Artikel
GL og Moderniseringsstyrelsen sender fælles brev til skolerne
Annettenordstrøm

GL og Moderniseringsstyrelsen sender fælles brev til skolerne

Formålet med det fælles brev er at få de nye arbejdstidsregler til at fungere godt på alle skoler.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det er over halvandet år siden, at OK 13 blev vedtaget. Alligevel er det første gang, at Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Moderniseringsstyrelsen sammen kommunikerer til skolerne om de nye arbejdstidsregler.

GL, Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet har netop udsendt et fælles brev til skolerne, hvor det bliver præciseret, hvordan arbejdstidsreglerne skal bruges på skolerne.
Brevet med titlen Tid til dialog understreger også, at det er vigtigt at ledelse, lærere og tillidsrepræsentanter er i dialog for at skabe en skole, som alle er glade for.

”Vi har gjort status over OK 13 efter år ét. Det går heldigvis godt på en række skoler, men det er også tydeligt, at der er problemer på flere skoler både i forhold til at anerkende lærernes tidsregistrering og i forhold til at anerkende merarbejde,” siger formand for GL, Annette Nordstrøm Hansen, om baggrunden for at sende et fælles brev ud.

Gode lokale løsninger
Moderniseringsstyrelsen er en styrelse under Finansministeriet og er dermed GL’s modpart ved overenskomstforhandlinger. I dette tilfælde har der dog ifølge Annette Nordstrøm Hansen været en fælles interesse for både GL, Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet for at finde gode lokale løsninger.  

Annette Nordstrøm Hansen hæfter sig ved, at det i brevet igen understreges, at tidsregistreringen skal anvendes, og at ledelse og lærere skal bruge tidsregistreringen aktivt som et redskab til løbende at tilpasse arbejdsopgaverne, så de passer til den enkelte lærer.

Konkrevet vurdering af merarbejde
Hun er også glad for, at det bliver slået fast, at der skal ske en konkret og individuel vurdering af lærernes eventuelle merarbejdstimer.

Som gymnasieskolen.dk tidligere har skrevet er der på nogle skoler meldt ud, at ledelsen ikke vil bruge tidsregistring aktivt til at vurdere lærernes arbejdstid og/eller, at ledelsen under alle omstændigheder forventer, at lærerne klarer deres arbejdsopgaver inden for årsnormen på 1.924 timer.

Annette Nordstrøm Hansen mener dog, at det vigtigste budskab med brevet er, at det er nødvendigt med en god dialog fra alle parter, for at det lykkes at implementere de nye arbejdstidsregler og skabe gode skoler. 

”Jeg håber, at brevet både kan hjælpe med at se fremad og understøtte gode løsninger i dette skoleår, men også være med til at finde løsninger på uafsluttede sager fra sidste skoleår,” siger Annette Nordstrøm.

Læs brevet på GL's hjemmeside

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater