Artikel
En formand krydser sit spor
No image

En formand krydser sit spor

GL’s formand gennem 14 år, Gorm Leschly, søger ikke genvalg, når valgperioden udløber om halvanden måned. Han ser tilbage på en tid med store omvæltninger og ikke mindst et turbulent overenskomstforløb, hvor der er behov for at gøre op med myterne, mener han. Han har det godt med den beslutning, han tog natten til den 8. februar, hvor OK 13 blev født.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Gorm Leschly, havde to aftener i træk stået foran en stor skare af tillidsrepræsentanter i henholdsvis Aarhus og København og med et citat fra en tidligere fagforeningsboss proklameret, at GL ”havde sejret ad helvede til”, selv om den overordnede besked til de fremmødte paradoksalt nok var, at ved denne overenskomstforhandling ville der atter blive råbt ”ulven kommer”. Dog med den forskel, at denne gang ville ulven uvægerligt komme og tage sit bytte. 
Dagen efter, den 8. februar i år, stod han så foran et forbløffet repræsentantskab, der på vej til mødet på Marriott Hotel i København kunne høre i radioen, at den aftale, de troede, de selvsamme dag skulle tage stilling til og give mandat til beslutning omkring, var blevet beseglet i løbet af natten. 
Formanden havde taget en beslutning i kampens hede, da finansministeren pressede tidsplanen for de afsluttende forhandlinger. Som med et fingerknips var mødet nu en sælsom blanding af forvirring, vrede, lettelse og ikke mindst uvished. Det ene øjeblik var der i hovedbestyrelsen et mindretal, der støttede formandens gerning, og snakken gik, at han i løbet af formiddagen ville være fortid – altså som formand! 
Men pludselig blev mindretallet til et flertal, da de unge i hovedbestyrelsen sagde ja med formanden, og formanden var stadig formand. Det er han endnu, men om halvanden måned er det slut. Gorm Leschly har efter 14 år som formand – hvilket gør ham til den længst siddende GL-formand i historien – valgt sit otium i stedet for at genopstille ved hovedbestyrelsesvalget senere på måneden.
Overenskomstaftalen skabte imidlertid kraftige dønninger gennem hele organisationen; 85 procent af medlemmerne sagde nej ved urafstemningen, og debatten har været mere omfattende og skarpere end set i mange år i det på mange måder ellers så konsensusprægede GL. Gorm Leschly har personligt måttet stå for skud på grund af sin beslutning hin februarnat. Og den holdning, der oftest har lydt fra medlemmerne, har ikke haft karakteristik af sejr til GL trods en gedigen lønstigning i en krisetid. 
Men hvordan har Gorm Leschly egentlig selv oplevet sin formandsperiode og kulminationen ved OK 13, nu da han har mulighed for at se det gennem en snart forhenværendes lys? Det fortæller han om i en åbenhjertig samtale med Gymnasieskolen.

Nederlag vendt til sejre 
GL stod i den situation, at efter overenskomsten i 1999, som 96 procent af medlemmerne stemte nej til, skulle overenskomstforhandlingerne i 2002 og 2005 bruges på at ”lappe”. Det lykkedes ifølge Gorm Leschly så godt, at foreningen ved de to følgende – 2008 og 2011 – skulle forsvare det, der var skabt. 
”Det er derfor, jeg sagde, at vi havde sejret ad helvede til. Og man kan sige, at overenskomsterne i 2008 og 2011 var en slags generalprøve på det, der ville komme,” siger han. 
Gorm Leschlys udgangspunkt som formand for GL’s hovedbestyrelse var fra starten, at GL skulle være en resultatorienteret og forhandlingsvillig organisation med respekt, troværdighed og synlighed. Og som kunne markere klare synspunkter i forhold til foreningens ”to ben”, uddannelsespolitikken og overenskomsterne. 
Leschly ser selv den toårige pædagogikum­aftale i 2002, der blandt andet gjorde op med vejlederen som bedømmer, som det første store gennembrud med GL-aftryk i sin tid. Tilmed lykkedes det at få den finansieret med 100 millioner kroner af den daværende myndighed, Amtsrådsforeningen. 
”Hvor vigtig en aftale det faktisk var, kan man i dag se i forbindelse med diskussionerne om læreruddannelsens længde. Pædagogikumuddannelsen er ganske vist ændret igen til en etårig uddannelse med fastansættelse, men det er samme tanker som de oprindelige, der ligger bag,” siger Gorm Leschly. 
”Det har dog været skuffende at opleve, at antallet af ikke-fastansatte stort set har været konstant i min formandstid trods de gode konjunkturer for beskæftigelsen og GL’s ihærdige indsats for at få rektorerne til at leve op til regelsættet og krav om fastansættelse.”

Reform og monsterudvalg 
Den helt store udfordring kom dog kort tid efter, da den borgerlige regering fik travlt med at gennemføre en gymnasiereform inden valgperiodens udløb. GL’s hovedbestyrelse valgte at være en aktiv medspiller og på den måde både bidrage offensivt og udøve ”damage control”. Gorm Leschly peger i den forbindelse på, at Undervisningsministeriet, i den periode han har været GL-formand, mere eller mindre har aftrappet deres indholdskontor. Færre fagpersoner og flere djøf’ere. Et potentielt problem for uddannelser, der i vidt omfang er afhængige af folk, der kender området. 
Der var en del kritik fra nogle af medlemmerne af GL’s involvering i og konstruktive tilgang til gymnasiereformen i 2005, som jo har været en af de rigtig store hændelser i din formandstid. Hvordan ser du på processen i dag? 
”Langt hen ad vejen satte vi dagsordenen for gymnasiereformen via det fireårige forsøgsprogram og vores mange oplæg – eksempelvis Fremtidens gymnasiale uddannelser. GL var meget proaktiv fra slutningen af 1990’erne og helt frem til de endelige beslutninger. Jeg er meget bevidst om ’de to ben’, og den konstruktive tilgang var netop for at få indflydelse og mindske eventuelle uhensigtsmæssigheder. Problemet med reformprocessen var, at ganske vist havde de fleste enkeltelementer været prøvet på forsøgsbasis inden 2004, men selve reformen blev for kompleks og ambitiøs, og implementeringen skulle gå alt for hurtigt. 
Det blev grundlaget for, at den reformskeptiske Bertel Haarder inviterede os til det såkaldte monsterudvalg i 2006, som jeg ikke vil holde mig tilbage for at sige var lidt af et gennembrud. Det medførte på tre år over 100 korrektioner til gymnasiereformen. Det er da rigtigt, at der var megen kritik dengang, men jeg synes, at den generelt forstummede i takt med GL’s proaktive indsats sammen med rektorforeningen for at få ændringer. 
For det er jo samtidig betegnende for gymnasielærerne – vores medlemmer – at de blander sig og diskuterer, mens tingene står på. Men bagefter, når noget er en kendsgerning, engagerer de sig 100 procent for at få tingene til at lykkes. Jeg synes generelt, at der var en god forståelse for at sige ja til at præge udviklingen frem for bare at sige nej. 
Derudover vil jeg sige, at det var meget positivt at sidde sammen som interessenter med direktør Jarl Damgaard, tage forslag ind, få dem gennemført og få en reformproces til at køre. Og jeg oplevede det på ingen måde som noget, der splittede vores forening.” 
Men i kølvandet på gymnasiereformen kom der både karakterreform og strukturreform med selveje. Det var igen ikke alle, der var lige begejstrede. 
”Nej, vi ønskede ikke selvejet og brugte mange ressourcer og kæmpede imod denne markedsgørelse af vore uddannelser. Vi fik lagt et stort pres, så den gode økonomi, gymnasierne alt andet lige har haft siden overgangen til selveje, skyldes i høj grad GL’s pres. Amterne blev nedlagt, og så gjorde vi, som jeg synes, vi hele tiden har gjort: Når noget blev en kendsgerning, gik vi med fuld kraft ind i diskussionen og påvirkede, så godt som vi kunne. Jeg blev dog overrasket over diskussionen om karakterreformen, som jeg var meget kritisk over for på grund af de store spring og de negative karakterer. Og måske var der den politiske bagtanke, at man ikke skulle kunne sammenligne direkte med tiden før gymnasiereformen. Men den debat blev helt væk! Måske var karakterreformen alligevel en lille ting for lærerne i det store reformbillede.” 
Kan du nævne noget, du vil kalde klare sejre i uddannelsespolitikken? 
”Vi gik i spidsen for kampagnen for at få hævet hhx-taxametret efter at have samlet sektoren om at gå i samme retning i dette spørgsmål. Det gav et historisk løft på godt 5.000 kroner per elev. Det var en rigtig god oplevelse. 
I 1999 blev værnet mod mere end 28 i klassen afskaffet. Siden da kæmpede vi i mange år sammen med Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) om at få indført et klasseloft på 28. Det mål nåede vi ved den nye regerings tiltrædelse godt hjulpet på vej af tidligere DGS-formænd/næstformænd centralt placeret i rød blok. Det var en kæmpe tilfredsstillelse at se det mål gå i opfyldelse.”

Ville ikke være folkeforfører 
Det er ingen hemmelighed, at tiden omkring og især efter indgåelsen af OK 13 har været turbulent ikke alene for GL, men også for Gorm Leschly som person. OK 13 blev den sidste store aftale med ham ved roret og kan som sådan blive hans eftermæle. Hvad det så bliver for et eftermæle, må tiden vise. 85 procent af medlemmerne stemte nej ved urafstemningen, og en del har i debatten givet udtryk for, at de så en formand ude af trit med foreningens medlemmer, ligesom en del af oppositionen i hovedbestyrelsen mener, at det var forkert og udemokratisk, at han indgik aftalen uden at konsultere forhandlingsudvalget. 
GL har fra medlemmernes side oplevet en stor utilfredshed med overenskomstaftalen. Fortryder du det, der skete den nat? 
”Lad mig starte med at sige, at det har været en kæmpe fordel for mig at have siddet som formand i så mange år. Det har givet mig nogle kompetencer og nogle muligheder for at vurdere situationer, for eksempel i AC-samarbejdet og i overenskomstøjemed. Jeg kunne ikke have drømt om at agere, som jeg gjorde ved OK 13, tidligere. Det ville jeg ikke have haft mod og overblik til. Denne gang var der ikke udsigt til bedre alternativer. Og desuden mener jeg, det hører med til formandsposten at udvise beslutsomhed og handlekraft i en kritisk situation. 
Jeg synes, at debatten det forløbne år har været bekymrende og bedrøvelig med mytologiseringen omkring min interessevaretagelse. Jeg var så godt klædt på efter ’generalprøverne’ i 2008 og 2011. Og så har jeg det altså sådan, at man må fortælle medlemmerne sandheden og ikke være folkeforfører og bilde dem ting ind om den virkelighed, der hersker. Jeg har det godt med overenskomsten. Jeg har lavet den bedst mulige interessevaretagelse i en ekstrem svær situation. OK 13 var kulminationen på en krig, der begyndte ved OK 08,” lyder det fra en tilsyneladende afklaret formand, der gerne gør op med beskyldninger, og hvad han selv betegner som myter i forbindelse med OK 13-aftalen. 
Nogle mener, at du splittede GL med din ageren ved OK 13. Hvad mener du om det? 
”Tværtimod, vil jeg sige. Hvis jeg var gået fra forhandlingerne, havde vi ’solgt’ erhvervsgymnasierne. Jeg blev for at sikre dem det maksimale. Var jeg ikke blevet, havde vi bare ligesom i 1999 fået en ’lægeordineret overenskomst’. Akademikernes (AC) formand, som er læge, ligesom han var det i 1999, havde en aftale klar for erhvervsgymnasierne, hvis jeg ikke ville være med. Sådan er spillet, når AC-bordet lukker, og så ville stx/hf efterfølgende have fået den trukket ned over hovedet uden særlig økonomisk kompensation herfor.” 
Det er en udbredt opfattelse, at GL var bundet på hænder og fødder af en AC-aftale, man ikke kunne komme ud af, og at det dermed blev den, der var ”skyld” i overenskomstresultatet. 
”Vi kunne sagtens, og helt formelt, være kommet ud af den aftale helt indtil 3. februar. Men det var der ikke et eneste medlem af hovedbestyrelsen, der tilkendegav et ønske om. Heller ikke, da jeg på det store tillidsrepræsentantmøde på Gefion Gymnasium om eftermiddagen den 7. februar – i en pause fra AC-forhandlingerne – redegjorde for den forhandlingsskitse, der tegnede sig, var der nogen, som sagde: ’Gorm, lad være at gå tilbage til AC-bordet igen.’ Det ville jo have betydet, at vi havde solgt erhvervsgymnasierne.” 
Så du blev altså ved bordet. Kan man så sige, at du solgte aftaleretten for penge, som kritikere har peget på? 
”Nej, aftaleretten var ikke til salg, og den blev heller ikke solgt. Med det forhandlings- og konfliktscenarie, regeringen havde valgt, kunne den ikke sikres. Jeg havde jo på de nævnte tillidsrepræsentantmøder i Aarhus og i København op til den sidste forhandling sagt, at aftaleretten på forberedelse var væk, inden jeg gik til bordet, og at det nu handlede om at få forhandlet mest muligt hjem med hjælp fra AC. Det er unfair at italesætte over for medlemmerne, at jeg handlede med den og solgte den. 
På den anden side er jeg stolt af at sige, at jeg i min formandsperiode altid har satset på at hente så mange kroner som muligt hjem til medlemmerne. Det er da en central del af vores opgave som fagforening. Så siger nogle, at vi nu skal æde lønstigningen af egen hale, men det er noget pjat, for effektiviseringerne ville komme alligevel. Og for de unge medlemmer og alle, som blev medlem efter 1999, er de nye centrale tillæg helt afgørende for at sikre dem en livsløn som den, de ’ældre’ gymnasielærere kan se frem til. De lokale tillæg, som fulgte med 1999-aftalen, har jo ikke kunnet give den sikkerhed.” 
Alle underviserorganisationer blev udsat for et frontalangreb ved OK 13. Hvorfor udnyttede GL ikke det lærerfællesskab? 
”Der var ikke noget. Der var ingen fælles strategi blandt underviserorganisationerne, og der var ikke nogen organisationer uden for underviserkredsen, der bakkede os op i vores forhandlinger. Der var ingen solidaritet at hente. Det var først, da lockouten var en kendsgerning for folkeskolelærerne, at andre kom på banen. Det er en romantisk myte, at der har været eller er et lærerfællesskab. Vi vil også på længere sigt få for eksempel lønmæssige problemer, hvis vi forlader AC og orienterer os mod Danmarks Lærerforening. Se for eksempel, hvordan det forholder sig i Norge og Sverige, hvor gymnasielærerne i sådanne ’fusioner’ er meget utilfredse med deres ’lillebrorrolle’ og manglende lønudvikling. Er det det, gymnasielærerne ønsker?” 
85 procent af GL’s medlemmer stemte nej til aftalen ved urafstemningen i begyndelsen af april. Du er jo næsten kommet til at personificere overenskomsten, så ser du det som et nej til dig og din person? 
”Ingen har patent på en fortolkning af nej’et ved urafstemningen. Selv om enkelte har ment, jeg skulle trække mig, har der jo – også i hovedbestyrelsen – netop været opbakning til, at jeg skulle blive. Jeg tror, at rigtig mange har stemt nej til processen og det overgreb, vi har oplevet fra modpartens side. Det er et nej til en uacceptabel arbejdsgiveradfærd. Ikke nødvendigvis et nej til Gorm Leschly.”

Skuffelse over ”medspillerne” 
Gorm Leschly vil dog også gerne udtrykke en vis skuffelse over for modparten i forbindelse med OK 13. Især over for Moderniseringsstyrelsens tilbagelænede attitude i forhold til – sammen med GL og skolerne – at hjælpe tingene på gled. Måske, funderer han, kan det blandt andet skyldes, at finansministeren slet ikke var forberedt på en aftale. Efterfølgende gjorde han også alt for at ”ødelægge” aftalen ved i offentligheden at bruge den som løftestang i forhold til folkeskolelærerne. Det var rystende at opleve en rød finansminister optræde så klodset og lægge så meget gift for en aftale, han selv havde indgået, mener Gorm Leschly. 
”Når to parter laver en aftale, er der et fælles ansvar for at give støtte og vejledning. Moderniseringsstyrelsen opfører sig, som om vi fortsat skal forhandle. Vi troede, at vi var blevet ’normaliseret’ på en AC-aftale. Nu får vi pludselig en diskussion om, at vi er en gruppe med særlige vilkår. Og så er det ikke bare skuffende, men også rystende at se undervisningsminister Antorini gå ud med en fanfare om at sikre kvalitet og samtidig indkalde rektorer, der fuldt lovligt har indgået en arbejdstidsaftale, til et irettesættelsesmøde. Det er fuldstændig uhørt! Også at undervisningsministeren overhovedet blander sig i overenskomstimplementeringen.” 
Rektorerne slipper heller ikke for at få en bredside med på vejen af GL’s afgående formand. Han er skuffet over mange rektorers reaktion og udmelding i februar om, at OK 13 vil betyde lærerfyringer, hvilket ifølge Leschly ikke er i overensstemmelse med realiteterne. 
”Lederne signalerer noget forkert i en situation, hvor vi har brug for at samarbejde. Vi har alle vidst, at undervisningen på den ene eller anden måde skulle moderniseres, men nu forsøger man nærmest at spænde ben for en ny aftale, der er en kulturrevolution i forhold til det, der var. Det er mangel på respekt for den store opgave at diskutere på den facon, og det er ikke mindst en besynderlig form for ledelse,” mener han. 
Hvordan stiller alt det GL og medlemmerne fremadrettet, synes du? 
”Jeg er helt enig med dem, der mener, at GL’s fokus nu skal være ude på skolerne og på at skabe et godt fundament og samarbejde. Vi skal i ressourceanvendelsen satse endnu mere på at støtte tillidsrepræsentanterne og lærerværelserne. Men det er urealistisk at tro, at vi kan få det gamle tilbage. Der går en lige linje fra OK 08 til OK 13, men det startede i virkeligheden tilbage i begyndelsen af 1990’erne, hvor Finansministeriet satte dagsordenen for arbejdet hen imod en ny lærerarbejdstid. I 25 år har vi kæmpet mod denne dagsorden, før den så slog igennem ved OK 13. Jeg tror, at GL fremover skal tilbyde meget mere og bedre individuel interessevaretagelse. Det bliver en meget vigtig opgave for tillidsrepræsentanterne at vurdere den enkeltes behov.” 
Hvad kommer det til at betyde for den solidaritet, vi hører så meget om på lærerværelserne? 
”Solidaritet kan jo have mange forskellige ansigter. Der findes ikke retfærdige overenskomster. Det tror nogle, at vi kan lave. Til gengæld tror jeg, at tidsregistreringen vil blive et wake-up call for mange medlemmer, og det er her, vi skal støtte og bakke op – det er interessevaretagelse. Hvis man ikke laver en lokal aftale, er tidsregistrering et helt afgørende værn mod det grænseløse arbejde. Hvis man for eksempel ikke ved, hvor mange timer man har arbejdet de første tre måneder af skoleåret, og så pludselig skal på sygeorlov eller tilsvarende, hvordan skal man så kunne ’beregne’ den samlede årsnorm efterfølgende? Vi kan ikke benægte kendsgerningerne og virkeligheden.” 
Hvad har været din største skuffelse som formand? 
”Måske har jeg fortrængt den! Det kunne være et realistisk forhold til, at tingene udvikler sig – og at det hele tiden handler om at nå det bedst mulige i den givne situation. Og når man har kæmpet seriøst – og indtil 8. februar i år med en enig bestyrelse i ryggen – så kan man godt glæde sig over resultaterne, når man har påvirket dem i den retning, der er bedre for GL’s medlemmer end alternativet. OK 13 er jo også et eksempel på det: Alternativet havde været ingen lønstigning og ingen tidsregistrering som værn mod det grænseløse arbejde. Men det betyder jo ikke, at jeg er glad for den nye arbejdstidsaftale. Den skal ses i ’det lange lys’ og i ’nærlyset’ af et Folketing og en regering fast besluttet på at ændre lærernes arbejdstidsvilkår.” 

Hjem til konen 
Interviewet lakker mod enden. Ligesom Gorm Leschlys karriere i GL. Han har været begejstret for de oplevelser, han har haft igennem 18 år i hovedbestyrelsen. Det samarbejde med andre organisationer og personer, han gennem mange år har været med til at opbygge, og kontakten til medlemmerne kommer han til at savne, bedyrer han. 
”Det har været spændende, sjovt og lærerigt. Jeg kommer nok ikke til at savne, at telefonen ringer i tide og utide, selv om det bliver mærkeligt, at ingen længere vil høre min mening. Det daglige præg på arbejdet og følelsen af at være en respekteret medspiller har været en stor tilfredsstillelse, ligesom det efter 1990’ernes mange uenigheder og konflikter i hovedbestyrelsen har været en kæmpe tilfredsstillelse og en stor inspiration for mig i godt 13 år at kunne agere med en enig bestyrelse. 
Og ikke mindst har det været et privilegium for mig at have min daglige gang i GL’s sekretariat med alle de kompetente og flittige medarbejdere, vi har haft gennem tiden, og som har været stærkt medvirkende til den udvikling og professionalisering, vi som organisation har oplevet.” 
Der er umiddelbart ikke andre tillidshverv eller stillinger på tapetet i Gorm Leschlys liv. Han fylder 65 år næste gang, og tiden skal nu bruges på de ting hjemme i Jylland, der i perioder måske er blevet forsømt i de travle år i hovedstaden. 
”Jeg har været her i 14 år, men jeg er stadig gift! Mine børn var knap voksne, da jeg blev formand – jeg har fået seks børnebørn i mellemtiden, så nu vil jeg bruge mere tid på familien. Og så glæder jeg mig til at læse litteratur for sjov igen,” lyder det afslutningsvist fra GL’s snart forhenværende formand.  

Forhandlingskollega: Jeg kommer til at savne ham

Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening

En af dem, der kender Gorm Leschly rigtig godt, er Ingrid Stage. Hun er formand for Dansk Magisterforening og i disse dage desuden konstitueret formand for Akademikerne (AC). 
Siden 2001 har hun sammen med Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) afgående formand siddet i AC’s forhandlingsudvalg. På møderne i udvalget sidder de altid ved siden af hinanden. Det er med Ingrid Stages ord et tilfælde, men ”også lidt sigende”. 
Om deres samarbejde siger hun: 
”Vi har altid snakket godt og meget sammen. Vi har forhandlet overenskomster sammen i 2002, 2005, 2008, 2011 og 2013. Vi har tit udvekslet tanker på forhånd om, hvad vi skulle gå efter, og hvor vi skulle sætte foden ned. Jeg har været kolossalt glad for at arbejde sammen med ham, også fordi han er en munter mand.” 
Hun vil ikke blande sig i GL’s interne diskussioner, men gerne give sit besyv om OK 13 med. 
”Jeg har kun hørt Gorm kæmpe hårdt for at sikre sine medlemmer ordentlige vilkår og holde fast i deres rettigheder. Jeg deler hans opfattelse af, at det var klogt at gå ind i en diskussion (med Moderniseringsstyrelsen, red.), og jeg tror, at det ville have været svært at afværge slutresultatet. Der var skrevet en drejebog,” siger Ingrid Stage. 
Hun har generelt kun pæne ord tilovers for Gorm Leschly: 
”Han har været et markant medlem i AC’s forhandlingsudvalg. Jeg har kendt ham som én, der har formået at gøre gymnasielærernes vilkår til en vigtig diskussion i forhandlingsudvalget og gjort det meget dygtigt. Han er højt respekteret, og der er ingen, der har kunnet trække noget ned over hovedet på ham. Jeg kommer til at savne ham.”

Bondo: Vi var uenige om OK 13, men jeg har stor respekt for ham

Anders Bondo, formand for Danmarks Lærerforening

Efter at Gorm Leschly en sen nattetime i februar skrev under på overenskomstaftalen med Moderniseringsstyrelsen, gik der ikke længe, før hans gamle ven Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, tog kontakt og ville ses. 
Dagen efter mødtes de til frokost på Restaurant Puk i det centrale København, der i 1800-tallet frekventeredes af Christian den 7. Nu var det så to fagforeningskonger, der mødtes. 
”Vi talte om forløbet, om hvad der var sket i løbet af natten. Jeg fik forklaret, hvad det betød for lærernes overenskomstforhandlinger. Men som altid, når Gorm og jeg mødes, foregik det i en ordentlig atmosfære. Det var et behageligt møde, selv om vi var uenige. Jeg ville aldrig have skrevet under på den aftale,” siger Anders Bondo Christensen. 
Og netop den måde at snakke om tingene på er meget kendetegnende for relationen mellem dem, mener han. 
”Vi har et rigtig godt fagligt samarbejde. Vi taler meget åbent, især på tomandshånd. Når det bare er os to, så sidder vi ikke og tænker taktik. Vi taler ærligt og har fortrolighed, og ingen af os kunne finde på at misbruge det. Vi har god kemi og en grundlæggende respekt for hinanden.” 
Selv om Anders Bondo Christensen ikke er enig i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Gorm Leschlys håndtering af OK 13, så har han respekt for GL-formandens indsats. 
”Både Gorm og jeg har store personlige ansvar i vores tillidshverv, og det ansvar er han aldrig rendt fra. Han har måttet stå til ansvar for det, og det har han gjort. Hvis vi som ledere ikke er parate til at investere og bruge vores egen dømmekraft i arbejdet, så er vi handlingslammede,” siger han. 
For Bondo Christensen har Gorm Leschly ikke kun været en nær kollega og samarbejdspartner. 
”Jeg har haft rigtig meget med Gorm at gøre. Jeg ser ham som en god ven. Vi har sejlet rundt om Manhattan sammen, og vi var sammen til fest hos dronningen, hvor vi begge lejede en smoking. Der er ikke så mange i fagbevægelsen, hvor det er venskab, men det er det med Gorm.”

Haarder: En klog formand Bertel

Haarder, tidligere undervisningsminister (V)

”Det er muligt, det virker lidt kedeligt, men set i bakspejlet har jeg kun godt at sige om Gorm Leschly og hans arbejde. Jeg har gennem tiden kun fået større og større respekt for ham. Især i det forgangne forår med det mod og den klogskab, han udviste ved at sikre sine medlemmer en betaling for at opgive de knudrede regler. Det var en formand, der handlede klogt – i modsætning til folkeskolelærernes. 
Du har da ret i, at vi ofte har været uenige og har diskuteret, så det bragede. Men det finder jeg helt naturligt. Som minister er det nødvendigt at være uenig med fagforeningerne på området, fordi de jo vil have alle deres interesser gennemført – det ligger jo i deres natur. Sådan har det også været med Gorm Leschly, men jeg vil sige, at der trods uenigheder aldrig har været et eneste ondt ord imellem os. Derimod gensidig respekt – og masser af humor! 
Jeg ynder faktisk at citere ham for noget, han sagde for nogle år siden, og som viser, at han ofte har været forud for sine medlemmer: ’Nu er ledelse ikke længere et nødvendigt onde, men et personalegode.’ I dag vil de fleste give ham ret. Det var visionært at sige sådan til gymnasielærerne, som – og det bliver jeg nødt til at sige – har været nogle af de mest ledelsesresistente i den offentlige sektor. 
I forbindelse med reformarbejdet oplevede jeg en formand, der på mange måder var lige så utilfreds med reformen, som jeg var! Jeg fornemmede hos ham en stor forståelse for min frustration. Men han havde mange faggrupper og interesser at tage hensyn til, så han havde ikke så klar en profil. Det har ikke været let at være ham på det tidspunkt. 
Nogle fagforeninger er heldige at have en klog formand, andre har en mindre klog formand. Jeg er godt klar over, at der nok er mange GL-medlemmer, der er vrede efter OK 13, men de kan jo for eksempel bare sammenligne sig med folkeskolelærerne for at se, at de har haft en klog formand.”

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater