Artikel
GL-formand: Krisen kræver det muliges kunst
Formand 04 Tomas Kepler

GL-formand: Krisen kræver det muliges kunst

Alle må have en realistisk tilgang til, hvordan undervisningen bliver under Corona-krisen. Det mener formand for GL Tomas Kepler.

Spørgsmålene hober sig op på dag et, efter statsminister Mette Frederiksen i går aftes lukkede store dele af Danmark ned.

Hvordan skal vi håndtere virtuel undervisning, hvad med SRP-opgaven og hvad med eksamen til sommer? Og hvordan arbejder jeg hjemme med to små børn på skødet?

I løbet af dagen har formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Tomas Kepler været i dialog med Børne- og Undervisningsministeriet, lederforeninger, andre underviserforbund og tillidsrepræsentanter. 

Sandheden er, at der lige nu er mange spørgsmål, der ikke kan besvares, og der er ingen, som kan forudsige, hvor den her situation ender.

På skolerne må man i den kommende tid sige, at ”det her må være godt nok”.

Tomas Kepler, formand
GL

“Det er vigtigt, at alle i sektoren har en realistisk og pragmatisk tilgang til, hvordan vi bedst muligt kommer igennem den her situation. Det er det muliges kunst,” siger Tomas Kepler, da han skal kommentere den usædvanlige situation, at samtlige gymnasier i Danmark er blevet lukket ned uden varsel. Og at lærere nu skal afholde undervisning uden at være sammen med eleverne.

“Vi må være realistiske i forhold til, hvad virtuel undervisning kan, hvilket udstyr skolerne har, og hvilken erfaring de enkelte lærere har. På skolerne må man i den kommende tid sige, at “det her må være godt nok”. Vi kan ikke levere den samme kvalitet, som vi normalt gør,” siger Tomas Kepler.

Han peger på, at det også kan betyde, at elever får huller i den planlagte undervisning i løbet af de næste 14 dage og måske i en længere periode derefter.

“Undervisningsministeriet og politikerne må også være pragmatiske på det her område. Det er urealistisk for både lærere og elever at skulle hente et eventuelt efterslæb af tabte timer og så videre,” siger Tomas Kepler og henviser til, at mange gymnasielærere også står med en udfordring, efter daginstitutionerne er blevet lukket.

Lærere skal inddrages
Tomas Kepler forventer, at man på alle skoler inddrager lærere i at tilrettelægge undervisningen i den kommende tid.

GL og Tomas Kepler har som skrevet været i dialog med repræsentanter for hele sektoren i dag, og den dialog vil fortsætte i den kommende tid.

“Vi står i en helt særlig situation, og GL vil gerne medvirke til at komme ud af den på den bedst mulige måde. I første omgang handler det om at håndtere Coronavirussen i Danmark, og så må vi løbende håndtere de udfordringer, som dukker op,” siger Tomas Kepler.   

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet bliver der stillet mange spørgsmål i disse timer fra skolerne. Ifølge ministeriet bliver der arbejdet på højtryk for at besvare spørgsmål, og svarene vil løbende blive lagt ud på ministeriets hjemmeside.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater