I næste uge vil rektor Torben Jakobsen og tillidsrepræsentant Bjarne Porsmose lægge de sidste brikker i puslespillet, så Mulernes Legatskoles lokalaftale er klar til det nye skoleår i august. Både rektorforeningen og Moderniseringsstyrelsen fraråder, at man indgår lokaleaftaler. Torben Jakobsen mener, at undervisningen bliver forringet, hvis Mulernes Legatskole ikke laver en lokalaftale.
”Som vi ser det, er der risiko for at den tendens til individualisering og vilkårlighed, som ligger i den generelle overenskomstaftale, vil forringe kvaliteten på Mulernes Legatskole. Derfor vælger vi at indgå en lokalaftale, der skal skabe ro, gennemsigtighed og rum til kreativitet og udvikling for lærerne. Vi vil have en aftale, hvor vores lærere kender rammerne og dermed kan fokusere på udvikling og kvalitet. Det vigtigste for os er, at elevernes læring er i centrum, og at lærerne kan få ro til at fokusere på den og samtidig udvikle nye læringsmetoder,” forklarer rektor Torben Jakobsen om baggrunden for den lokale overenskomstaftale.
Bevarer fleksibel skemalægning
På Mulernes Legatskole er der meget fleksibilitet omkring skemalægning. Den vil forsvinde uden en lokal aftale, mener Torben Jakobsen.
”Det fleksible skema er vores guldklump. Vi har en lærer, der er skemakoordinator for hver klasse, som hjælper elever og lærere i den enkelte klasse med at lave løbende skemaændringer. Disse ændringer er naturligvis mest pædagogisk begrundet, men årsagerne kan også være af privat art, som fx ønske om en forlænget week-end for læreren, dvs. et personalegode. Vores skemalægning er noget både elever og lærere er meget glade for. Eleverne har timegaranti i Lectio, hvilket vi ønsker at bevare sammen med den store fleksibilitet. Derfor er vi nødt til at have en lokal aftale, hvor man kender rammerne, og hvor der er gensidig tryghed,” siger han.
Tillidsrepræsentant Bjarne Porsmose er glad for den gennemskuelighed, den nye lokale aftale vil medføre. Sammen med Torben Jakobsen har han diskuteret, hvordan de bedst kan bevare et gymnasium, hvor alle er tilfredse.
”Der hersker en god stemning blandt lærerne. Med den nye aftale kan de gennemskue deres arbejdstid og selv være med til at planlægge den, hvilket giver stor tryghed,” siger han.
Flere andre gymnasier på Fyn er tæt på at indgå lokale aftaler. Gymnasieskolen.dk følger op på udviklingen i næste uge.
Bliver der også indgået en lokalaftale på din arbejdsplads, så kontakt os på gymnasieskolen@gl.org – skriv lokalaftale i emnefeltet.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode