Mange medier også gymnasieskolen.dk har skrevet, at mange gymnasieelever føler sig pressede, og at mange af dem ligefrem har søvnproblemer.
Det viser en undersøgelse fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som har spurgt 5.000 elever.
To gymnasieelever mener dog, at deres kammerater også selv bærer et stort ansvar for, at de føler sig pressede af blandt andet mange afleveringer og lektier.
I et debatindlæg i går i dagbladet Politiken skriver Christian Bysted og Mads Obdrup Jacobsen fra 3.g på Køge Gymnasium:
”Dog vil enhver, der har sat sine ben i en typisk gymnasieklasse, vide, hvordan en overraskende stor del af de studerende i undervisningen sidder dybt begravet i Facebook. Med en sådan indstilling til undervisningen undrer man sig ikke over, at lektierne bliver sværere og presset højere.”
De skriver også, at mange gymnasieelever sidder til langt ud på natten ved skærmen. Det kan de se, fordi de er venner på Facebook, og den lille ”grønne lampe”, viser de er på.
”Måske laves der afleveringer, måske chattes der med andre natteravne. Ved sengetid ligger man så vågen, fordi tankerne fra nettet og computerskærmen stadig florerer. Der kan altså muligvis være flere årsager til det målte søvnbesvær end bare presset fra skolen,” skriver de to gymnasieelever.
De to gymnasieelever opfordrer med andre ord til noget så gammeldags som at følge med i timerne og sove om natten. Ideerne er hermed givet videre.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode