Artikel
Gymnasier vil ændre elevers drukkultur
Druk unge alkohol shutterstock

Gymnasier vil ændre elevers drukkultur

Fire gymnasieskoler i Storkøbenhavn vil nedsætte elevers alkoholforbrug gennem en fælles alkoholpolitik.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Danske gymnasieelevers drukkultur trak store overskrifter i vinterferien. Det er dog ikke kun i vinterferien i Prag, at nogle unge går heftigt til flaskerne.

Fire gymnasier går nu sammen for at ændre de unges alkoholkultur.

 ”Gennem dialog skal vi som skoler signalere nogle grænser,” siger Thomas Jørgensen, der er rektor på Borupgaard Gymnasium.

Han er gået sammen med Egedal Gymnasium og HF, Gladsaxe Gymnasium og Herlev Gymnasium og HF, så de sammen kan reducere deres elevers alkoholforbrug. Initiativet blev sat i gang før de omdiskuterede ture til Prag.

Fælles politikker
De fire gymnasieskoler er sammen ved at udarbejde en række fælles principper om alkohol, der skal gælde ved sociale arrangementer, studieture og fester. Det gør de blandt andet for at undgå myter om, hvad eleverne må på de forskellige gymnasier. Elever og forældre skal vide, hvad der sker på gymnasierne.

”Med den fælles holdning undgår vi, at elever søger ind på et gymnasium på baggrund af myter om drukkulturen. Mange af vores elever kender hinanden på kryds og tværs af gymnasierne, så den slags rygter kommer hurtigt til at florere. Det er en uheldig og useriøs konkurrence,” siger Thomas Jørgensen.

Hertil og ikke længere
På spørgsmålet om hvordan de fire gymnasieskoler vil få eleverne til at drikke mindre, svarer Thomas Jørgensen, at de vil gøre det gennem dialog med eleverne.

”Vi vil tale med eleverne, men samtidig sætte en grænse – hertil og ikke længere. Vi skal vise os som voksne og ansvarlige ledere,” siger Thomas Jørgensen.

De elever, Thomas Jørgensen har talt med, er opmærksomme på, at alkohol fylder en del i samfundsdebatten, og at danske unge drikker meget. De er bevidste om, at alkoholkulturen blandt unge i andre lande er meget anderledes.

Overordnet er det Thomas Jørgensens indtryk, at unge drikker mere, end de for eksempel gjorde, da han selv gik i gymnasiet. Det bekymrer ham, at alkohol er så fast indgroet i danskeres måde at være sammen på.

Pletvise ændringer i kulturen
På nogle områder er det lykkedes gymnasieskoler at ændre på alkoholkulturen. På Borupgaard Gymnasium og en række andre gymnasier er introturen for nye 1.g’ere for eksempel blevet gjort alkoholfri.

”Alkoholfrie introture viser, at man godt kan lave sociale arrangementer, hvor man ikke drikker alkohol,” siger Thomas Jørgensen og fortsætter: ”Før i tiden lå det jo også i den danske arbejdskultur, at man godt kunne drikke alkohol på sit arbejde, men det er stort set forsvundet nu.”

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater