Et evigt forsvar for de forkerte

Den lave efterårssol skinner ned over Kongens Have og skaber et til lejligheden passende baggrundstæppe i gule og røde farver til manden, der trods berømmelse og rigdom aldrig har svigtet det nordøstlige USA’s skovklædte bjerge. John Irving, verdensberømt storsælgende forfatter. Han brød for alvor igennem i begyndelsen af 1980’erne med den bemærkelsesværdige historie om Garp, der som spæd fik skambidt sit øre af en hund og senere bed øret af hunden som hævn. Med en utraditionel familie; et galleri af sære eksistenser, men samtidig et værk, der gør op med tabuer og diskrimination af både kvinder og seksuelle minoriteter, samt et forsvar for retten til at leve det liv, det enkelte menneske ønsker. En på overfladen uskyldig og komisk bog, men i virkeligheden en stærk politisk stillingtagen. 
Godt 30 år senere er John Irving i København i anledning af sit seneste værk I én person, der igen er et moralsk og politisk forsvar for nogle af samfundets tabuiserede grupper. Transvestitter, biseksuelle og homoseksuelle. Men selv om bogen har fået fine anmeldelser på verdensplan og af flere betegnes som noget af det bedste fra Irvings hånd – den skal vi vende tilbage til – er forfatteren på en måde ked af, at han blev nødt til at skrive den. 
”Da jeg havde skrevet Verden ifølge Garp, tænkte jeg: Det var det, nu behøver jeg ikke at skrive om den slags mere. Det bliver nok ikke nødvendigt igen i min levetid. Men jeg tog fejl! Garp er dog langt mere satirisk og ekstrem, både politisk, feministisk og seksuelt. På mange måder en parodi. Men det er overordnet de samme emner, jeg berører i den seneste bog,” siger han og får et nærmest determineret blik i de mørke, intense øjne. 
”Graden af tolerance over for alt det, flertallet betragter som ’anderledes’, lighed mellem køn og racer og seksuelt relaterede emner er med til at vise, hvordan et samfund fungerer. Det er med til at definere os som samfund.” 
Vi kan nok så meget sige til os selv, at vi er et frit, tolerant og liberalt samfund, men så længe seksuel diskrimination eksisterer, er vi ikke så frie, som vi tror, mener John Irving. 
”Man kan kalde det et menneskeligt barometer for, hvor vi er. Lige nu står barometret bare ikke, hvor det burde, selv om det går i den rigtige retning. Stoltheden, integriteten og troen på en selv er essentiel for den personlige frihed – friheden til at vælge ikke at få børn, friheden til at vælge, hvem du vil leve sammen med. Og jo mere der bliver diskrimineret, jo mere bliver vi nødt til at tale om det og bringe det frem i offentligheden. Så længe der er intolerante grupper, er folk ikke i sikkerhed. Og jo mere uenig og utilfreds jeg er, jo mere må jeg skrive.”

Dannelsens øjeblik 
John Irving er ikke først og fremmest kendt som en politisk forfatter. Men han har offentligt aldrig lagt skjul på sine politiske sympatier, der i høj grad bygger på en socialpolitisk indignation – og derfor er han også irriteret over, at Obama og demokraterne ikke tæppebombede offentligheden med de sociale dagsordener i valgkampagnen op til det amerikanske præsidentvalg. For mange moderate republikanere støtter i virkeligheden en stor del af modpartens socialpolitik. 
Selv siger Irving, at 4 af hans hidtil 13 romaner er decideret politiske; de tager et standpunkt. Vælger side og advokerer for synspunkter. Rygtet om, at de fire-fem måneder om året, han tilbringer i Canada, har rod i en protest mod den forhenværende Bush-regering, er imidlertid pjat, forklarer han. Årsagen er primært, at hans kone er canadier. 
”Jeg er vant til at skulle tale om og tænke på mit eget land som mindre tolerant og mindre progressivt end eksempelvis Europa. Men det er jo ikke sandheden på alle områder. Det er interessant, at Europa af forskellige grunde også har problemer omkring de emner, jeg behandler. Blandt andet fordi man ikke har haft succes med integrationen af store muslimske grupper.” 
Netop søgen efter identitet i en multikulturel verden er en af John Irvings inspirationskilder i forfatterskabet. En ung persons liv, en teenager eller en studerende. Begyndelsen på en dannelsesrejse. 
”Jeg begynder ofte mine værker her. Barndommen og ungdommen former udgangspunktet for mit arbejde. De personer er på vej et sted hen, hvor livet ændrer sig; på vej ind i voksenverdenen. Jeg har altid været tiltrukket af netop det øjeblik, i det mindste i den litterære verden. I det øjeblik lærer personen, i det øjeblik opnår personen dannelse. Men det er ikke nødvendigvis på baggrund af gode oplevelser. Sådan er livet også.” 
En del af at fortælle den gode historie er at gøre de oplevelser realistiske, og derfor er det en balance ikke at gøre alt så ekstremt, at hele konceptet bliver urealistisk. Pinlige ting sker for alle mennesker – forfatterens job er at gøre dem endnu mere pinlige, mener John Irving. 
Ligeledes oplever de fleste unge en følelse af at være forkert og på et tidspunkt blive tiltrukket af ”forkerte” mennesker – som hovedpersonen, teenageren Billy Abbot i I én person, der forelsker sig i den langt, langt ældre bibliotekar miss Frost – som i øvrigt viser sig at indeholde adskillige overraskelser udi seksualitetens verden, mere skal vi ikke afsløre her! – til stor forargelse for de bornerte kvinder i den unge mands familie. 
”På den måde har vi vel alle haft begær rettet mod ’forkerte’ personer. Alle har fantasier, men i langt de fleste tilfælde er de kun det og udleves ikke. Og derfor er de ikke forkerte! Det har man som ung og identitetssøgende brug for at få at vide. I de fleste tilfælde taler du aldrig om det i den virkelige verden, men i en roman kan du få de ting til at ske.”

Jagten på det perfekte 
Mange af John Irvings historier kredser således om normalitetsbegreber i forhold til det etablerede samfund. Han mener, at vi i dag trækker store forventninger og meget pres ned over hovedet på vores unge, fordi vi – samfundet og medierne – skaber en forventning hos de unge selv om, at alt skal være perfekt. På samme måde er Irvings litterære karakterer ofte på jagt efter det perfekte. Den perfekte familie, det perfekte liv eller førnævnte Billy Abbot, hvis jagt på det perfekte seksuelle forhold vi følger over en cirka 50-årig periode fra teenageårenes begyndende seksualitet. 
Måske er der også en del af Irving selv i mange af personerne? I hvert fald optræder der forbløffende ligheder med forfatterens liv i mange af de litterære situationer og gallerier. Opvæksten med teatret og moderens job som suffløse, den ”forsvundne” far, dannelsesrejsen til Europa, passionen for New England, for bjørne og brydning og så videre. 
”Jeg vil sige, at jeg bruger mange af de situationer, jeg har oplevet i mit liv. Ikke mit eget liv som sådan. For eksempel mine brydetrænere eller den charmerende stedfar, som jeg har brugt flere gange i mine værker. Men de har alle været forskellige, og det har aldrig været min træner eller min charmerende stedfar. Jeg har arbejdet meget med ’missing links’ i mine personers liv, og alle de fædre, jeg opfandt, var mere interessante end den rigtige. Desværre nåede jeg aldrig at lære min egen rigtige far at kende, inden han døde.” 
Men de oplevede situationer kan sagtens udgøre en ramme, og John Irving fortæller, at han ikke hører til dem, der mener, at virkeligheden overgår fantasien. Tværtimod er han overbevist om, at virkeligheden i langt de fleste tilfælde kan gøres til mere interessante fortællinger i litteraturen. 
Han får mange breve fra læsere, der synes at identificere sig med bøgernes særlige universer og aparte forhold og derfor mener, at han bør skrive med udgangspunkt i netop den pågældende læsers liv. Men ofte er der ikke engang kød nok til begyndelsen på en historie.

Et helt liv kan ikke beskrives hurtigt 
Det har været en realistisk eftermiddag i den verdensberømte forfatters selskab. Uden afbidte øren, uden cirkus, tatovører eller en ”fjerde hånd”. Alligevel er der noget med John Irvings højre hånd, som på en eller anden måde passer tragikomisk til den, han er, samt hans værker: En gammel bryderskade er brudt op og har gjort den højre hånd så godt som ubrugelig. Det kræver en operation, når han vender hjem, men lige nu kan han knap nok give hånd og slet ikke skrive – hvilket er et stort problem, idet han skriver sine bøger i hånden på blankt papir! 
Brydesporten har flere gange spillet en rolle i Irvings forfatterskab og har sådan set også en central placering i I én person. Han er selv tidligere bryder, og kærligheden til sporten er fortsat stor. 
Helt ærligt: Hvor god en bryder var du egentlig? 
”Ikke så god, som jeg burde have været, i betragtning af hvor meget tid jeg har brugt på det. Jeg har aldrig vundet et eneste mesterskab, men jeg stillede op og deltog i dem alle. Jeg var ligesom de der tennisspillere, der altid ryger ud i kvartfinalen. Nogle ville engang indstille mig til optagelse i brydningens Hall of Fame; jeg sagde, ’det har jeg ikke fortjent, jeg har jo aldrig vundet noget.’ Svaret lød: ’Måske ikke – men du har tabt til alle!’.” 
John Irving er allerede godt i gang med den næste roman. Hvad den handler om, afslører han ikke. Han kan heller ikke sige, hvornår den er færdig. 
”Jeg begyndte juleaften sidste år, og jeg prøver at skrive en lille smule kortere hver gang. Men jeg skriver ikke om en uge i nogens liv; jeg skriver om de vigtige passager i nogens liv, og derfor kommer mine bøger ofte til at strække sig over 30-40 år. Det kan man ikke altid skrive hurtigt.” 
Den 70-årige amerikaner rækker lidt kejtet venstre arm frem til et høfligt farvel. Goodnight you princes of Maine, you kings of New England, forventer man næsten at høre ham sige – den nærmest Shakespeareske afslutningssalut fra Æblemostreglementet – da han vender sig og begiver sig videre på sit eget livs dannelsesrejse. 
I en evig kamp for det ”anormale”, det ”anderledes”.