Artikel
Elever klager for at få bedre karakterer
No image

Elever klager for at få bedre karakterer

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Flere elever klager over deres karakterer. Rungsted Gymnasium havde for eksempel sidste år 22 klager fra elever. GL får henvendelser fra lærere, som ikke får opbakning fra deres leder i klagesager om karakterer.

Flere elever er begyndt at klage, hvis de ikke er tilfredse med deres karakterer i gymnasiet. Nogle elever opfatter ligefrem en årskarakter som et udspil til en forhandling.
Det sker, at klagerne bliver personlige og rammer den enkelte lærer hårdt.
I GLs sekretariat fylder klagesager fra elever rettet mod lærere mere og mere. De fleste klagesager over lærernes karaktergivning havner ikke i GL, men bliver ordnet fredeligt ude på skolerne. Derimod bliver det ofte en sag, hvis en rektor ikke bakker sin lærer op i en klagesag.
”Vi bliver ringet op af de lærere, som ikke får opbakning af deres rektor. Det er ofte ubehageligt for dem, fordi det kan opleves, som om der bliver sat spørgsmålstegn ved deres faglighed,” siger konsulent i GL Tina Barming, som understreger, at klager i langt de fleste tilfælde bliver behandlet fornuftigt ude på skolerne.
Det sker dog ikke altid. Et eksempel var en rektor, som på egen hånd gav en elev en højere karakter, selv om læreren havde afvist klagen. Det er også sket, at en lærer har fået en advarsel fra ledelsen på baggrund af en klage om en karakter.
Det sker, at forældre klager på deres barns vegne eller er direkte involveret i elevens klage.
”Det er klart, at det er et større pres, når der kommer en skriftlig klage skrevet af en advokatfar,” siger Tina Barming.
I visse tilfælde bliver klagerne meget personlige. Eleven kan for eksempel fremføre, at læreren ikke kan lide eleven. Det er dog GLs erfaring, at klager, som går tæt på lærerens personlighed, ofte udspringer af, at en elev er utilfreds med sin karakter.

Unge forhandler
På Rungsted Gymnasium klagede 22 elever sidste år, og det er en stigning i forhold til tidligere. Da rektor Mogens Hansen begyndte på gymnasiet for 11 år siden, var det sjældent, at en elev klagede.
”I dag opfatter nogle elever en årskarakter som et udgangspunkt for en forhandling. Eleverne er blevet meget bevidste om deres karakterer og deres gennemsnit. Læreren kan godt føle et vist pres for at give gode karakterer, og nogle elever er gode til at presse på til samtalen om terminskarakteren,” siger Mogens Hansen.
Alle klager bliver behandlet seriøst. Sidste år blev tre karakterer lavet om, efter at elever havde klaget.
”Hvis læreren fastholder karakteren, så er sagen lukket. Men jeg har også sagt til lærerne, at vi ikke skal være for fine til at lave noget om, hvis vi har begået en fejl,” siger Mogens Hansen, der fortæller, at forældrene ofte bakker deres børn op i klagen eller er direkte involveret i klagen.
Det er ikke kun negativt, at elever klager, mener Mogens Hansen.
”I et vist omfang er det godt nok, at eleverne ikke bare retter ind efter autoriteter. Det er også vigtigt, at de forstår, hvorfor de får den karakter, de får,” siger han.
Ud over klagerne om karakterer får Mogens Hansen også mundtlige henvendelser fra elever. De kan handle om, at de synes, at undervisningen er dårlig, eller at de bliver overset i undervisningen.
”Jeg forsøger at bore i, hvad der er op og ned i sagen. Jeg opfordrer normalt eleverne til at henvende sig direkte til læreren, og sådan lander de fleste sager,” siger Mogens Hansen.
Han mener, at lærere skal kunne håndtere at få kritik fra eleverne.
”Klager og kritik kan uden tvivl ramme hårdt, men nogle lærere kan også være for sensible. Vi skal huske på, at kritikken går på lærerens professionelle rolle, og den skal selvfølgelig foregå i en ordentlig tone,” siger han.

De andres skyld
På Allerød Gymnasium er der også sket en stigning i antallet af klager. Sidste år modtog skolen cirka 10 skriftlige henvendelser om årskarakterer eller eksamenskarakterer.
”Der er måske en tendens til, at nogle elever i dag synes, det er andres ansvar, selv om det handler om, at de selv skulle have læst noget mere,” siger rektor ­Kirsten Schiellerup, som understreger, at omfanget af klager ikke er et problem for skolen.
Hun siger, at der er forskel på, hvordan lærerne reagerer på klager over karakterer.
”Nogle synes, det er anstrengende, at de skal komme med en skriftlig udtalelse om karakteren. De føler, de kommer på anklagebænken, selv om jeg understreger, det ikke handler om det. Når jeg får en skriftlig klage, er jeg nødt til at give et svar på den,” siger hun.
Rektor på Aurehøj Gymnasium i Gentofte Marianne Zibrandtsen mener, at klager om karakterer hænger sammen med, at nogle elever mener, de kan forhandle sig frem til et andet resultat.
”Eleverne har ikke så stor respekt for en afgørelse, som de havde tidligere. De føler også, de kan forhandle om fravær, rygeregler og aflevering af bøger,” siger Marianne Zibrandtsen, som har været rektor i 19 år.
Hun modtog cirka 10 klager om karakterer sidste år. Derudover kommer ”en del” elever og klager uformelt over deres årskarakterer, men falder ned igen og undlader at lave en skriftlig klage.
”Mange elever har stort fokus på deres gennemsnit, og det er blevet sværere at komme ind på flere studier. Nogle tror, de kan forhandle sig til en bedre karakter ved at klage,” siger Marianne Zibrandtsen, som understreger, at det er sjældent, eleverne får noget ud af at klage over deres karakterer.

Gymnasieskolen har talt med flere lærere, som har fået klager fra elever på grund af karakterer. Lærerne har dog ikke øns­ket at stå frem.

Få klager ender i ministeriet

Kun ganske få elever klager over deres karakterer til Ministeriet for Børne- og Undervisning. I 2011 klagede 50 elever til ministeriet over deres karakter til eksamen eller prøver. Fire fik medhold i deres klage. Ministeriet oplyser, at der bliver afholdt mere end 500.000 prøver på de gymnasiale uddannelser årligt.
Ministeriet modtog 12 klager over årskarakterer i 2012 - én elev fik medhold. I 2011 klagede kun tre elever over deres årskarakterer til ministeriet.

God klagepolitik ifølge GL

•  Ledelsen skal som udgangspunkt have tillid til og bakke læreren op.
•  Ledelsen skal henvise eleven til at tale med læreren i første omgang.
•  Anonyme klager behandles ikke.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater