Flere ordblinde bliver studenter
På de gymnasiale uddannelser er der langt flere ordblinde i dag. Én af dem er Carl-Emil Petersen, der netop er blevet hf-student på Ikast-Brande Gymnasium.
På de gymnasiale uddannelser er der langt flere ordblinde i dag. Én af dem er Carl-Emil Petersen, der netop er blevet hf-student på Ikast-Brande Gymnasium.
Der er sket en markant stigning af ordblinde, der modtager støtte på ungdomsuddannelserne.
I 2007 modtog 3.347 ordblinde støtte, mens der i 2016 var 11.412, viser tal fra Undervisningsministeriet.
Carl-Emil Petersen, der lige er blevet student på Ikast-Brande Gymnasium, er en af de ordblinde, der har fået hjælp til at gennemføre sin hf. Han har blandt andet fået mere forberedelsestid til de mundtlige eksaminer, som har haft en afgørende betydning for, at han i dag har fået sin studentereksamen.
“Den ekstra tid, jeg har fået til både mine skriftlige og mundtlige eksaminer, er det, der har gjort, at jeg har fået min studentereksamen. Det ville have været alt for svært uden,” siger 20-årige Carl-Emil Petersen.
Han fortæller, at han for eksempel i både skriftlig dansk og engelsk har fået en time mere end sine klassekammerater. Det var det, der gjorde udslaget for, at han bestod fagene, mener han selv.
“Til terminsprøve i skriftlig dansk og engelsk bestod jeg ikke, men der fik jeg heller ikke ekstra tid, men til eksamen har jeg fået 02 i begge fag. Den ekstra time betød, at jeg kunne bruge længere tid på at rette igennem,” siger han lettet.
Krav på hjælp
Ordblinde elever har krav på hjælp på deres uddannelse, men ikke alle får den, fortæller Anna Holm Grønlund, der er formand for Læsevejlederforeningen.
Skolerne kan søge om forskellige hjælpemidler hos SU-Styrelsen blandt andet programmer, der kan hjælpe med at læse og stave. Det er også skolernes ansvar at søge om mere tid til eksaminerne.
Anna Holm Grønlund mener, det er almindeligt, at ordblinde i dag får mere tid til deres eksaminer. Hun fortæller dog, at der ikke er en fast norm for, hvor meget tid der tildeles. Det er rektorernes ansvar at vurdere, hvor meget ekstra tid der skal afsættes til hver enkelt elev, og om eleverne overhovedet skal have den mulighed, fortæller Anna Holm Grønlund.
Til Carl-Emil Petersens sidste mundtlige eksamen i engelsk var der 24-timers forberedelse, og derfor fik han ikke mere tid.
“Men jeg fik – uden mere forberedelsestid – et 4-tal, og det er jeg rigtig glad for,” siger Carl-Emil Petersen stolt.
Flere modtager støtte
Stigningen af ordblinde elever mærker Anna Holm Grønlund også på Nyborg Gymnasium, hvor hun til dagligt underviser.
“Vi har haft en stor stigning, og vi opdager fem til ti ordblinde elever mere hvert skoleår,” siger hun.
At der i dag formentligt er mange flere ordblinde elever, der vælger at tage en gymnasial uddannelse, mener Anna Holm Grønlund kan skyldes flere ting.
“Dels er der kommet en større forståelse for, at man godt kan tage en gymnasial uddannelse, selvom man har faglige udfordringer, og dels fordi man er blevet bedre til at opdage det både i folkeskolen og i gymnasiet,” siger formanden for Læsevejlederforeningen.
Flere muligheder
Carl-Emil Petersen er glad for, at han har fået en gymnasial uddannelse ligesom mange af sine venner. Det giver flere muligheder for fremtiden, fortæller han.
“Det er fedt, at man ikke kun har mulighed for at uddanne sig til murer, men at man rent faktisk også kan læse noget, der giver mange flere muligheder fremover. Derfor betyder det rigtig meget, at man kan få den støtte, der gør, at man som ordblind kan tage en gymnasial uddannelse,” siger han.
Hvad fremtiden bringer i forhold til uddannelse, er endnu uvis, men han fortæller, at hans store passion er naturen, og at det nok også er indenfor det område, han vil læse videre. Lige nu ser han frem til et sabbatår.
“Det har været to år fyldt med op- og nedture, hvor jeg har været enormt presset på grund af den store mængde læsestof og de mange afleveringer. Derfor glæder jeg mig til at slappe lidt af,” siger den nyudklækkede student.
Tallene viser antallet af ordblinde, der har modtaget støtte på ungdomsuddannelserne (de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelserne og de kombinerede ungdomsuddannelser)
Kilde: Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode