Gymnasieelever får forkert billede af kemifaget

Mange gymnasieelever har en skæv opfattelse af, hvad det vil sige at være god til kemi. Det er en skam for både faget og for eleverne og kan betyde, at flere ikke kan se sig selv fortsætte på en naturvidenskabelig uddannelse, når de skal læse videre.

Om Jonas Niemann

• Ph.d.-stipendiat på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.
• Cand.scient. i kemi fra Københavns Universitet i 2016.
• Lærer i kemi på Gentofte HF i 2016-2022.

Det siger Jonas Niemann, cand.scient. og ph.d.-studerende på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

Han er i gang med et ph.d.-projekt, hvor han undersøger, hvorfor elever – især piger – der har en naturvidenskabelig studieretning i gymnasiet, ikke fortsætter i den retning, når de læser videre.

Projektet består af flere delundersøgelser, og i en af dem har Jonas Niemann sat spot på, hvordan landets gymnasieelever oplever kemifaget. Og her træder et par tendenser tydeligt frem.

Når kemieleverne skal beskrive faget, taler de både om det praktiske arbejde i laboratorierne og om de ting, der foregår i klasselokalet. Men når de skal sætte ord på, hvad man skal kunne for at være en god elev, ændrer billedet sig markant.

”Eleverne har en opfattelse af, at lærerne ikke lægger vægt på laboratoriefærdigheder i deres bedømmelse. De tror, at en god elev i kemi er en, der er god til at svare på spørgsmål, bruge rigtigt fagsprog, huske formler, lave udregninger på tavlen og som ved noget om det periodiske system – altså traditionelle klasserumsting,” fortæller Jonas Niemann, der siden 2022 har fulgt kemiundervisningen i tre klasser på tre forskellige gymnasier.

Skal siges tydeligere
Kemi er også kreativitet, samarbejde og virkelighedsnære problemstillinger. Men elevernes opfattelse er, at det ikke er vigtigt, og det er problematisk på flere måder, mener Jonas Niemann, der selv har undervist i kemi på Gentofte HF.

Han peger på, at praktiske laboratorieøvelser og empirikompetencer ifølge læreplanen er en central del af kemifaget.

”Læreplanen lægger fint op til, at den gode ‘laboratorieelev’ også skal dyrkes og belønnes.”

Som led i ph.d.-projektet har Jonas Niemann også interviewet og observeret de tre klassers kemilærere. De giver alle udtryk for, at laboratoriearbejdet er en vigtig del af faget.

”Det virker til, at lærerne er gode til at italesætte, at laboratoriearbejdet er relevant og vigtigt, og at det giver mange kompetencer. Men det er tilsyneladende uklart for eleverne, at de også bliver bedømt på det.”

Derfor anbefaler han, at landets kemilærere tydeliggør over for eleverne, at laboratoriearbejdet betyder lige så meget som de andre elementer i faget, når der gives karakterer.

Uheldige konsekvenser
Jonas Niemann understreger, at de praktiske laboratorieøvelser er den del af faget, som flertallet af elever holder allermest af.

En snæver forståelse af, hvad der er vigtigt i kemi, og hvad det vil sige at være god til faget, kan koste studerende i kemi og de øvrige STEM-uddannelser, vurderer han.

”Hvis man som elev synes, det er fedt at være i laboratoriet, men oplever, at praktiske færdigheder ikke bliver anerkendt, så kan det være svært at se sig selv i et kemifagligt job,” siger Jonas Niemann, der vil dykke yderligere ned i den vinkel i den resterende del af ph.d.-projektet.

Hans tese er, at den snævre ramme primært taler til elever, der i forvejen er gode til ”klasserumsperformance”, og som kender nogle, der arbejder inden for naturvidenskab. Der kan også ligge nogle skævheder i forhold til køn og social baggrund, pointerer han.

”Den gruppe, der opfatter sig selv som god til kemi og kan se naturvidenskab som en mulig vej, kunne være større og meget mere divers, end den er i dag.”

Han understreger, at praktisk arbejde har stor betydning i mange job, der har med kemi at gøre, for eksempel som laborant, bioanalytiker og ingeniør.

De fagligt dygtige styrer
Også en anden pointe sprang i øjnene, da Jonas Niemann fulgte kemiundervisningen i de tre klasser. Tit var det de samme elever, der udførte forsøgene, mens andre igen og igen måtte indtage de sekundære roller.

”Eleverne får lov til at gøre mange ting selv i laboratoriet. De henter udstyr, stiller selv forsøgene op og bestemmer, hvem der gør hvad i grupperne. Det er der en god pointe i, men problemet er, at det typisk er de fagligt dygtige elever, der får lov til at diktere, hvem der gør hvad,” fortæller Jonas Niemann, der anbefaler, at landets gymnasielærere tænker mere over, hvordan de kan skabe en anden arbejdsfordeling i laboratorierne.

Han foreslår, at lærerne både bestemmer gruppeinddeling og tildeler eleverne bestemte roller på skift. En kan hente udstyret, en kan stille forsøget op, en kan lave forsøget og en kan skrive resultaterne ned.

”Vi skal væk fra, at det altid er den stille pige, der er sekretær, og den ustrukturerede dreng, der henter udstyr. Med en klar rollefordeling kommer alle elever gennem alle laboratoriefærdigheder – og svage elever opdager måske, at de faktisk godt kan finde ud af flere aspekter af faget.”

Når Jonas Niemann kigger tilbage på sin egen tid som kemilærer på hf, indrømmer han, at han ikke selv var særlig tydelig omkring, at det praktiske laboratoriearbejde betyder lige så meget som de mere traditionelle klasserumsfærdigheder, og han styrede heller ikke rollefordelingen i grupperne.

”Jeg troede faktisk ikke, det var nødvendigt. Jeg vil helt klart gøre nogle ting anderledes, hvis jeg skal undervise igen,” siger Jonas Niemann, der forventer at være færdig med sit ph.d.-projekt i 2026.