Artikel
Elever og lærere klar til at droppe flyveturen
Tårnby Gymnasium hackaton

Elever og lærere klar til at droppe flyveturen

Studieture skal være langt mere bæredygtige. Det mener flere elever og lærere, som i samarbejde med DSB og rejsebranchen udvikler idéer til fremtidens studieture.

‘Fra international til lokal’ står der på en stor planche, som er placeret på et rundt bord fyldt med gule post it-sedler og tegninger. 

“Skal vi iscenesætte Danmark som et land at tage på studietur til?” lyder et spørgsmål ved bordet.

“Mange elever er jo ikke vant til at rejse i Danmark. Deres forældre sætter dem i en flyvemaskine og flyver sydpå, så snart de kan sidde oprejst,” fortsætter argumentationen ved bordet.

“Jeg synes måske, det er lidt tamt at tage på studietur til Viborg,” lyder det som et modsvar fra en elev på den anden side af bordet. 

Han er dog helt med på at finde anderledes og mere eksotiske rejsemål i Sverige, Polen og Tyskland. 

Vi er til såkaldt Hackathon. Et innovationsprojekt, som DSB er hovedarrangør af, og som begyndte med en idé fra nogle elever og lærere på Sankt Annæ Gymnasium om et koncept for en mere klimavenlig og bæredygtig studierejse.

Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) deltager også i processen med at tænke i alternative studieture.

I tre dage – en dag i sidste uge og to i denne uge – mødes elever, lærere, DSB-folk og andre fra rejsebranchen for at udvikle idéer til nye studieture. For DSB er målet at få udviklet produkter, som allerede kan sættes på skinner i 2020.

Transporttiden kan bruges til noget
Det summer ved de runde borde i det gamle lokomotivværksted i Sydhavnen i København. 

Studieexpressen er et tema ved et af bordene. Idéer om at samle mange klasser fra forskellige gymnasier og lande i et tog gennem Europa eller at lave studiemiljø i togvogne ryger hen over bordene. 

For første gang meget længe lytter de voksne til de unge.

Sigurd Janniche Thomsen, elev
Tårnby Gymnasium

Rejsetiden behøver ikke at være noget, som skal overstås – den kan også bruges til at lære fremmedsprog eller historie. 

Andre snakker om nye rejsemål frem for den klassiske storbyrejse. Hvordan finder man frem til de fede shelters i Polen eller Tyskland, lyder et spørgsmål. Mens andre tænker i at udvikle en app med alternative rejseplaner.

De voksne lytter til os
Tårnby Gymnasium er et af de seks gymnasier, som deltager i projektet.

Både lærere og elever er enige om, at den bæredygtige studietur er blevet yderst relevant. De unge har rejst klimadagsordenen, og politikerne har taget den til sig.

Det er ikke afgørende at komme langt væk for at få en god studietur.

Mette Eliasen Vollmond, lærer
Tårnby Gymnasium

“For første gang meget længe lytter de voksne til de unge. Jeg tror, vi kan lave nogle bedre studieture med tog end med fly. Vi kan besøge flere steder på vejen, og vi kan lave et internationalt samarbejde, hvor vi rejser med andre klasser,” siger Sigurd Janniche Thomsen, som nævner, at turen i toget også er en del af studieturen og ikke bare transport.

Lærer Mette Eliasen Vollmond nikker. Hun er absolut også klar til at droppe studieture med fly.

“Det er ikke afgørende at komme langt væk for at få en god studietur. Jeg synes også, at vi burde nytænke, hvor vi tager hen, så vi ikke altid tager til de samme storbyer og bidrager til masseturismen.”

Både lærere og elever på Tårnby Gymnasium peger på, at eleverne bør inddrages mere i planlægningen af fremtidens studieture og dermed også tage større medansvar for klimaaftrykket for turen.

“Vi har tradition for, at vi som lærere udbyder turene, men eleverne bør tage større ansvar,” siger Mette Eliasen Vollmond.

Det er eleven Fatima Camara enig i.

“Vi skal som elever og unge være med til at lave ændringer i forhold til bæredygtighed,” siger hun, inden snakken fortsætter om, hvordan fremtidens studietur kan gøres mere grøn, uden at halvdelen af tiden går med transport.

Flyet er fristende
Den udfordring bliver rejst flere steder ved bordene. Mange studierejser ligger fra mandag til fredag, og derfor er det fristende at springe på en billig flyver og spare en masse timer på transporten.

Det dilemma kender DSB alt til.

Lis Juul Sawicki arbejder for DSB Specialrejser og hjælper gymnasier med at arrangere studierejser.

“Vi får mange henvendelser med ønsker om ture, som så alligevel ikke bliver til noget, fordi skolerne mener, at turene er for dyre eller tager for lang tid,” siger hun i en pause fra idéudviklingen ved et af de runde borde.

Hvis turen går til Berlin, vil mange tage tog eller bus, men til mange andre destinationer taber toget eller bussen mange gange til flyet, vurderer Lis Juul Sawicki. 

Samtidig mener hun, at de fjerne destinationer ofte vinder over turene til Danmarks nabolande, når elever og lærere skal vælge studietur.

“Jeg kan ikke huske, at jeg har fået en henvendelse fra en gymnasieklasse om en tur til Sverige,” siger Lis Juul Sawicki.

DSB vil arbejde videre med de tre bedste ideer fra projektet. Ideerne vil senere blive beskrevet i dette link.

Vi går rundt i de samme cirkler

“Kulturen for studierejser er ensidig. Vi tager flyet til en storby, hvor vi går rundt i de samme cirkler i fem dage. Ofte er de eneste lokale, man snakker med en bartender og receptionisten på hotellet. Storbyerne lider i forvejen af overturisme, og vi bør tænke i en ny kultur for studieture. Vi har brug for flere valgmuligheder for studierejser.”

Ditlev Kræn, elev, Københavns åbne Gymnasium.

Studieture uden fly

“På Det frie Gymnasium er det blevet besluttet, at vi ikke tager på studierejser med fly. Det er jeg glad for, for det betyder, at vi er nødt til at finde alternative måder at rejse på, og at vi får et andet mindset omkring studierejser. Det står slemt til med klimaforandringer, og det betyder noget, hvordan vores generation gør tingene fra nu af."

Lærke Visti Petersen, elev, Det frie Gymnasium.

 

Gymnasier skal tage ansvar

“Gymnasier har altid taget ansvaret for at danne eleverne, og derfor mener jeg også, vi skal tage ansvaret på os i forhold til dannelse om bæredygtighed. Det handler ikke kun om, at det skal ind i fagene, men også om, hvordan vi tager på studietur og driver skole. Dagsordenen om klima og bæredygtighed kommer fra de unge, og hvis vi ikke lytter til de unge og eleverne på gymnasierne, så gør vi os overflødige.”

Mads Strarup, vicerektor og underviser i samfundsfag og filosofi, Københavns åbne Gymnasium.

Bæredygtig studierejse 

DSB har inviteret lærere og elever fra seks gymnasier og andre aktører i rejsebranchen til et innovationsprojekt i tre dage, hvor der skal udvikles nye koncepter for den bæredygtige studierejse.

Læs mere på projekthjemmesiden, hvor idéerne også senere vil blive beskrevet. 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater