Artikel
Gymnasielærere vil lære nye rettemetoder
No image

Gymnasielærere vil lære nye rettemetoder

Mange lærere tager på kursus for at lære at rette elevernes opgaver på nye måder. Det skyldes ikke kun ønsket om at give en feedback, som eleverne lærer mere af. OK 13 og pres fra lederne spiller også ind, mener skriveforsker og GL.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Efteruddannelseskurser i nye rettestrategier er populære blandt landets gymnasielærere som aldrig før.

Både de faglige foreninger, GL's efteruddannelser (GL-E) og Undervisningsministeriet har inden for de sidste par år udbudt kurser, hvor lærerne kan få inspiration til at rette skriftlige opgaver på nye måder. Her hører de blandt andet om fokuseret retning, differentieret vejledning og konstruktiv feedback. Og lærerne myldrer til.  

Den store interesse kommer ikke bag på Ellen Krogh, der er professor i fagdidaktik på Syddansk Universitet og en af landets førende skriveforskere.

”Der er ingen tvivl om, at lærerne og skolerne efterspørger viden og nye strategier på det her felt,” siger hun.

Ifølge Ellen Krogh retter de fleste gymnasielærere stadig opgaver på den traditionelle måde, hvor fejl bliver rettet, og eleverne får nogle kommentarer og en karakter. Men det lærer eleverne alt for lidt af, påpeger hun.

”Der er et stort læringspotentiale i skrivning, der ikke bliver udnyttet tilstrækkeligt i dag,” siger Ellen Krogh.

Al den nyeste forskning viser, at eleverne lærer meget mere af at få feedback undervejs i skriveprocessen, fortæller hun. Det kan eleverne for eksempel få, hvis skolerne arbejder med omlagt skriftlighed, hvor man bruger undervisningstimer på at skrive opgaver.

Ledere: Brug mindre tid
Også formanden for Dansklærerforeningen for stx og hf, Birgitte Darger, har bidt mærke i kursernes popularitet.

”Jeg oplever, at lærerne har en stor interesse i at få nye rettemetoder og andre vinkler på skriftlighed,” siger hun.  

Men interessen for at optimere rettearbejdet bunder ikke kun i ønsket om at give en feedback, der styrker elevernes skriftlige kompetencer. Det har også at gøre med lærernes nye overenskomst. Det mener man i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL). Her hører man jævnligt om lærere, der efter OK 13 har fået at vide af deres ledelse, at de skal bruge mindre tid på at rette opgaver eller ”rette smartere”.

”Der kan sagtens være pædagogiske begrundelser for, at man ændrer praksis for feedbacken, men vi ser desværre, at der bliver sparet på den tid, som lærerne får til at rette elevernes opgaver. Det er ikke tilfredsstillende,” siger Annette Nordstrøm Hansen og tilføjer:

”Det skal være pædagogiske argumenter, der bestemmer udviklingen – ikke spareøvelser.”

Uenighed om tidsforbrug
Også Ellen Krogh vurderer, at OK 13 spiller ind på den stigende interesse for nye rettemetoder.

”Der er kommet et voldsomt fokus på, hvordan man kan rationalisere rettearbejdet. Det her handler ikke kun om skrivedidaktisk interesse, men også om arbejdstidsmæssige spørgsmål,” siger hun.

Birgitte Darger kalder det fornuftigt, hvis ledelserne beder lærerne om at rette på nye måder, fordi eleverne kan lære mere af det. Men de skal ikke tro, at de nye former for respons tager mindre tid.

”Vi skal ikke holde fast i den gammeldags måde, hvor vi rettede alt, når det kan gøres bedre. Man skal bare ikke tro, at de nye rettemåder er tidsbesparende og billigere,” siger Birgitte Darger.

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, synes, det er glædeligt, at lærerne efterspørger nye måder at give feedback på.

”Mange gymnasier arbejder med omlagt skriftlighed. Der er stor forskel på at vurdere slutresultatet og give feedback undervejs i skriveprocessen. Så det er klart, at lærerne har brug for nye kompetencer,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Hun mener, at de nye rettemetoder får indflydelse på tidsforbruget.

”Når lærerne bruger tid på at rette, mens de er sammen med eleverne, skal de jo bruge mindre tid på at rette de endelige opgaver derhjemme,” siger hun.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater