Artikel
GL: Konflikten er ikke en kamp mellem ledelse og lærere
konflikt uvenner ryg mod ryg

GL: Konflikten er ikke en kamp mellem ledelse og lærere

Hvis konflikten bryder ud i april, er det vigtigt at holde fokus på, at det ikke er en kamp mellem ledelse og lærere lokalt, mener GL og lederne.

Den fjerde april kan der blive meget stille på 19 gymnasier i Danmark. Denne dag vil en omfattende konflikt  med strejker nemlig bryde ud i Danmark, medmindre forligsmanden er i stand til at få arbejdsgiverne og lønmodtagerorganisationerne til at blive enige om en ny overenskomst.

De pædagogiske ledere og uddannelsesledere skal ikke strejke og vil heller ikke blive lockoutet, men skal passe deres arbejde sammen med rektor. Selvom der dermed symbolsk vil være et modsætningsforhold mellem ledelsen og lærerne under en konflikt, så må det ikke gå ud over samarbejdet lokalt.

Det mener uddannelsesleder på Helsingør Gymnasium Mette Machholm, som også er formand for det stående udvalg for pædagogiske ledere i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

“Jeg kan godt være bekymret for, hvad en eventuel konflikt kan gøre ved sektoren. Hvis lærerne føler sig klemt efter en konflikt, og de ikke føler sig anerkendt, når den slutter, så kan der ligge et stort reparationsarbejde ude på skolerne,” siger Mette Machholm.

Det er ikke en lokal konflikt
Hun er selv nærmeste leder for 20 lærere, og hun mener, at lærerne godt er klar over, at konflikten ikke handler om noget lokalt.

“Jeg tror, lærerne godt er klar over, at ledelsen ikke mener, at det er en god idé at afskaffe den betalte frokostpause. Men hvis medarbejderne føler, at de ikke bliver anerkendt ved disse overenskomstforhandlinger, så kan det godt skade deres motivation, og så er det et problem, vi skal forholde os til på den enkelte skole,” siger Mette Machholm.

Arbejdsgiverne har varslet lockout for 440.000 offentligt ansatte den 10. april inklusiv alle gymnasielærere.

Hun er til gengæld ikke bekymret for, at de pædagogiske ledere og uddannelsesledere vil blive klemt under en eventuel strejke eller lockout.

“Vi skal ikke påtage os strejkeramt arbejde, og jeg tror heller ikke rektorerne vil presse os til at lave noget, som vi ikke skal,” siger Mette Machholm.

Stadig usikkerhed på skolerne
Formand for GL, Annette Nordstrøm Hansen, understreger også, at det er vigtigt, at den store konflikt ikke bliver til en lokal konflikt. Og det er vigtigt, at de pædagogiske ledere og uddannelsesledere ikke påtager sig arbejde, som de normalt ikke ville udføre.

“Vi hører fra nogle skoler, at der stadig er usikkerhed om, hvordan man håndterer, at eleverne ikke får undervisning under en konflikt. Det er dog meget enkelt; lederne skal udføre deres sædvanlige arbejde, men skal ikke overtage andres,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Hun understreger, at alle håber, at en konflikt kan undgås, og hun ærgrer sig over, at den vil gå ud over eleverne, hvis den kommer.

“Det vil også svært for lærerne at være vidne til. En konflikt kan være hård for lærere – både hvis de skal strejke eller bliver lockoutet. Det er derfor vigtigt, at ledelse og lærere holder sammen og sørger for, at konflikten ikke udvikler sig til et lokalt problem, og at vi også kan komme videre, når konflikten er slut,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

En principiel konflikt
Formand for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø, er enig.

“Som leder er det vigtigt at italesætte, at det er en principiel konflikt, som er større end det lokale. Jeg har selv meldt ud på vores skole, at ledelse og lærere har hver sin rolle i konflikten, men at det ikke er en konflikt på vores skole,” siger Birgitte Vedersø.

Hun forholder sig til Moderniseringsstyrelsens vejledning til lederne om en eventuel konflikt.

“Lederne skal ikke varetage arbejde, som var planlagt til andre,” siger hun.

Leder: Vi skal orientere eleverne
På Odense Katedralskole snakker ledelsesgruppen meget om en eventuel konflikt i disse dage. Lærerne på skolen er udtaget til at strejke den fjerde april, hvis der ikke findes en løsning før.

“Vores vigtigste opgave under en eventuel konflikt bliver at orientere eleverne og svare på deres spørgsmål. Skolen er åben, men vi sætter ingen aktiviteter i gang,” siger pædagogisk leder Janne Toftgaard.

Hun mener, det er vigtigt, at ledelse og lærere ikke gør konflikten lokal.

“Det er en konflikt, som ligger uden for vores skole. Det er nogle ydre rammer, som vi ikke kan gøre noget ved,” siger hun.

 

Mellemleder under en konflikt

Pædagogiske ledere og uddannelsesledere skal ikke strejke og bliver heller ikke lockoutet. Under en konflikt skal lederne udføre deres almindelige arbejde, og må ikke udføre arbejde, som lærerne ellers skulle have udført.  

 

Pædagogisk faglig koordinator under en konflikt

Pædagogiske faglige koordinatorer er i den særlige situation, at de skal strejke, hvis de arbejder på en skole, som er blevet udtaget til strejke, men arbejder de på en anden skole, skal de arbejde under en eventuel lockout.

Pædagogisk faglig koordinator er en stillingsbetegnelse, som blev indført ved overenskomsten i 2011. GL vurderer, at der er mellem 50 og 70 pædagogiske koordinatorer.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater