God stress-kultur er også lærernes ansvar

Det er ikke kun ledelsen, der har ansvaret for at gøre stress til noget, man kan tale højt om på landets gymnasier. Det er i høj grad også lærerne, der skal være med til at skabe den kulturforandring, der er brug for. Sådan lyder meldingen fra flere stress-eksperter.

Henry Charles Holm er konsulent i Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS). Her kan stressramte gymnasielærere henvende sig for at få rådgivning og psykologsamtaler. Han mærker tydeligt, at stress er et tabu på mange gymnasier.

Læs: Det forbudte ord

”Gymnasielærerne går ofte meget alene med problemerne, fordi der på mange skoler ikke er en kultur, hvor det er legalt at indrømme, at man har svært ved at klare arbejdspresset. Men stress kan man ikke løse alene,” siger Henry Charles Holm.

Tryghed er afgørende
Ifølge Henry Charles Holm er det primært ledelsens opgave at forebygge og håndtere stress på arbejdspladsen og skabe en kultur, hvor man kan tale om stress. Men det betyder ikke, at lærerne kan fralægge sig al ansvar. Tværtimod har de også en vigtig rolle at spille, hvis der skal skabes åbenhed om stress, fastslår han.

”Det er afgørende, at lærerne husker at anerkende hinanden i hverdagen. Føler man sig ikke tryg, er det meget svært at åbne op og tale om, at man har svært ved at klare arbejdsmængden,” siger Henry Charles Holm.

Tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at gymnasielærere er blandt de mest stressede faggrupper i Danmark.

Problemet er den enkeltes stress
Også Tage Søndergård Kristensen, der er en af landets førende arbejdsmiljøforskere, mener, at kollegial anerkendelse er en forudsætning for at skabe et miljø på skolerne, hvor den enkelte lærer tør tale åbent om arbejdspres og stress.

”Generelt er der ikke problemer med at snakke om stress på skolerne – så længe det er et generelt tema. Tværtimod taler gymnasielærerne næsten hele tiden om en stor arbejdsmængde og manglende tid. Men det kniber, når der er tale om den enkeltes stress, og hvad der kan gøres ved det. Det er de som regel ikke så gode til,” siger Tage Søndergård Kristensen, der er tidligere professor i psykisk arbejdsmiljø på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø – og nu selvstændig forsker og konsulent.

En mangelvare
Men på flere gymnasier er anerkendelse en klar mangelvare på lærerværelset. Det viser resultaterne fra de første 13 gymnasier, der har afdækket deres professionelle kapital ved hjælp af et spørgeskema, som Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har fået udarbejdet. På de 13 skoler er det et gennemgående træk, at lærerne oplever en lav grad af anerkendelse fra kolleger.

Læs: Lærere er engagerede – men anerkendelsen mangler

”Anerkendelse fra kolleger er vigtig, fordi det er en central dimension i et godt psykisk arbejdsmiljø,” siger Tage Søndergård Kristensen og uddyber:

”En af vejene til en høj professionel kapital på arbejdspladsen går gennem udveksling af viden og erfaringer, feedback fra kolleger, hjælp i vanskelige situationer og så videre. Alt det kræver relationer, der er kendetegnet ved respekt og anerkendelse.”

Det handler ikke om ros
Tage Søndergård Kristensen erkender, at det kan være vanskeligt for lærerne at anerkende hinandens arbejde, blandt andet fordi den enkelte lærer typisk underviser alene i et klasseværelse. Anerkendelse handler dog ikke kun om ros, men også om hvordan man i det hele taget taler til hinanden, samarbejder og lytter, understreger han.

Det er Henry Charles Holm fra DUS enig i.

”Helt grundlæggende handler anerkendelse ikke kun om at rose hinanden, men om at blive set som den, man er. Det er det, vi har brug for. At blive set som nogle, som gør noget, der er en mening med,” siger Henry Charles Holm.

Opskriften på en dårlig skole
På det punkt er der noget at arbejde med på en del lærerværelser, vurderer begge eksperter.

Tage Søndergård Kristensen nævner et konkret eksempel fra et gymnasium, han besøgte for nylig. Her betroede en yngre lærer sig til en mere erfaren lærer og fortalte, at hun syntes, det var svært at styre 2.v. Dertil svarede den erfarne lærer: ”Det kan jeg ikke forstå, jeg synes, det er en rolig og nem klasse”.

”Sådan et svar er det modsatte af anerkendelse. Svaret er nærmest absurd. Det svarer til, at jeg fortæller dig, at jeg har hovedpine, og du så siger: Det kan jeg ikke forstå, det har jeg ikke,” siger Tage Søndergård Kristensen, der vurderer, at eksemplet ikke er enkeltstående.

Oplever man den slags overfladiske svar to-tre gange, vil man dels tro, at man er den eneste med det pågældende problem, dels vil man fremover tie stille. Og så opstår der tabuer.

”Det er opskriften på en dårlig skole,” siger han.

Let at hjælpe nye lærere
Tage Søndergård Kristensen mener, at den erfarne lærer i den pågældende situation burde have sagt: “Det vil jeg gerne hjælpe dig med. Skal vi tage en snak om det, eller skal jeg komme forbi og overvære din undervisning?”

 ”For de fleste erfarne lærere vil det jo være ’piece of cake’ at hjælpe en ny lærer,” siger han.

Samme holdning har Henry Charles Holm fra DUS:

”Selvom den erfarne lærer ikke har haft problemet selv, er det rigtig vigtigt, at man møder hinanden med en anerkendende tilgang og viser, at man gerne vil hjælpe. Man åbner sig jo først, når man har følelsen af tryghed og ligeværdighed, og at nogen lytter.”

Han foreslår, at man på landets lærerværelser får diskuteret, hvordan man kan blive bedre til at anerkende hinanden i dagligdagen.

Læs tema om stress i det nye nummer af Gymnasieskolen her