Artikel
Forstyrrelser i klasseundervisningen et stort problem
Greve Gymnasium 12 undervisning

Forstyrrelser i klasseundervisningen et stort problem

Mange lærere oplever, at elevernes koncentration ofte eller hele tiden forstyrres i timerne på grund af Facebook, spil og andre ”tilbud” på skærmen. Det viser ny forskning om it i gymnasiet.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Et hurtigt blik på skærmen, og pludselig er eleven mentalt langt væk fra undervisningen. Den situation oplever mange lærere, når de står i klassen og underviser.

Et stort forskningsprojekt om it på gymnasierne viser, at forstyrrelser fra Facebook, spil og andet tidsfordriv på den bærbare computer er et omfattende problem i gymnasiernes klasseværelser.

Hele 71 procent af de lærere, som er blevet interviewet i forskningsprojektet, mener, at elevernes koncentration forstyrres ofte eller nærmest hele tiden i klasseundervisningen.

”Det er et stort problem, og det er demotiverende for lærere og elever. Når en elev forsvinder fra undervisningen kan det være svært for eleven at komme tilbage på sporet igen,” siger projektleder og professor Helle Mathiasen fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier under Aarhus Universitet.

Hun har stået i spidsen for forskningsprojektet om it i gymnasiet. Forskerne har studeret 17 it-projekter på danske gymnasier og har interviewet en række lærere og elever.

Tveægget sværd
It i undervisningen er et tveægget sværd, mener Helle Mathiasen. Projektet viser, at elever og lærere har stor glæde af, at inddrage it i undervisningen. Undervisning, gruppearbejde og individuelt arbejde har forandret sig markant med indførslen af diverse kommunikations- og delingsværktøjer, og fagligheden bliver i mange tilfælde styrket. Til gengæld er tidsfordriv og overspringshandlinger lige inden for rækkevidde, når eleverne sidder med bærbare computere og tablets foran sig i undervisningen.

Tavleundervisning
Forskningen viser, at eleverne især bliver fristet af Facebook og spil, når læreren står og underviser ved tavlen.

”Nogle elever opfatter tavleundervisning, som et tidspunkt hvor det primært er læreren, der arbejder” siger Helle Mathiasen.

Forskningsprojektet viser dog også, at mange elever tillægger tavleundervisning stor værdi i forhold til at få forklaret et emne eller en problemstilling.

”Tavleundervisning skal ikke droppes, men det skal komme i små portioner og afbrydes af forløb, hvor eleverne inddrages, som det også sker mange steder. På den anden side er det også vigtigt at opdrage eleverne til, at de skal kunne høre efter,” siger Helle Mathiasen.

Med it skal it bekæmpes
Spørgsmålet er så, hvad lærerne så kan gøre? Helle Mathiasen mener, at mange lærere allerede har fundet et svar på det spørgsmål. Eleverne skal forstyrres med it, i stedet for at it forstyrrer dem. De skal ikke sidde med en bærbar computer foran sig, som de ikke skal bruge fagligt.

En lærer kommenterer i undersøgelsen problemet på denne måde:

Hvis eleverne forfalder til udenomsaktiviteter, er det fordi jeg ikke har fået tilrettelagt opgaverne og undervisningen sådan, at de rent faktisk skal BRUGE deres computer til noget.

Helle Mathiasen mener samtidig, at skolerne fra dag et skal få eleverne til at indse, at de går i gymnasiet for at tage en ungdomsuddannelse.

”Eleverne skal med det samme indse, hvorfor de er her. Der skal stilles klare krav og forventninger til dem, og reglerne skal være tydelige,” siger Helle Mathiasen.

Hun mener, at forbud og kontrol med elevernes brug af Facebook i timerne er forkert. For det første er it en så stor del af undervisningen i dag, at det ikke nytter at lave forbud i fem minutter for derefter at bede eleverne om at lave en opgave i Google docs.

”Med den teknologi der er i dag, vil eleverne hele tiden kunne komme på nettet. Hvis du vil kontrollere dem, opnår du ikke andet end at latterliggøre dig selv,” siger Helle Mathiasen.

Læs mere om forskningsprojektet på dette link

 

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater