En win-win-situation

Solen skinner næsten allerede i døgndrift her sidst i april. Og de for årstiden usædvanligt høje temperaturer har for en kort bemærkning gjort Aasiaat ved indgangen til Diskobugten til en sand smeltedigel. I bogstaveligste forstand – men også kun i bogstaveligste forstand.

For selv om udsigten over bugten, hvor isbjerge i alle størrelser flyder rundt, kan tage pusten fra enhver, er smeltedigel næppe det prædikat, en gymnasielærer fra Danmark – end ikke ”Udkantsdanmark” – ville sætte på Grønlands femtestørste by, der blot huser omkring 3.200 sjæle. Hvis man altså ser bort fra slædehundene, som der er en del af. Er man til fred og ro og stor natur, er mulighederne næsten uendelige og et af de fremmeste argumenter for at lokke arbejdskraft til.

Det omvendte kan så desværre også være et problem, forklarer rektor Otto Simonsen, mens han viser rundt i og omkring gymnasiets spritnye og imponerende tilbygning til 90 millioner kroner, som blev indviet i februar. GUX Aasiaat – eller Avannaani Ilinniarnertuunngorniarfik, som der står over indgangsdøren – har traditionelt haft stor udskiftning i lærerstaben og til tider haft svært ved at tiltrække den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. Vi befinder os i udkantens udkant, fristes man næsten til at sige med fare for at blive beskyldt for både ignorance og arrogance. Men Otto Simonsen sammenfatter problemstillingen helt kort og nøgternt:

”Vi befinder os jo på en ø. Der er måske fem kilometer hele vejen rundt. I vintermånederne er det mørkt hele tiden. Der er dybest set kun én reel måde at komme væk på, men det er dyrt,” siger han med henvisning til de 799 meter asfalt, der udgør start- og landingsbanen i byens lille lufthavn, og til det fortsatte monopol, der giver associationer til flyvningens ungdom, hvad billetpriserne angår.

Ovenstående lyder måske som en kritik af Aasiaat, men det er det sådan set ikke. Rektorens pointe er bare, at hvis man vil bo og arbejde her, skal man gøre sig nogle overvejelser på forhånd. De geografiske udfordringer og fysiske og klimatiske rammer er anderledes end i Danmark. Det er et lille, isoleret samfund, hvor man hverken kan gemme sig selv eller sine problemer. Den alkoholfri kaffestue på Hotel Sømandshjemmet er det nærmeste, man kommer på en café, og restauranter er der heller ingen af. Med andre ord: Er man vant til det søde liv i en større dansk by, er risikoen for at få kuller i en arktisk lilleby fire tidszoner fra Danmark noget, der skal tages med i betragtning, når man lader sig forføre af eksotismen og alle fordelene.

Den enes død …
I ”gamle dage” var det nærmest en offentlig sandhed, at folk rejste til Grønland på grund af pengene. Dette er en saga blot. Men hvad livskvalitet og oplevelser angår, er mulighederne for rigdom overordentlig store. Som nævnt før er der nogle helt åbenlyse fordele, hvis man er naturmenneske. Jagt, fiskeri, hundeslædekørsel, snescootere, skiløb, sejlads, øer, skærgårde, isbjerge, hvaler, dramatiske klippeformationer og høje bjerge – ja, det er næsten som taget ud af en turistbrochure.

Man skal heller ikke bruge tid på transport til og fra arbejde; der er masser af tid til både at dyrke fag, familie og de fritidsinteresser, der nu er tilgængelige.

”Jeg overvejer at købe en lille båd, men ellers har jeg ikke rigtig dyrket nogen af mulighederne. Og jeg har da ikke kedet mig endnu,” smiler Otto Simonsen, der fra sit kontor har en udsigt, som må kandidere til den smukkeste i rigsfællesskabet. Helt over til bjergene på Diskoøen 60-70 kilometer ude i bugten.

Han tiltrådte ved skoleårets begyndelse i august sammen med syv andre lærere. Han er imidlertid fortrøstningsfuld, hvad besætningen til det kommende år angår.

”Den enes død, den andens brød, kan man sige! Der er jo en lidt broget situation i Danmark lige nu med nedskæringer og så videre. Det har da blandt andet betydet, at nogle af de unge lærere her ikke vil tage hjem til Danmark alligevel, som de ellers havde overvejet,” fortæller rektoren, som opfordrer danske lærere til at se på muligheden for at arbejde i Grønland, selv om eleverne her har nogle faglige udfordringer, som er knyttet til manglende danskkundskaber.

”Det er et vilkår, man skal erkende. Ellers vil man ikke kunne holde ud at være her. Men det er et spændende arbejdssted som gymnasielærer. Vi har for eksempel mange udviklingsforsøg, og har man nogle gode idéer, skal man nok få lov at prøve dem af. Så man skal komme for at være med til at løfte den kæmpestore pædagogiske udfordring, det er at nå vores elever i øjenhøjde – man skal ikke komme efter den faglige udfordring.”

Til gengæld er det ikke en god idé at søge til Grønland, hvis man ikke har ”hår på brystet”, ikke kan lide naturen eller generelt bare ikke bryder sig om udfordringer. De fysiske rammer kan til tider også sætte tålmodigheden på prøve, selv om de grønlandske gymnasier i dag fremstår moderne med flotte bygninger – gymnasiet er et vigtigt projekt for det grønlandske selvstyre og drømmen om fuldstændig uafhængighed, og derfor er det tydeligt at se, at der er pumpet enorme summer i at skabe gode faciliteter. Men for eksempel venter skolen og lærerne i Aasiaat med længsel på et søkabel, så internetforbindelsen både kan blive stabil og billigere, hvilket også har betydning for den enkeltes private telefon- og internetforbrug, som let løber op i 1.000 kroner om måneden.

”Og hvis kopimaskinen går i stykker – og det gør den! – kommer Xerox-manden ikke efter to timer og fikser den. Han kommer måske efter tre-fire måneder,” forklarer Otto Simonsen.

Stor lærerudskiftning
30-40 minutters flyvning længere sydpå, næsten på polarcirklen, ligger Grønlands næststørste by Sisimiut. De mange byggekraner vidner om vækst og driftighed, og byen med de cirka 5.600 indbyggere ligner da også lidt mere, hvad en typisk dansker vil forvente af et bysamfund. Her, i læ af det karakteristisk knejsende bjerg Kællingehætten og med det glinsende Nordatlanten på den anden side, findes en vifte af adspredelsesmuligheder: caféer, restaurant, et flot kulturhus, diverse sports­aktiviteter – og selvfølgelig den allestedsnærværende natur. Sisimiut er en smuk by i exceptionelt smukke omgivelser.

Alligevel kan rektor Poul V. Jensen på byens GUX nikke genkendende til rekrutteringsproblemer og manglende kontinuitet. Skolen deler matrikel med teknisk skole og arktisk ingeniør-uddannelsen og tilbød indtil 2010 kun den tidligere htx i Grønland. Dels kom der en gymnasiereform, som efterfølgende integrerede alle de gymnasiale uddannelser til det nuværende GUX (se faktaboks), dels kunne gymnasiet i Aasiaat på det tidspunkt ikke tage flere elever, hvorfor Sisimiut fik lov til at oprette uddannelsen.

Det var spændende, men ikke let, fortæller rektoren. Skolen kendte på det tidspunkt ikke til fag som idræt, billedkunst, historie og lignende, manglede kollegiepladser og havde ikke de lærerkræfter, der skulle til. Det er der kommet styr på, men Poul V. Jensen kender alt til stor udskiftning blandt lærerne. Således kommer der til sommer 10-11 nye lærere, hvilket svarer til næsten en tredjedel af lærerværelset.

De grønlandske skoler har ofte også måttet kæmpe med problemstillingen omkring de såkaldte ’pædagogikumryttere’. Skolerne føler  nogle gange, at de investerer meget i dem, både ressourcer og penge – det er dyrt at sende dem på kurser i Danmark – og bliver derfor af og til ærgerlige over, at de rejser, så snart pædagogikum er erhvervet.

Brug for ressourcestærke
”Turistlærere” er en anden betegnelse, der er blevet hæftet på de lærere, som lige skal have en på opleveren eller af anden årsag kun er i Grønland i en kort periode. Den manglende kontinuitet er problematisk af flere årsager:

Eleverne oplever ofte at skulle skifte lærer – måske mere end en gang – i samme fag. En ensartet faglig linje, værdifuld viden og lærerekspertise risikerer at gå tabt. Samtidig når lærere, der er kort tid i Grønland, sjældent at erhverve vigtige kulturelle kompetencer.

Derudover er det økonomisk omkostningstungt for skolerne. Og endelig kan det være svært at skabe et godt arbejdsmiljø, når folk kommer og går.

Desuden har tidligere Nuuk-rektor Margit Motzfeldt i disse spalter påpeget, at de grønlandske gymnasier sjældent får lærerne i den periode, hvor de er mest ressourcestærke. Groft sagt er der tale om nyuddannede eller lærere tæt på pensionsalderen – med stor respekt for begge grupper og det arbejde, de leverer.

Bevæger vi os fra Sisimiut endnu en lille times flyvning sydpå langs den grønlandske vestkyst, rammer vi netop hovedstaden Nuuk, hvor Grønlands største gymnasium har til huse. Historisk set har udskiftning af op imod en tredjedel af lærerne heller ikke her været usædvanligt. Også til det kommende skoleår skal rektor Mikael Enggaard finde en række nye medlemmer til lærerkollegiet. Til gengæld har der denne gang været ganske pænt med ansøgere; om det skyldes den usikre situation i Danmark, er ikke til at sige.

”Vi har fået cirka 90 ansøgninger, så det har ikke været det store problem at finde de fagkombinationer, vi har brug for. Og generelt var det gode ansøgere,” siger Nuuk-rektoren tilfreds.

Den sidste sætning kan måske få nogle til at studse lidt. Mikael Enggaards udsagn er dog direkte foranlediget af Gymnasieskolens spørgsmål om ansøgernes kvalifikationer. Historisk er det ingen hemmelighed, om end en smule tabuiseret, at de grønlandske gymnasier ofte har skullet tage til takke med, hvad der var tilbage – de dårligt kvalificerede, de ”besværlige” eller folk, der ”flygtede” fra et eller andet i Danmark. Skilsmisse, sygdom, alkoholproblemer og så videre. Og som tidligere nævnt er det svært at skjule noget i små, isolerede samfund som de grønlandske. Det har ikke gjort tingene bedre, hverken for den enkelte eller for skolen.

”Dette land higer efter normalitet. Der er ikke behov for de ’mærkelige’,” som Otto Simonsen siger ligefremt.