
Mere faglig videndeling ud over gymnasiets grænser – det var den største grund til, at de tre gymnasielærere og kolleger Anja Czepluch, Sidsel Nonnemann og Eva Pors fra Midtfyns Gymnasium begyndte at blogge om deres undervisning.
”Jeg startede for tre år siden, fordi jeg manglede en idébank. Der findes masser af materiale og andet, men jeg savnede et sted med læreres lavpraktiske erfaringer og arbejdsmetoder,” fortæller Eva Pors, der underviser i dansk og engelsk.
Refleksion som i pædagogikum
Sidsel Nonnemann begyndte et halvt år efter Eva Pors med samme begrundelse, men også inspireret af tiden i pædagogikum.
"Jeg kunne godt lide det ved pædagogikum, at refleksionen var så fast en del af undervisningen. Det var rart at få reflekteret over, hvordan det gik, men det var også ret omfattende at gøre hele tiden. Senere fandt jeg ud af, at jeg savnede at få det gjort, men jeg glemte det i hverdagens travlhed," siger Sidsel Nonnemann, der underviser i matematik og idræt.
EMU'en er død
De forskellige materialesamlinger kan indimellem virke lidt forældede, mener tysk- og oldtidskundskabslærer Anja Czepluch.
”EMU’en virker ret død og uopdateret. Det er jo lidt pudsigt, når man tænker på, at det er her, hvor vi burde søge inspiration til vores fag og undervisning,” siger hun.
Når det passer
Videndeling er en fast del af gymnasielærernes hverdag, men ofte kommer det ikke videre end til lærerværelset, siger Sidsel Nonnemann.
”Fordelen med videndeling via blog er også, at hvis man har erfaringer med et program eller andet på nettet, så kan man afprøve det, når det passer bedst ind,” siger Anja Czepluch.
Landsdækkende sparring
Det gode ved bloggen er også, at den bryder de geografiske grænser, og det bliver muligt at videndele med en kollega langt væk.
”Jeg er glad for at kunne sparre ikke kun med lærerkollegiet eller nabogymnasiet, men nu kan jeg sparre landsdækkende også med lærere, som jeg ikke kender,” siger Eva Pors.
”Vi er præget af den skolekultur, som vi arbejder i. Ofte gør man for eksempel AT på en bestemt måde på skolen. Men når bloggen rækker videre ud, får jeg også indsigt i, hvordan de gør det helt anderledes andre steder,” siger Sidsel Nonnemann.
Ikke kun for it-nørder
Det var et kursus i Web 2.0, der for alvor fik Anja Czepluch til blogtasterne. Men hun understreger dog, at det ikke kræver særligt it-snilde for at starte en blog op.
Hun foreslår, at man blot googler sætningen: ”Sådan laver man en blog,” så kommer der flere letforståelige film og hjemmesider frem, der forklarer, hvordan man kan komme i gang med at blogge.
”Og så skal man ikke være så skræmt af, at ens tanker og oplevelser pludselig står sort på hvidt. Det skal ikke altid være klappet og klart,” understreger Anja Czepluch.
”Det, man har lavet, er selvfølgelig ikke perfekt. Men man har reflekteret over udfordringerne, og nogle gange fortæller læserne jo, hvordan de har tacklet samme udfordringer, så man også selv kan komme videre i hverdagen,” fortæller Sidsel Nonnemann.
”Som lærer skal man ikke være bange for at videndele eller tro, at det, man laver, er irrelevant. Oftest kan andre lærere faktisk bruge ens erfaringer og tanker,” siger Eva Pors, der har noteret sig, hvordan antallet af undervisningsbloggere er stærkt stigende.
Af Anja Czepluch, Sidsel Nonnemann og Eva Pors, Midtfyns Gymnasium.
Eva Pors er dansk- og engelsklærer på Midtfyns Gymnasium.
Hun blogger blandt andet om sine fag, it og organisering af undervisningen på 111variation.blogspot.dk
Se Eva Pors' liste over endnu flere gymnasielærere, der blogger her.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode