camus, danske 80’er-digtere og så videre,” fortæller Claus Hempler.

Og så opdagede han, at latin er spændende, og det har han siden dengang haft glæde af, når han arbejder med sproget.

“Jeg synes, der er noget smukt ved, at du bliver præsenteret for en masse forskellige ting i gymnasiet, som åbner flere døre for dig og præsenterer dig for forskellige veje at gå i livet.”

Claus Hempler valgte en vej, som ikke er beskrevet i Uddannelsesguiden. Han og barndomsvennerne i Fielfraz jagtede drømmen om at slå igennem som rockband.

“Som Hans Scherfig sagde engang, ‘Hvis du har noget at falde tilbage på, så gør du det’,” siger Claus Hempler og smiler.

Drømmen fik hurtigt vinger, og få år efter gymnasiet stod Claus Hempler og Fielfraz på Orange Scene på Roskilde Festival, og man talte i branchen om, hvornår det internationale gennembrud for det fynske band kom. Det gjorde det dog ikke, og efter tre plader stoppede de fynske barndomsvenner med at spille sammen.

Siden har Claus Hempler udgivet soloplader med års mellemrum og modtaget anmelderros og stor anerkendelse fra publikum for sine sange leveret med mørk croonerstemme. Sådan er årene gået, og nu er Claus Hempler blevet 49 år.

De danske ord og sætninger, som trængte sig på i hans hoved for et år siden, var ofte i datid. De handlede meget om liv, der er levet, parkerede drømme, kærlighed og om den bagage, som bliver tungere med årene. Claus Hempler siger, at han hader at bruge ordet autofiktion, men kommer alligevel til at gøre det, da snakken går på sangene.

I en af sangene nævner Claus Hempler den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som måske er et af de klareste eksempler på autofiktionen, hvor forfatterens ærlige beskrivelser af sit eget liv ligger i grænselandet mellem fiktion og virkelighed.   

Navnet er Hempler
Navnet er Hempler, sådan hedder første sang på den nye plade. Er sangskriveren gået ‘all in’ og har skrevet om sit eget liv, som Karl Ove Knausgård gør?

“Der er en dobbelthed i det. På den ene side viser det, at jeg har et behov for at invitere indenfor og understrege, at teksterne ikke bare er pjat. Men det er også et spil, hvor jeg måske er jeg, eller jeg måske er udtryk for noget andet. Kriteriet for en god sang er jo ikke, at den handler om en mand, som plaprer løs. Sangen skal have et sprogligt løft, som gør lytteren nysgerrig og også rammer noget genkendeligt og universelt hos mange, og det, tror jeg, er lykkedes,” fortæller han og fortsætter:

“Men det er klart, når jeg synger Navnet er Hempler, så vil man også lytte til resten af sangene i lyset af den begyndelse.”

Han fører sine hænder gennem luften, i takt med at han understreger eller forklarer en pointe.

Claus Hempler fortæller, at da han først havde åbnet op for modersmålet, så åbnede han også op for sig selv. Pladen er meget personlig og rammer måske noget genkendeligt hos mange lyttere – for eksempel den tabte ungdom og erkendelsen af, at livet ikke varer evigt.

“Mine nye tekster har utvivlsomt noget med min alder at gøre. Det giver ikke mening at skrive erindringer, når du er 28 år, så er der ikke elastik nok til at gøre dig overordnede overvejelser om, hvad der er sket i dit liv. Nu er jeg 49 år, og jeg har sandsynligvis mindre end halvdelen af livet tilbage, og så rumsterer de store spørgsmål i hovedet – for eksempel er man det rigtige sted i livet?” siger Claus Hempler.

Hvad er en god tekst?
Den slags spørgsmål skaber dog ­ikke i sig selv en god sang. Ifølge Claus Hempler skriver man ikke en god sang eller skaber god litteratur ved at beslutte sig for at ville skrive om livets store spørgsmål som kærligheden og døden og formidle et bestemt budskab.

“Jeg kan huske fra min egen gymnasietid, at jeg blev provokeret af spørgsmål som: Hvad vil forfatteren med teksten? Et digt er ikke en ­kode, som du skal lære at bryde, og ind­holdet er ikke gemt i en kasse, vi kan åbne, og så ligger sandheden der. Man skal passe på ikke at tage den umiddelbare oplevelse af digtet eller teksten ud ved hurtigt at pinpointe indholdet.”

For Claus Hempler starter en sang med en melodistump og noget tekst, som udstikker en retning for ­resten af sangen. Han arbejder ­længe og grundigt med teksterne, og som han selv siger, så er hans nye tekster formmæssigt meget stramme med en velorganiseret rimstruktur.

“Det er kedeligt at afsløre, men at skrive en sang handler også om, at jeg har en linje, og det næste, som kommer, skal rime og passe på verse­fødderne. Nogle linjer opstår, uden jeg ved, hvad de betyder, eller hvor de skal hen, og så prøver jeg virkelig at holde fast i dem. Sprog er jo ikke bare at videreformidle information, sprog er også musik,” siger Claus Hempler.

Han nævner forfatteren ­Inger Christensen – og skynder sig derefter at under­strege, at han ikke sammenligner sig med hende – men hun er et godt eksempel på, hvad musik i sproget kan være.

“I digtsamlingen Sommerfugledalen skriver hun: De stiger op, planetens sommerfugle. Jeg kan huske, hun sagde, at hvis hun havde skrevet: Planetens sommerfugle stiger op, så havde det egentlig været samme information, men det havde slet ikke været det samme. Den første sætning har meget mere musik i sig, og den kalder på en linje mere,” siger Claus Hempler.

Musikken i sproget kan ikke altid forklares, og det kan en god sang heller ikke. Claus Hempler mener, det er vigtigt at forstå, at sangtekster kan være gode på papir, men de er skabt til at blive sunget og lyttet til. 

“Jeg har skrevet tekster, hvor alt bliver sagt, men alligevel er de døde, og de rører mig ikke en skid. En god sang skal først og fremmest puste liv i noget, og hvis den er god, så skal den springe op som en trold af en æske, også selvom den er 20 år gammel,” ­siger Claus Hempler.