En dannet videnskabsmand har høj moral

Han har fundet fossile rester af menneskeafføring i huler i Oregon og påvist, at indianernes forfædre kom til Amerika cirka 1.000 år tidligere end hidtil antaget. Og han har som den første i verden genskabt generne og dermed billedet af en mand fra den 4.500 år gamle grønlandske Saqqaq-kultur på baggrund af en enkelt frossen hårtot. 
Med andre ord: Eske Willerslev har skrevet historiebøgerne om. Han er i dag en af landets mest anerkendte naturvidenskabsmænd og en stjerne på den internationale evolutionsforskningshimmel. 
Derfor er det også i forskningsverdenen, han først søger hen, når han skal definere, hvad dannelse i dag er for en størrelse set med hans øjne. 
”Min opfattelse af dannelse hænger sammen med, at jeg er videnskabsmand. Når jeg tænker på begrebet, er det først og fremmest i en videnskabelig kontekst. For mig er kernen, at man opfører sig ordentligt og moralsk forsvarligt,” siger Eske Willerslev, professor og leder af Københavns Universitets Center for Geogenetik. 
Det vil for eksempel sige, at man ikke bevidst snyder med sine data, og at man opfører sig moralsk forsvarligt, når man vurderer andres arbejde. Og det er der i den grad brug for inden for videnskaben i dag, mener han. Ikke mindst på grund af den øgede konkurrence i den internationale forskningsverden. 
”Hver gang man skriver en bevilling for at få penge eller en artikel, man gerne vil have optaget i et videnskabeligt tidsskrift, bliver det jo sendt ud til vurdering hos andre videnskabsfolk. I den situation bliver dannelse et vigtigt begreb, fordi det er dine konkurrenters arbejde, du skal vurdere. Men min erfaring er desværre, at folk har sværere og sværere ved at fastholde en vis dannelse,” siger Eske Willerslev.      

Basal samfundsviden 
Vi sidder på hans kontor i hjørnet af Statens Naturhistoriske Museum i København. På et tungt, mørkt træskrivebord flyder bogen Ancient Men of the Arctic, juli-udgaven af tidsskriftet Nature og stakkevis af papirer. På en hylde ligger en cirka 30.000 år gammel knogle fra en steppebison. 
Ud over en portion god moral handler dannelse også om at have en bred almenviden, mener Eske Willerslev. Ikke forstået som et fast pensum, der skal tilegnes, eller en bestemt kulturel kapital, men som en grundlæggende historisk og samfundsmæssig indsigt. 
”Dannelse er, at du har en basal viden, som gør, at du kan tage stilling til samfundsmæssige problemstillinger, når du for eksempel ser TV Avisen, og deltage i diskussioner på en kvalificeret måde,” siger Eske Willerslev og fortsætter: 
”Dannelse handler også om at sætte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. For at kunne stille de rigtige spørgsmål er man nødt til at have en vis viden.” 
Derfor er det vigtigt, at gymnasiet bliver ved med at være både almendannende og studieforberedende, påpeger han. 
”Uddannelsesmæssigt går man mod en større og større grad af specialisering, og det er en uundgåelig trend. Men det er vigtigt, at man både i folkeskolen og gymnasiet stadig opererer med et grundlæggende dannelsesbegreb. At jeg er molekylærbiolog, gør mig ikke i stand til at forstå en samfundspolitisk debat. Det kræver en bred, basal viden.”   

Ikke én sandhed 
Eske Willerslev er ikke i tvivl om, at det er de tre gymnasieår med de gamle grækere, de europæiske idéers historie og Anden Verdenskrig, der for alvor har dannet ham. Tiden på Ordrup Gymnasium blev i det hele taget et vendepunkt for Hellerup-drengen, der i folkeskolen – sammen med tvillingebroderen Rane – var en hashrygende ballademager, der drømte om indianere og vildmarksliv og kun fik lidt over 7 i gennemsnit. 
Eske Willerslev husker tilbage: 
”Jeg lærte ingenting i folkeskolen. Det var en blanding af, at jeg kedede mig og ikke var mentalt klar til at lære. Jeg følte, at der var nogle forbindelser i min hjerne, der ikke var udviklet, så selv om jeg prøvede at forstå matematik, så kunne jeg ikke.” 
”Samtidig var folkeskolen en tid, hvor man blev behandlet med manglende respekt. Der var alt for mange spørgsmål, hvor lærerne forventede et helt bestemt svar. Havde man en anden fortolkning, så duede det ikke. Det var et diktat i stedet for en diskussion, og det kunne jeg simpelthen ikke holde ud.” 
I gymnasiet oplevede han for første gang, at der ikke var én enkelt sandhed, men at man blev taget seriøst, hvis man havde en anden opfattelse og kunne argumentere for den. Den mentale frihed gav ham lysten til at lære.  
”Alting ændrede sig i gymnasiet. I gymnasiet fik vi frihed under ansvar. I folkeskolen fik vi hverken frihed eller ansvar. De fleste af mine klassekammerater gik ned i karakterer. Jeg steg og steg og steg. Jeg blev vildt grebet af fag som oldtidskundskab, biologi, matematik og latin. Lige pludselig fik jeg en indsigt i europæisk historie, hvor vi kommer fra og så videre. Det var en åbenbaring.”

Alt er muligt 
Han kalder årene i gymnasiet for den vigtigste tid i hele sit uddannelsesforløb. 
”Gymnasiet var for mig en fuldstændig lifechanger,” siger Eske Willerslev og uddyber: 
”Det var i gymnasiet, jeg lærte, at alt er muligt. At man kan opnå, hvad man vil, hvis man arbejder ekstremt hårdt for det – også selvom man som udgangspunkt ikke er specielt stærk fagligt.” 
Han blev student med et gennemsnit på over 10. Bagefter realiserede han og tvillingebroderen drengedrømmene om det vilde liv i ødemarken og levede godt fire måneder som pelsjægere i Sibirien. Det var i begyndelsen af 1990’erne. De fik forfrysninger i skridtet, ansigtet og hænderne og delte hverdag med mordere, voldtægtsforbrydere og veteraner fra Afghanistan. De eneste, der – ud over dem selv – var desperate nok til at påtage sig det benhårde hverv. 
Den barske oplevelse gav Eske Willerslev troen på, at han kunne klare hvad som helst. Og selvom der umiddelbart er langt fra pelsjæger til professor, hænger tingene sammen, siger han. 
”Den røde tråd er lysten til at begive sig ud i ukendt land. Mange af de spørgsmål, jeg beskæftiger mig med i dag som videnskabsmand, blev grundlagt, da jeg var pelsjæger og siden rejste rundt på andre ekspeditioner. Strabadserne i Sibirien har desuden vist mig, hvor langt jeg arbejdsmæssigt kan presse mig selv. Jeg har aldrig været så presset, som da jeg var pelsjæger, så når jeg som videnskabsmand er i konkurrence i dag, ved jeg, at jeg kan blive ved og ved og ved med at arbejde.”

Ikke nok at være klog 
Men hvorfor er han kommet så langt, som han er? Selv tror Eske Willerslev, at det primært skyldes oplevelsen af at gå fra at være én, som ingen troede kunne noget som helst, til at være én, som folk syntes havde noget at byde ind med. 
”At opleve den succes som individ har været helt afgørende for mig,” siger Eske Willerslev og understreger, at han ikke betragter sig selv som specielt begavet. Derfor tror han, at mange andre kan opnå præcis det samme. Hvis de også møder gymnasielærere, der er åbne for forskellige fortolkninger, når argumenterne er i orden, og som giver deres elever troen på, at de kan nå hvilket som helst mål, hvis de arbejder for det. 
”At være klog bringer dig ikke i sig selv derhen, hvor du får succes. Det kræver, at du er ’driven’. At du er fokuseret og indstillet på at arbejde hårdt.”   
Desuden har hans opdragelse haft betydning. Den har blandt andet givet ham en ting, der er helt afgørende for at være forsker: kreativitet. 
”Som forsker er det ikke nok at kunne alle lærebøgerne udenad. Det handler om at kunne tænke ud af boksen. Tænker du på præcis samme måde som alle andre, skal du sgu være heldig, hvis der sker noget nyt.” 

Skab ny viden 
Han mener, at mange flere børn og unge ville blive fanget af naturvidenskaben og få lyst til at læse videre i den retning, hvis de fik lov til at udvikle deres egne spændende opgaver og forsøg. 
”Naturvidenskab er både i folkeskolen og gymnasiet præget af, at man laver noget eller læser om noget, andre allerede har lavet. Det er faktisk et under, hvis man får kreative mennesker ind på de naturvidenskabelige uddannelser,” siger Eske Willerslev og fortsætter: 
”Det er så røvsygt og meningsløst, at gymnasieelever skal lave forsøg, som tusindvis af elever har lavet før, og levere de samme svar. De burde få lov til at designe masser af forsøg selv. Selvfølgelig er der en basisviden, der skal være på plads. Men man skal også give dem oplevelsen af at generere ny viden selv, for det er en fantastisk følelse.” 
Også på universitetet er det primært gamle forsøg, der fylder undervisningen. Selv fik Eske Willerslev først mulighed for at udvikle sit eget forsøg, da han lavede speciale om dna i iskerner på biologistudiet. Han blev den første i verden, der beviste, at man kunne trække dna ud af isprøver og blandt meget andet bruge det til at rekonstruere fauna og flora fra en fjern fortid. Og det var først dér, han fandt ud af, at han ville være forsker. 
”Vi skal lade elevernes egne idéer og kreativitet fylde meget mere. Kreativitet kan vi fandeme ikke få nok af i det her samfund. Det er der brug for, ligegyldigt hvad man laver.”