Forhandlinger i lønnens tegn

Det kan umiddelbart stadig forekomme at være langt ude i fremtiden, og den seneste overenskomst, OK 21, har ikke engang alle steder fundet ordentlige ben at stå på.

Men det er altså nærmest om et øjeblik, spillet går i gang på ny. Dels skal Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og medlemmerne i det tidlige forår indsamle overenskomstkrav til OK 24 – skolemøderne begynder allerede medio januar i det nye år – og dels begynder forhandlingerne om en ny overenskomst på det private arbejdsmarked, OK 23, kort efter nytår.

Hvad så? vil nogle sikkert spørge. Selv om det er to helt forskellige forhandlinger, spiller resultatet på det private område traditionelt ind på de efterfølgende offentlige forhandlinger som en slags rettesnor og med den såkaldte reguleringsordning, da man i den danske model ikke ønsker alt for store forskelle i lønudviklingen. Derfor er det, i en situation med den højeste inflation i mange, mange år og en generel krisebevidsthed, ikke helt uinteressant eller ligegyldigt for blandt andre gymnasielærerne, hvad der sker omkring OK 23.

Næppe muligt at sikre reallønnen
Rammen for de kommende forhandlinger er som nævnt ikke optimal: Inflationen er den højeste i over 30 år, og økonomiske vismænd og eksperter i finanssektoren forventer en lille økonomisk afmatning med fald i beskæftigelsen det kommende år – dog ikke en katastrofal situation, da vi kommer fra et ovenud solidt grundlag. Men nogen fest er der ikke lagt op til.

Tyske lønstigninger giver ganske vist dele af den danske fagbevægelse blod på tanden. Med aftalte lønstigninger på mere end 8 procent over de næste to år viser den tyske industri, at der er plads til solide danske lønstigninger, lyder det ifølge Jyllands-Posten fra Dansk Metal, ligesom Finansforbundet udtrykker krav om en ”rimelig og fornuftig” lønstigning. Dog med en erkendelse af, at det bliver komplekst at nå til enighed med arbejdsgiverne under historisk svære forhandlinger.

At sikre reallønnen i en tid med 10 procent inflation kommer næppe heller til at ske, lød beskeden da også fra forskerne Søren Kaj Andersen, Nana Wesley Hansen og Christian Lyhne Ibsen på et presseseminar hos FAOS (Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier under Sociologisk Institut på Københavns Universitet, red.) i sidste uge. Ganske vist vurderer Det Økonomiske Råd, at en lønstigning på 5,2 procent ikke vil resultere i en lønprisspiral – det vil sige en situation, hvor lønstigning og inflation så at sige presser hinanden yderligere i vejret, som tilfældet var i 1970’erne med dyrtidsregulering og nominelle lønstigninger – men det vil ikke kunne sikre reallønnen, som er det, man i dag fokuserer på. Derfor bliver det formentlig aktuelt at se på andre muligheder, forklarede forskerne:

Det kunne være øget pensionsbidrag fra arbejdsgiver og dermed reelt mere i løn, hvilket dog ikke hjælper lønmodtagerne nu og her.

Der er også snak om engangstillæg, som man også har arbejdet med i Tyskland, men det er ikke fagforeningernes livret, fordi et sådan tillæg i modsætning til procenter på satserne ikke kommer ind i den ”normale” løndannelse, men bare vil se lidt lækkert ud et kort øjeblik. Desuden skal en eventuel skattefrihed aftales separat med regeringen.

Når nu reallønnen ikke kan sikres, kan det derfor være relevant at se på længden af overenskomsten, forklarede Christian Lyhne Ibsen.

”Normalt giver en treårig overenskomst et vist råderum med mulighed for at gøre nogle ting i løbet af perioden, hvilket kan gøre det lettere for organisationerne at få den stemt hjem.”

Arbejdsgiverne vil typisk også gerne have lange overenskomster, for det giver fred og ro. Omvendt befinder vi os i en krisetid, og så vil arbejdstagerne typisk foretrække korte overenskomster.

”En etårig vil ikke være hensigtsmæssig, for så vil den blive i takt med det offentlige. En treårig vil være usikker i den nuværende situation, så jeg ser en toårig overenskomst som den sandsynlige løsning. Så har nogle nævnt, om en skæv periode som halvandet år vil være en mulighed? Ja, længden står jo ikke skrevet i sten nogen steder, men jeg tror ikke på det,” lød Christian Lyhne Ibsens analyse.

Konflikt som våben
FAOS-analyserne peger endvidere på et par ubekendte i de kommende vintres overenskomstforhandlinger. Den ene er de ekstra lønkroner til visse grupper i det offentlige, som dele af Christiansborg spillede ud med i efterårets valgkamp. Forhandlingsparter på begge sider af bordet har taget afstand fra det, der anses som en utidig politisk indblanding i den danske aftalemodel, men spørgsmålet er stadig, hvad det får af betydning, og noget er måske afhængigt af, hvilken regering vi ender ud med i løbet af måske den næste uge.

En anden ubekendt er den førnævnte inflation, der har skabt den højeste konfliktrisiko i mange år, ganske enkelt fordi den gør mulighedsrummet mindre i forhandlingerne.

”Men for lønmodtagerne er det ikke attraktivt at konflikte alene på lønspørgsmålet. Så spørgsmålet er, om det, der eventuelt kommer i stedet, vil gøre organisationernes medlemmer tilstrækkeligt tilfredse til at stemme ja,” siger centerleder Søren Kaj Andersen fra FAOS.

Han tilføjer, at det måske er værd at bemærke, at organiseringsgraden på 20 år faldet fra godt 69 til godt 53 procent.

”Arbejdsgiverne synes at stå ret velkoordinerede i dag. Konfliktvåbnet er stadig potent, men spørgsmålet er, om det vil have samme gennemslagskraft som førhen.”

FAOS-forskerne påpeger imidlertid, at der selvfølgelig vil komme andre temaer på banen i forhandlingerne. Såsom løn under barsel, efteruddannelse, arbejdsmiljø, grøn omstilling og værn mod social dumping. Men lønnen vil være det altoverskyggende tema, hvilket begge sider i forhandlingen ved. Derfor kommer selve slaget til at stå om, hvorvidt arbejdstagerne føler, at der kommer nok i posen, mens det fra arbejdsgivers synspunkt skal være en ”ansvarlig” lønudvikling, der sikrer konkurrenceevnen og et som minimum neutralt resultat for arbejdsudbuddet, ligesom der næppe vil blive givet køb på fleksibilitet og arbejdstidstilrettelæggelse, altså ledelsesretten.

Hvad vil arbejdsgiver?
Netop det sidste – det ideologiske omkring ledelsesretten og ledelsesrummet – er ellers et område, GL-formand Tomas Kepler ser muligheder, som ikke vil koste arbejdsgiver penge, i. Han er enig i analysen af den øjeblikkelige økonomiske ramme – om end han er usikker på, hvor højt samfundets kriseklokker egentlig ringer, når det kommer til stykket – og at man nok godt kan sætte et forventningsniveau ud fra resultatet af de private forhandlinger. Men helt centralt spørgsmål må i hans optik være: Hvad vil man fra arbejdsgiverside?

”Det her er ikke bare vores udfordring. Det er også en arbejdsgiverudfordring. Hvis de ikke ønsker at lægge penge, må de komme med noget andet,” siger Tomas Kepler.

Hvis det nuværende billede af den økonomiske ramme viser sig at holde stik, vil det naturligvis forstærke incitamentet til at skabe resultater på andre områder, som GL-medlemmerne kan se et perspektiv i at stemme ja til. Det kan paradoksalt nok netop give nogle interessante perspektiver, mener GL-formanden og nævner blandt andet psykisk arbejdsmiljø, manglende værnsregler og skæv arbejdsbelastning som særlige områder.

”Vi ønsker helt bestemt at sikre reallønnen, men hvis det allerede viser sig at være skudt til hjørne på forhånd, kommer vi til at skulle bruge tiden på andre ting, og hvis det bliver realiteterne, skal vi se det som en mulighed for at tale andet og mere end løn. Så skal vi tænke endnu mere kreativt og afsøge alternative rum – og det skal arbejdsgiver som sagt også,” siger Kepler og tilføjer, at det jo ikke er noget, GL kommer til at sidde og nørkle med alene.

”Vi er jo del af en hovedorganisation og står overfor en fælles udfordring med vores kampfæller i AC (det akademiske forhandlingsfællesskab, red.), hvor vi både skal nå hinanden internt og nå modparten. Det var jo det, der gav os et resultat ved OK21, så det er naturligt at forsøge at tilrettelægge et forløb i den forlængelse.”