Artikel
GL’s nye formand: Her er mine tre vigtigste opgaver
Formand 04 Tomas Kepler

GL’s nye formand: Her er mine tre vigtigste opgaver

Nedskæringerne skal stoppes. Det er det øverste punkt på Tomas Keplers ”to-do-liste”. Han er ny formand for landets gymnasielærere.

Svaret falder hurtigt. Der er ingen tvivl hos Tomas Kepler. Som ny formand for landets gymnasielærere ser han det som sin vigtigste opgave at få sat en stopper for nedskæringerne, som skolerne er ramt af i disse år.

”Intet er vigtigere end at få bremset nedskæringerne. Det gør rigtigt ondt ude på skolerne, og med de forsatte nedskæringer i den seneste finanslov kommer det til at gøre endnu mere ondt,” siger Tomas Kepler.

1. januar afløste han Annette Nordstrøm Hansen som formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

Han er bekymret over nedskæringernes konsekvenser. Over hele landet er gymnasielærere blevet afskediget. Det rammer både den pågældende lærer og kollegerne hårdt. De lærere, der er tilbage, har fået mere undervisning og flere opgaver, og det betyder mindre tid til den enkelte elev.

”Lærerne presses mere og mere, og det gør kvaliteten af uddannelserne dermed også. Det rammer alle elever, men særligt dem, som har brug for en ekstra hjælpende hånd.”

Intet er vigtigere end at få bremset nedskæringerne. 

Tomas Kepler, formand
GL

Pres på politikerne
De næste måneder vil han derfor bruge på at få lagt ”maksimalt pres” på politikerne på Christiansborg for at ændre kurs, så nedskæringerne bliver taget af bordet efter det kommende folketingsvalg.

”Vi må tro på, at viden kan flytte holdninger. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at dokumentere overfor politikerne og samfundet, hvad konsekvenserne af den førte politik er. Det skal ske centralt fra GL, men der er også brug for en øget lokal indsats, hvor medlemmer og skoler ytrer sig,” siger Tomas Kepler og fortsætter:

”Men viden gør det ikke alene. Det handler også om at få brudt igennem mediernes lydmur og Finansministeriets verdenssyn.”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal senest udskrive folketingsvalg den 17. juni i år.

”Socialdemokratiets statsministerkandidat, Mette Frederiksen, har tilkendegivet, at to procents besparelserne vil stoppe, hvis hun kommer til magten. Den udmelding skal vi udnytte,” siger Tomas Kepler.

Også fra resten af oppositionen og Dansk Folkeparti har der lydt meldinger om at afskaffe omprioriteringsbidraget på landets uddannelser.

Brug for ny dagsorden
Et andet vigtigt punkt på den nye GL-formands ”to-do-liste” er at få sat en anden uddannelsespolitisk dagsorden. Han vil have de gymnasiale uddannelser talt op. Også det vil kræve en massiv dialog med politikere og meningsdannere, mener Tomas Kepler.  

”Det er en meget negativ diskurs, der kører politisk i øjeblikket. De gymnasiale uddannelser – især det almene gymnasium – bliver nærmest omtalt som et nationalt problem. Men det er jo det stik modsatte. At vi har forskelligartede gymnasiale uddannelser, hvor så mange i dag får en uddannelse og klarer sig godt efterfølgende, er en succeshistorie og en kæmpe samfundsmæssig gevinst,” siger Tomas Kepler.

Politikerne får ikke flere håndværkere ved at skære ned på de gymnasiale uddannelser.

Tomas Kepler, formand
GL

Han har ikke noget imod, at politikerne godt kunne tænke sig, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Men det får man ikke ved at forringe gymnasiernes vilkår, fastslår han.

”Skal flere unge vælge en erhvervsuddannelse, skal man styrke erhvervsuddannelserne og i øvrigt anerkende, at nogle tager en erhvervsuddannelse efter en gymnasial uddannelse. Politikerne får ikke flere håndværkere ved at skære ned på de gymnasiale uddannelser. Det giver bare dårligere studenter.”

Sammenhold virker
Som ny mand i spidsen for GL ser han det også som sin opgave at holde fast i den solidaritet, der opstod i forbindelse med sidste års overenskomstforhandlinger.

”Læren af OK 18 er, at sammenhold virker. Vi skal arbejde på at udvikle og styrke det sammenhold i den offentlige sektor, der opstod, så vi også kan bruge det i andre sammenhænge, end når der lige er overenskomstforhandlinger,” siger Tomas Kepler, der var formand for GL’s overenskomstudvalg ved OK 18.

At holde fast i de klassiske fagforeningsværdier og stå sammen på tværs af fagforeninger er i hans øjne en offensiv dagsorden.

”Det er det, fordi det har givet os en styrket position i forhold til tidligere forhandlinger. I fagbevægelsen har vi i nogle år nok været bedre til at skændes med os selv i stedet for at skændes med modparten. Ved OK 18 nedtonede vi vores forskellige interesser og fokuserede i stedet på alt det, vi er enige om, og som vi ikke ville lade os splitte på, ” siger Tomas Kepler. 

Læren af OK 18 er, at sammenhold virker.

Tomas Kepler, formand
GL

Han tror, at mange gymnasielærere oplevede det som utroligt positivt at kæmpe for en fælles sag på tværs af den offentlige sektor.

”Det er en modgift til følelsen af at stå alene. Offentligt ansatte er udsat for forskellige pres, men jeg tror, vi er fælles om at have en overordnet følelse af at blive betragtet som et problem for forretningen Danmark.”

Fantastisk første uge
Den første uge i formandsstolen på Vesterbrogade 16 i København beskriver han som ”fantastisk og travl”.

Især har det glædet ham at opleve engagementet hos medarbejderne i GL’s sekretariat, hvad enten det er et medlem, der skal hjælpes, eller en uddannelsespolitisk strategi, der skal forberedes.

”Det er inspirerende at være en del af maskinrummet. Jeg glæder mig til at komme endnu mere ind i arbejdet og være med til at sætte retningen,” siger Tomas Kepler.

Ugen har også budt på ”hilse på-møder” hos Danske Gymnasier, Uddannelsesforbundet og på Christiansborg. Og den slags møder fortsætter i de kommende uger.

”Jeg håber også at komme ud på en masse skoler og få en snak med medlemmerne, så jeg kan blive ved med at have fingeren på pulsen,” siger han. 

Med sin kone og sine tre børn på 11, 14 og 18 år i Dronninglund kommer han som udgangspunkt til at være i København fra mandag til torsdag og resten af ugen i Nordjylland.

”Selvom jeg har været medlem af hovedbestyrelsen i fem år og formand for overenskomstudvalget i to år, er det her et helt nyt liv både professionelt og familiemæssigt,” siger Tomas Kepler.

Om Tomas Kepler

  • Født i 1973.
  • Cand.mag i engelsk og historie, Aarhus Universitet.
  • Student fra Brønderslev Gymnasium.
  • Formand for GL's Overenskomstudvalg siden 2017.
  • Medlem af GL's hovedbestyrelse siden 2014.
  • Tillidsrepræsentant på Aalborghus Gymnasium i fire år.
  • Lærer på Aalborghus Gymnasium siden 2005.
  • Bor med sin kone og tre børn i Dronninglund.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater