Forsker: ‘Præstation’ risikerer at blive noget negativt

Regeringen har sat sig for at mindske ‘præstationskulturen’ og øge trivslen blandt unge. Samtidig er der ofte historier i medierne om, at unge er pressede i gymnasiet. 

Men hele diskussionen om præstationskultur lider under en manglende skarphed omkring, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om præstationskultur. Og det kan have nogle negative konsekvenser for opfattelsen af præstation. Det mener professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet Noemi Katznelson.

“Der bliver en polarisering i forhold til at være for og imod præstation, hvilket er meget uhensigtsmæssigt, fordi præstation bør alle være for. Det giver ikke mening at være imod præstationer,” siger hun. 

Hun fremhæver, at spørgsmålet om præstationskultur bliver til en politisk ‘bashing’, som ikke giver et godt klima til at udvikle de svar, der er brug for omkring præstationskulturen. 

“Hvis man sætter det karikeret op, kan man sige, at partier til højre for midten taler om præstation som noget godt og mener, at ansvaret for elevernes dårlige trivsel ligger hos forældre og sociale medier, mens partier på venstrefløjen ‘basher’ uddannelsessystemet og strukturerne,” forklarer hun.

Det er ikke et problem, at der er fokus på præstation, understreger Noemi Katznelson. Det er en uundværlig del af et læringsmiljø, at eleverne gør sig umage og gerne vil vise, hvad de kan. Men vi vil ikke have en præstationskultur, fordi det skaber en ubalance, hvor der ikke er plads til nysgerrigheden. 

Præstation skal ikke udskammes
Noemi Katznelson fortæller, at måden, vi taler om præstationskultur på, også risikerer at gøre præstationspresset til en samlet kategori for alt muligt hos de unge. Det skyldes, at præstationspres bliver en legitim begrundelse for, hvordan man har det. 

“De unge overhører jo diskussionen om præstation. Man kan på ingen måde udelukke, at det kommer til at spille en rolle i den øgede mistrivsel, vi ser. De unge griber også den her fortælling om sig selv og deres liv og taler sig ind i det,” forklarer hun.

Hun fremhæver, at det kan være et problem, når diskussionen bliver entydigt forbundet med stress og pres.

“Det giver de unge et unuanceret sprog og en tankegang, som udskammer præstation til at være noget negativt. Der sidder mange i vores uddannelsessystem, der gerne vil præstere godt, og det skal ikke udskammes,” siger Noemi Katznelson.

Præstationskultur er reserveret til uddannelse
Præstationskulturen er ifølge Noemi Katznelson noget, der foregår i uddannelsessystemet, hvor de unge oplever en række forventninger til deres præstationer og et omfattende fokus på karakterer, der kan gå ud over læringen.

Ofte bliver det dog blandet sammen med det, som Center for Ungdomsforskning betegner som ‘perfektionskulturen’. Den handler ikke alene om uddannelse, men er noget, som alle i samfundet kan blive påvirket af, forklarer hun.

Sammenblandingen af begreber, mener Noemi Katznelson, er uhensigtsmæssig, da det bidrager til at gøre debatten uklar. 

“Det, vi har brug for, er en debat, der sætter os i stand til at handle vidensbaseret og skarpt på de udfordringer, vi står overfor,” siger hun.

Noemi Katznelson fortæller, at de unge oplever perfektionskulturen, når de føler, at de skal være perfekte på flere arenaer end kun i skolen: De skal se godt ud og have et spændende liv, som de kan vise frem på de sociale medier.

Nødvendig balance mellem ‘præstation’ og ‘mestring’
Når vi taler om præstationskultur, er det ifølge Noemi Katznelson vigtigt at have nogle særlige begreber for øje. Læringskulturen på uddannelserne skal nemlig være afbalanceret mellem det, hun kalder ‘mestringsorientering’ og ‘præstationsorientering’. 

Når politikerne taler om den gode præstationskultur, taler de ofte om mestringen, siger hun.

“Hvis en elev er mestringsorienteret, vil vedkommende opfatte sine fejl som en udfordring og en kilde til viden om, hvordan man kan gøre det bedre næste gang,” forklarer Noemi Katznelson.

Mestring handler om nysgerrighed og at afprøve ting, mens præstation handler om at blive bedømt af andre og demonstrere, hvad man kan.

Noemi Katznelson forklarer, at elever kan have fokus på præstation på to måder. Offensivt og defensivt. 

Hvis en elev er orienteret mod offensiv præstation, vil eleven gerne demonstrere sine evner og være i en legende konkurrence med de andre, og det er positivt for læringskulturen, forklarer hun. Omvendt vil en elev med et defensivt fokus lade være med at række hånden op i timen eller gentage pointer for at undgå at fremstå dum. 

Nysgerrigheden bliver kvalt
Lige nu er vi ifølge Noemi Katznelson i en situation, hvor der er ubalance mellem præstation og mestring, fordi præstationskulturen vejer tungere og dermed spænder ben for mestringen. 

“Som konsekvens af ubalancen bliver den defensive præstationsorientering enormt dominerende. Så får man et rum, der i for høj grad er fokuseret på at ’regne den ud’ og lægge strategier for ens deltagelse. Samtidigt bliver rummet præget af enten angsten for at fejle, selvbeskyttelse og ligegyldighed,” forklarer Noemi Katznelson og tilføjer:

“Det går ud over mestringen, fordi nysgerrigheden i, at det her er interessant, bliver kvalt, når elever tænker, at det ikke kan betale sig at sige noget i timerne, fordi der stadig er fire måneder til eksamen.”

Derfor vil vi hellere have en læringskultur end en præstationskultur, fortæller Noemi Katznelson. Det betyder ikke, at der ikke skal være fokus på præstation, men i en læringskultur – ikke i en præstationskultur – er der plads til både præstation og mestring.