

Mere velovervejede uddannelsesvalg blandt de unge og mindre frafald på de videregående uddannelser. Sådan lyder formålet bag 20 nordjyske gymnasiers beslutning om at gøre den årlige studiepraktik for afgangseleverne obligatorisk.
Hvor det normalt er frivilligt for elever i 3.g og 2. hf at tage på studiepraktik for at opleve både det faglige og sociale på landets videregående uddannelser et par dage i uge 43, har det i år været obligatorisk for eleverne i det nordjyske.
Frederikshavn Gymnasium er et af de 20 gymnasier, og her undrer underviser og studievejleder Jacob Suhr Schüsler sig over, at studiepraktik ikke er obligatorisk alle steder.
”Studiepraktik er bare en rigtig god ide, fordi det giver de unge mulighed for at opleve både studie, studieliv og de byer, de forestiller sig at flytte til for at studere. Så det giver både afklaring og en mulighed for at afprøve, om det, de overvejer at studere, giver mening for dem,” siger han.

Jacob Suhr Schüsler, lærer og studievejleder
Frederikshavn Gymnasium
Barriererne forsvinder
Ifølge Jacob Suhr Schüsler kan det være en stor barriere for de unge at tage afsted, når det er frivilligt. De er nervøse for at gå glip af noget undervisning, måske har de svært ved at tage sig sammen og få det arrangeret, eller de mener, deres tid er bedre brugt ved at lave skoleopgaver.
”Barriererne forsvinder, når det er obligatorisk, og ud over det faglige – selve studiet – så giver det en stor tryghed, at man som ung ved, hvad der møder en, når man flytter hjemmefra,” mener han.
Tallene taler deres tydelig sprog. Før den obligatoriske studiepraktik var der omkring 40 procent af afgangseleverne på Frederikshavn Gymnasium, der valgte at tage afsted. Nu skal alle afsted.
Den obligatoriske studiepraktik, mener Jacob Suhr Schüsler, er med til at gøre det nemmere for de unge at tage på studiepraktik i deres sabbatår, fordi de kender til konceptet i forvejen.
”Samtidig forsvinder udfordringen for gymnasierne med at finde ud af, hvor mange der egentlig tager afsted i de enkelte klasser, og hvor mange der bliver tilbage og skal have undervisning,” fortæller han.
Mange elever har behov for at opleve, hvordan et job- og karriereliv kan se ud, før de starter på en uddannelse.
100 elever i virksomhedspraktik
Hvor 20 nordjyske gymnasier har obligatorisk studiepraktik i år, er det andet år, at Frederikshavn Gymnasium kører med obligatorisk studiepraktik. Derudover har gymnasiet begge år også tilbudt virksomhedspraktik som et alternativ til studiepraktik. I alt tilbyder fem af gymnasierne virksomhedspraktik.
”Virksomhedspraktikken kom dels som en konsekvens af den obligatoriske studiepraktik, og dels fordi vi var med i et regionsprojekt om vejen ind til erhvervsuddannelserne, og så gav det bare rigtig god mening at tilbyde et alternativ til vores elever, så de på den måde får mulighed for at afprøve flere forskellige uddannelsesveje,” fortæller Jacob Suhr Schüsler.
Hvor 50 elever valgte virksomhedspraktik i 2024, var tallet i år helt oppe på 100 elever, og med 220 afgangselever i henholdsvis 3.g, 2.hf og 3.hf maritim blev fordelingen næsten ligelig mellem virksomhedspraktik og studiepraktik.
Det høje antal i virksomhedspraktik har overrasket gymnasiet, da tilbuddet var tænkt som et alternativ til en mindre gruppe af eleverne, som ikke var helt klar til at forholde sig til fremtidige studier.
”Men det viser, at mange elever har behov for at opleve, hvordan et job- og karriereliv kan se ud, før de starter på en uddannelse. Nu skal vi bare i gang med at videreudvikle på konceptet for praktikken, så vi sikrer os, at vores elever får det maksimale læringsudbytte ud af deres praktikdage.”
Hvor eleverne har været i studiepraktik på universiteter, professionshøjskoler og andre længerevarende uddannelser, har virksomhedspraktikken blandt andet været i børnehaver, skoler, på Læsø-færgen, på Flådestation Frederikshavn, hos forskellige håndværkere, i Lidl og på Aalborg Universitetshospital.
Eleverne er begejstrede
Hos eleverne på Frederikshavn Gymnasium er der stor begejstring over både den obligatoriske studiepraktik og muligheden for at komme i virksomhedspraktik.

Lærke Ingeborg Thusgaard Pedersen, elev
Frederikshavn Gymnasium

Nicholas Oscar Nyborg, elev
Frederikshavn Gymnasium
Lærke Ingeborg Thusgaard Pedersen fra 3.s har været i studiepraktik på oldtidskundskab på Syddansk Universitet i Odense, og hun er klar til at tage afsted i sit sabbatår igen.
”Jeg kender ikke nogen tæt på, som har gået på universitetet, så jeg ville virkelig gerne prøve og se, hvordan det var – både fagligt og socialt. Jeg var nok taget afsted, selvom det var frivilligt, men så havde jeg misset undervisning, og det er skidt i 3.g,” siger hun.
Nicholas Oscar Nyborg – også fra 3.s – har en del kammerater, der studerer, så han valgte i stedet at tage i virksomhedspraktik i sin svigerfars tømrerfirma i Skagen.
”Jeg har rimelig godt styr på, hvad det vil sige at studere, og så interesserer jeg mig for håndværk og ville gerne prøve at arbejde med mine hænder og få en større viden om, hvordan det egentlig foregår,” fortæller han og understreger, at frivilligheden ikke ville fungere for ham.
”Jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke var kommet afsted, hvis det ikke var obligatorisk,” siger Nicholas Oscar Nyborg.
Også han er klar på en omgang studiepraktik i sit sabbatår, hvis det passer ind.
”Hvis vi ikke havde været afsted på studiepraktik og virksomhedspraktik her i 3.g, er jeg helt sikker på, at jeg aldrig ville tage af sted i mit sabbatår,” siger han.
Jo mere afklaret du er, jo mere sandsynligt er det, at det er det rigtige match.
Klogere på studievalg
Også på Aalborg Universitet falder den obligatoriske studiepraktik i god jord.
”Studiepraktik er supervigtigt, fordi studievalg er et af livets helt store valg, og det er nemmere at vælge, hvis man har fået en smagsprøve på, hvad det vil sige at gå på en videregående uddannelse, både fagligt og socialt,” siger Anne Marie Kanstrup, prorektor på Aalborg Universitet.
Ifølge hende gør studiepraktik de unge klogere på studievalg – det giver afklaring – både i forhold til at bekræfte og afkræfte en ide om et kommende studie.
”Jo mere afklaret du er, jo mere sandsynligt er det, at det er det rigtige match, jo mindre frafald er der, og det er både vigtigt for os som universitet, for de unge og for samfundet, så vi bakker op om obligatorisk studiepraktik,” siger hun.
2025: 11.082
2024: 10.303
2023: 10.218
Kilde: Studiepraktik
På Aalborg Universitet gør de meget ud af studiepraktik og tilbyder blandt andet både gratis overnatning og gratis transport. Universitetet har de seneste år oplevet en stigning i antal unge i studiepraktik. I 2023 havde universitetet 1.323 i studiepraktik – i år var tallet oppe på 1.516 – heraf 788 unge fra Nordjylland.
Hos regionens andens store uddannelsesinstitution – professionshøjskolen UCN – har der også været en stigning. I 2023 var 500 unge i studiepraktik på UCN. I år var 691 unge i studiepraktik på UCN – heraf 543 fra Nordjylland.
Aalborg Katedralskole
Aalborg Tekniske Gymnasium
Brønderslev Gymnasium og HF
Dronninglund Gymnasium
Frederikshavn Gymnasium
Hasseris Gymnasium
Hjørring Gymnasium
HHX EUC Nord Hjørring
HTX EUC Nord Frederikshavn
Mariagerfjord Gymnasium
Morsø Gymnasium
Morsø Handelsgymnasium
Nørresundby Gymnasium & HF
Støvring Gymnasium
Teknisk Gymnasium, EUC Nordvest i Thisted
Thisted Gymnasium
Thisted Handelsgymnasium, EUC Nordvest i Thisted
Vesthimmerlands Gymnasium
VUC Nykøbing
VUC Thisted
Studiepraktik er et landsdækkende tilbud i uge 43, hvor unge i 2-3 dage får mulighed for at opleve en videregående uddannelse indefra. De deltager i undervisning, møder studerende og undervisere og får et realistisk billede af hverdagen på en uddannelse. Det er en oplevelsesbaseret måde at blive klogere på, om en bestemt uddannelse matcher ens interesser og forventninger.
Region Nordjylland har gennem en årrække bidraget med 350.000 kroner årligt til Studiepraktik i Nordjylland. Bidraget dækker blandt andet transport med kollektiv trafik og forskellige synlighedskampagner.
2.421 unge var i år tilmeldt studiepraktik i Nordjylland, hvilket er det højeste antal i fem år.
Kilde: Region Nordjylland
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode