Forsker: Vejledning skal være meget mere ’håndholdt’

Eleverne savner vejledning, der går tæt på det, de har skrevet. De savner konkrete råd til, hvordan de skal gribe arbejdet med opgaven an. Og de savner en rød tråd i den vejledning, de møder fra 1.g til 3.g.

Det er nogle af konklusionerne i en ny ph.d.-afhandling, der zoomer ind på vejledning i forbindelse med de tre store skriftlige og tværfaglige opgaver i gymnasiet – set fra elevernes perspektiv.

”Tiden, der er sat af til vejledning ude på skolerne, kan bruges langt bedre,” siger ph.d. og chefkonsulent ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet (SDU) Anne Bang-Larsen , der står bag afhandlingen.

”Ansvaret for at skabe progression og sammenhæng ligger i alt for høj grad hos eleverne,” siger hun.

Ph.d.-afhandlingen bygger på et casestudie, hvor hun har fulgt 11 elever på fire forskellige almene gymnasier igennem deres tre gymnasieår – fra dansk/historie-opgaven (DHO) i 1.g, over studieretningsopgaven (SRO) i 2.g og til studieretningsprojektet (SRP) i 3.g.

Hun har siddet med til elevernes vejledningssamtaler og interviewet dem løbende, og hun har set alle opgaveinstrukser, deres noter, midtvejsprodukter, færdige produkter og den feedback, de har fået.

De fire skoler er valgt, fordi de arbejder med forskellige typer af vejledning, og fordi der er stor forskel på, om de har omfattende progressionsplaner for vejledningen, eller om det er meget løst beskrevet.

Men selvom der er stor forskel på, hvordan skolerne griber vejledningen an, er elevernes fortællinger langt hen ad vejen enslydende.

”Eleverne er usikre og savner vejledning, der går helt tæt på deres tekst og skrivning. De har brug for at føle sig set i det skriftlige og vil gerne have konkrete råd: Hvad skal jeg gøre her? Hvordan skriver jeg det her?” siger Anne Bang-Larsen, der netop har forsvaret ph.d.-afhandlingen.

Overladt til eleverne selv
Anne Bang-Larsen har i en årrække undervist i dansk og religion på Svendborg Gymnasium. Idéen til forskningsprojektet fik hun, da gymnasiereformen i 2017 satte et øget fokus på arbejdet med de større skriftlige opgaver, og der kom et konkret krav om vejledning i skriveperioden.

”Vejledning af skriftlige opgaver er en af de dyreste former for undervisning. Men hidtil er der ikke blevet forsket i, hvad vejledningen egentlig betyder for elevernes skriveudvikling i gymnasiet,” fortæller Anne Bang-Larsen.

Hun kalder læreplanernes krav til de store skriftlige, tværfaglige opgaver i gymnasiet for ”ekstremt ambitiøse”, og det stiller store krav til lærerne som vejledere. Ikke mindst i 1.g, hvor DHO’en er den første større opgave, eleverne skal skrive.

”Eleverne fortæller samstemmende, hvordan de i 1.g føler sig som novicer. De er i vildrede, og min anbefaling vil derfor være, at vejledningen her bliver meget mere ’håndholdt’. Eleverne har et kæmpe behov for, at opgaven bliver tydeligt stilladseret – gerne med udgangspunkt i konkret tekst, som eleverne har produceret – og at de bliver støttet, så de fornemmer, at de er på vej til at kunne knække koden. Sker det ikke, opstår der store frustrationer.”

For mange elever sker der både en faglig og en skrivemæssig udvikling fra 1.g til 3.g. Men selvom mange i 3.g har fået ”afkodet genren”, har en stor del stadig brug for masser af hjælp, og ph.d.-projektet viser, at eleverne generelt savner feedback på deres tekst.

”På alle tre årgange er det oplagt at bede eleven om at tage et afsnit fra den opgave, som de skriver på, med til vejledningen. Men det sker sjældent. Det bliver en overfladisk snak, frem for at man dykker ned i teksten og hjælper dem videre i skriveprocessen.”

Vejlederne trækker typisk heller ikke på elevernes erfaringer fra deres tidligere opgaver. Det er problematisk, mener Anne Bang-Larsen.

Hun påpeger, at eleverne skriver opgaver i forskellige fag i de tre år og møder skiftende vejledere. Oftest varetages vejledningen af to vejledere med hvert deres fag, og indimellem er det kun den ene vejleder, der kender eleven.

”Der skal ske en progression i løbet af de tre år. Men mange SRO-vejledere har aldrig set en DHO. Når vejlederne ikke er klar over, hvad eleverne har bøvlet med tidligere, bliver det overladt til eleverne selv at tage erfaringerne med fra den ene opgave til den næste og skabe en sammenhæng.”

Forskellige fortolkninger
En anden udfordring er, at lærerne griber vejledningen meget forskelligt an og blandt andet ser forskelligt på kravene om tværfaglighed og videnskabsteori, viser ph.d.-afhandlingen.

Og flere af eleverne savner, at lærerne har afstemt indholdet af vejledningen, inden den går i gang.

”Vejlederne har meget forskellige fortolkninger, blandt andet fordi der er forskellige faglige traditioner. Men det stiller eleven i en virkelig dårlig situation, når vejlederne ikke har fået klappet af med hinanden, hvad man forstår ved begreberne, og hvor man vil hen,” siger Anne Bang-Larsen.

Hun mener, at skolerne bør prioritere, at vejlederne har bedre vilkår, så de blandt andet kan tage en forberedende snak. Dels for at finde et ”fælles sprog”, dels for at kunne rette vejledningen mod den enkelte elev. Også selvom de er pressede på tid. Gevinsten er for stor til at lade være, vurderer hun.

”Eleverne er vidt forskellige. For meget vejledning i dag foregår, uden at vejlederne har reflekteret over grundlæggende didaktiske spørgsmål om, hvem der skal vejledes, og hvor, hvornår og hvad der skal læres.”

Desuden anbefaler hun, at lærere og ledelse på alle skoler bruger et par pædagogiske dage på at få talt samlet om, hvad man forstår ved begreber som tværfaglighed og videnskabsteori, og hvad det egentlig indebærer at skrive en større selvstændig akademisk opgave. Og at man bruger tid på at læse en DHO, så alle ved, hvad det er.

”Progressionsplaner og andre styredokumenter gør det ikke alene. God vejledning kræver, at lærerne får rum til en fælles dialog,” siger Anne Bang-Larsen.

Overordnet ser hun tre typer af vejledning: formidlingsorienteret vejledning, procesorienteret vejledning og kritisk orienteret vejledning. Skal vejlederen hjælpe eleven til at få mere viden? Skal der fokus på elevens arbejds- og skriveproces? Eller skal vejlederen være udfordrende og diskuterende?

”På alle skoler bør man tage en fælles snak om de forskellige vejledningsroller, så lærerne bliver klædt bedst muligt på til opgaven. En dygtig vejleder kan skifte mellem de tre positioner, alt efter hvad vejledningssituationen kræver,” siger Anne Bang-Larsen.