Artikel
Gymnasielærer og autist: “Jeg har altid følt mig mærkelig”
Anne Boie artikel2

Gymnasielærer og autist: “Jeg har altid følt mig mærkelig”

Den faglige fordybelse har altid givet Anne Boie Johannesson ro. Og sociale aktiviteter var en udfordring. Som 45-årig fandt hun ud af, at det skyldes, at hun har Aspergers syndrom.

Gymnasielærer Anne Boie Johannesson er sjældent på lærerværelset. Selvom hun er glad for sine kolleger, udmatter opholdet på lærerværelset hende.

“Hvis jeg går derind i frokostpausen, bliver jeg træt som efter fire moduler. Det dræner mig at agere i sociale sammenhænge. Derfor vil jeg hellere spare min energi til undervisningen og min fritid,” siger Anne Boie Johannesson, der underviser i kemi, dansk og informatik på Køge Gymnasium.

Det trættende på lærerværelset – og i andre sociale sammenhænge – består for Anne Boie Johannesson af mange brikker, både sansemæssige og relationelle. Tunge lugte som for eksempel fra mad og parfume rammer hende hårdt – og larm. Ved indgangen til lærerværelset går Anne Boie Johannesson også i gang med et større analysearbejde af, hvor hun skal sætte sig, på trods af at hun har arbejdet på skolen i mange år. Mange spørgsmål går igennem hendes hoved.

“Kan jeg deltage i en samtale, som kolleger er i gang med, eller skal jeg sætte mig et andet sted? Hvad vil være passende at indlede en samtale med og så videre og så videre,” forklarer hun.

Jeg tror, at man som ung har brug for at se en velfungerende autist.

Anne Boie Johannesson, lærer
Køge Gymnasium

Derfor tilbringer hun hellere pauserne i forberedelseslokalet for kemikere og biologer.

“Her er vi ikke så mange, så det er enormt hyggeligt at hænge ud,” siger Anne Boie Johannesson, der har fået spørgsmål fra kolleger om, hvorfor hun sjældent er på lærerværelset. Hun tror også, at det kan tolkes, som om hun ikke ønsker kontakt til kollegerne.

“Jeg siger bare, at jeg ikke magter det støjcirkus, men at jeg rigtig gerne vil samarbejde. Jeg vil virkelig gerne samarbejde,” understreger hun.

To udredninger
Tidligere troede Anne Boie Johannesson, at det var hende, der var mærkelig. Men for tre år siden fik hun svaret på, hvorfor sociale aktiviteter trætter hende. Hun har Aspergers syndrom. Den dengang 45-årige lærer havde aldrig skænket det en tanke, indtil hendes søn brød sammen i slutningen af 9. klasse.

“Han blev så hårdt ramt, at det resulterede i en voldsom depression. Jeg har senere forstået, at det er et klassisk tidspunkt, fordi de faste rammer omkring undervisningen opløses, når eksamenstiden går i gang, og presset øges,” fortæller Anne Boie Johannesson.

Sidenhen fulgte en hård, opsøgende tid i ‘psykiatrisystemet’, inden han blev udredt.

“Det kræver et godt bagland at få kæmpet sig sig vej til den rette hjælp,” bemærker hun.

Under sønnens udredning fik Anne Boie Johannesson en mistanke om, at ikke kun han, men hun måske også var autist.

“Alle de ting, han blev spurgt om, og de reaktionsmønstre, han oplevede, kunne jeg genkende fra mig selv.”

På trods af mistanken kunne Anne Boie Johannesson dog ikke blive udredt, da raske mennesker ikke bliver udredt, lød forklaringen.

“Man kan sige, at jeg var så ‘heldig’, at jeg selv gik ned med flaget, for så kunne jeg også blive udredt. Tovtrækkeriet om min søn havde udmattet mig så meget, at jeg fik en depression,” fortæller hun.

Den polariserede familie
Selvom udredningen ikke ændrede meget ved Anne Boie Johannessons hverdag, har det skabt en ro for både hende og sønnen.

“Jeg tror, at man som ung har brug for at se en velfungerende autist, for statistikken er lidt imod os. Derfor er det nok en lettelse for ham at se på mig og mit liv,” siger hun.

Jeg har behov for fagligt guf – det er mit brændstof.

Anne Boie Johannesson
Køge Gymnasium

Efter udredningen fik hun også tildelt såkaldt psykoedukation, der er samtaler med en psykolog for at lære at leve med autismen. Det har gjort hende klogere på, hvordan hun kan hjælpe sønnen – og sig selv.

“Jeg ved, hvad han bakser med. For eksempel forstår jeg godt, når han kommer hjem fra skole og er superfrustreret over, at dansklæreren læser mellem linjerne. Jeg er kommet tættere på ham, og det er jeg glad for.” 

Hun oplever også, at familien er kommet så langt, at de kan joke lidt med autismen. 

“Jeg plejer at sige, at vi er lidt polariserede i familien. Min søn og jeg er autister, og min mand og datter er neurotypiske – eller normale, om man vil,” siger hun med et grin.

Men det har været en lang vej. Anne Boie Johannesson er flere gange i sit liv blevet ramt af depressioner, fordi hun forsøgte at følge det “normale” mønster.

“Problemet er, at når vi autister forsøger at lade, som om vi er “normale” og undertrykker det, der er bedst for os, så bliver vi til sidst syge,” forklarer hun.

To jobs er bedre end et
Selvom om det kun er få år siden, at Anne Boie Johannesson fandt ud af, at hun er autist, så er det længe siden, at hun har erkendt, at hun trives bedre med to halvtidsstillinger end én heltidsstilling. Derfor arbejder hun i dag halvtid som gymnasielærer og halvtid på et forlag.

“Jeg elsker undervisningen og eleverne – det er kernen for mig. Men jeg har samtidig også brug for at nørde, og det er der ikke så meget tid til som fuldtidsansat gymnasielærer. Desuden fungerer jeg ikke så godt, hvis jeg er så lidt herre over min tid, som jeg ville være som fuldtidsansat gymnasielærer,” siger Anne Boie Johannesson, der også læser informatik som sidefag.

“Jeg har behov for fagligt guf – det er mit brændstof. Andre får tanket brændstof op ved socialt samvær, men jeg har længe vidst, at jeg ikke fungerer sådan,” fortæller hun.

Længe før udredningen har Anne Boie Johannesson været meget bevidst om den faglige fordybelses indflydelse på sit velbefindende. Flere oplevelser har ført hende til den erkendelse. For eksempel blev hun for flere år siden ramt af en svær depression. Samtidig begyndte hun at læse en master i it og læring ved siden af gymnasielærerjobbet.

“Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor stimulerende det faglige input var. Jeg fik det bedre på grund af al fordybelsen,” siger hun.  

Forstod ikke de sociale spilleregler
Samme mønster har hun set i sin uddannelsestid. Jo mere tid der var til fordybelse, jo bedre havde hun det.

“I børnehaven og grundskolen havde jeg ofte følelsen af ikke at passe ind. Jeg observerede de andre børns leg, men kunne ikke gennemskue reglerne og forstod ikke rigtigt, hvordan jeg kunne deltage,” husker Anne Boie Johannesson.

Så følte hun sig lidt bedre tilpas i gymnasiet, hvor hun gik i en matematisk klasse. 

“Her var der fokus på det faglige, og der var plads til nørderi. Der var et overtal af drenge, og deres sociale spilleregler kunne jeg bedre gennemskue – de kaldte en spade for en spade. Hvorimod der foregik en masse mellem pigerne, som jeg ikke forstod,” fortæller hun.

For mange er gymnasietiden også fyldt med en del sociale aktiviteter, men det var sværere for hende.

“Jeg prøvede lidt at gøre som de andre med fester og kærester, men jeg kunne ikke finde ud af det. Det gav mig en følelse af ensomhed.”

Nogle tror stadig, at en autist er en, der sidder i hjørnet og rokker frem og tilbage.

Anne Boie Johannesson
Køge Gymnasium

Bedre fik hun det på universitetet.

“Da jeg læste kemi på Københavns Universitet i 1990’erne, var det et soloræs-studium, og det passede mig fint, at jeg ikke behøvede at være social. Jeg kunne fordybe mig i studiet og var desuden i en rigtig god studiegruppe med tre andre,” siger Anne Boie Johannesson.

Forståelse og accept
Sociale relationer kan være krævende for Anne Boie Johannesson, men i klasselokalet oplever hun ikke de samme udfordringer. Eleverne giver hende glæde og energi.

“Jeg synes, at jeg har rimelig nemt ved at etablere gode og tillidsbaserede relationer til mine elever. Men her er rollefordelingen jo også klar, jeg skal ikke være venner med dem,” siger Anne Boie Johannesson.

Hun håber, at hun med sin åbenhed om Aspergers syndrom kan hjælpe andre til at forstå, hvordan verden ser ud fra en autists synspunkt. Med sin egen fortælling vil hun gerne åbne op for en større forståelse af både kolleger og elever, der på forskellige måder fungerer anderledes. 

“Det er vigtigt at få nedbrudt fordomme, så vi kan fokusere på styrkerne og på at hjælpe hinanden”, siger hun og uddyber: 

“Nogle tror stadig, at en autist er en, der sidder i hjørnet og rokker frem og tilbage, men vi har alle forskellige styrker og svagheder. For eksempel er min søn meget logisk tænkende, tingene skal være meget konkrete. Jeg har derimod ikke behov for bevis for alt, men kan godt acceptere forklaringen: sådan er det bare,” fortæller Anne Boie Johannesson.

Hendes bedste råd til lærere og elever er at spørge autister, hvordan man kan gøre livet lettere for dem.

“Det kan typisk være noget med rammerne for undervisningen, klare retningslinjer og planer. Det kan også være headset, der skærmer for larmen. Men det er meget individuelt, så det vigtigste er at vise accept af dem og en vilje til at hjælpe.”

Aspergers syndrom

  • En medfødt gennemgribende mental udviklingsforstyrrelse inden for autismespektret. 
  • Cirka 10 ud af 10.000 børn fødes med Aspergers Syndrom, og der er cirka dobbelt så mange drenge som piger. 
  • Er karakteriseret ved nedsat social funktion/interesse, tvangspræg og svært ved forandringer samt særlige interesser.
  • Kan blandt andet give følgende symptomer: udfordringer med socialt samspil, tvangspræg, rigiditet og perfektionisme, indsnævrede interesser, afvigende med hensyn til intensitet og fokus og sanseforstyrrelser
  • Øget sårbarhed overfor stress, hvilket skyldes den måde hjernen fungerer på, og hvordan den omsætter de sansemæssige påvirkninger, vi hele tiden udsættes for.

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater